Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in posts
Search in pages
brev
fodevare
vidste_du_at

Guide: Sådan finder du julegodter uden palmeolie

Af Birgitte Mie Hansen, klinisk diætist.

Foto:Shutterstock

Guide: Sådan finder du julegodter uden palmeolie

December er godt i gang, og det er spisning af julegodter også for de fleste. Men vidste du, at julegodter som fx pebernødder og lakridskonfekt ofte indeholder palmeolie?

Produktionen af palmeolie har store miljø- og klimamæssige konsekvenser, men palmeolie er også usundt for dig. Derfor er der god grund til at begrænse palmeolie.

Fødevareguiden har derfor været en tur i de danske supermarkeder, både fysisk og online, for at se, om det er muligt at finde julegodter uden palmeolie

 

Hvordan finder jeg ud af, om der er palmeolie i mine varer?

Palmeolie har længe haft et dårligt ry, og det ved fødevareproducenterne godt, hvilket betyder, at nogle producenter forsøger at gøre det mindre tydeligt for dig, at der er palmeolie i en madvare. Derfor skal du se godt efter, når du kigger efter palmeolie i ingredienslisten. Tidligere har fødevareproducenterne kunnet slippe afsted med bare at skrive “vegetabilsk olie”. I dag er de dog forpligtet til at skrive hvilken plante, den vegetabilske olie kommer fra.

Her kan du se nogle af de mest almindelige betegnelser for palmeolie:

  • Palmeolie
  • Vegetabilsk olie (palme)
  • Vegetabilsk fedt (palme)
  • Palmekerneolie
  • Palmefrugtolie

 

Ingredienserne står i faldende vægt

Det er sjældent, at producenter skriver på varen, hvor stor en andel som udgøres af palmeolie. Hvis du gerne vil vide det, så kan du bruge tommelfingerreglen:

Ingredienserne står i faldende vægt, dvs. jo mere et produkt indeholder af en ingrediens, desto tidligere står den på listen. Jo tidligere palmeolie optræder på listen, desto højere er indholdet af palmeolie. 

Læs mere om, hvordan du læser en varedeklaration 

 

Vælg disse julegodter, hvis du gerne vil undgå palmeolie

Pebernødder, brunkager, vaniljekranse og lakridskonfekt er alle velkendte julegodter,  som ofte indeholder palmeolie. Fødevareguiden har gjort det nemt for dig ved at have nærstuderet en masse af disse julegodter og fundet frem til dem, som ikke er lavet af palmeolie. 

 

Pebernødder

Ingen jul uden pebernødder. Men pebernødder er også ofte lig med palmefedt. Jeg kom i ethvert tilfælde på noget af et detektivarbejde, da jeg skulle prøve at finde varianter uden palmefedt. 

Jeg har kigget på 14 forskellige slags pebernødder, heriblandt sukkerfri, glutenfri og økologiske pebernødder. Ti af dem var med palmeolie, og de fire af dem var uden. 

Her kan du se de fire slags, som jeg fandt uden palmefedt.

(Foto: Bilkatogo.dk) Økologiske pebernødder fra Curré. De er bagt med smør*. De koster ca. 20 kr. for 200 g. Fås blandt andet i Bilka, Føtex, Bilkatogo.dk

(Foto:Nordthy.com) Pebernødder fra Nordthy. De er lavet med rapsolie (sundhedsmæssigt godt fedtstof). Koster 13 kr. for 250 g. Fås primært hos nemlig.com

 

 (Foto:Fødevareguide) Økologiske pebernødder i Lidls eget mærke. Er bagt med smør*. Koster 30 kr. for 200 g. Forhandles kun i Lidl

 

Pebernødder fra Lagkagehuset. De er også bagt med smør. De koster 65 kr. for 200 g. De kan købes på nemlig.com eller i Lagkagehuset

 

Vaniljekranse

Også da turen kom til at finde vaniljekranse uden palmeolie/palmefedt, kom jeg på noget af en opgave. 

Jeg har kigget på 16 forskellige slags vaniljekranse, heriblandt sukkerfri, glutenfri og økologiske vaniljekranse. 

Ud af 16 pakker vaniljekranse så fandt jeg 12 med palmeolie/palmefedt og fire uden

De fire varianter, som jeg fandt uden palmeolie, var disse.

(Foto: Bilkatogo.dk) Vaniljekranse fra Karen Volf. De er bagt med smør*. De koster ca. 24 kr. for 200 g og fås i de fleste supermarkeder

 

(Foto:coop.dk) Økologiske vaniljekranse fra Irma. De er bagt med smør*. De koster ca. 28 kr. for 200 g. Fås primært i Irma og på coopmad.dk

(Foto: Bilkatogo.dk) Vaniljekranse fra Princip, som er Føtex og Bilkas eget mærke. De er bagt med smør* og koster 25 kr. for 150 g. Fås primært i Føtex, Bilka og på Bilkatogo.dk

 

(Foto:Fødevareguide) Økologiske vaniljekranse i Lidls eget mærke. Er bagt med smør*. Koster 28 kr. for 180 g. Forhandles kun i Lidl

 

Brunkager

Med brunkagerne viste det samme billede sig, som med de to andre småkager, det var nemlig en temmelig vanskelig opgave at finde brunkager uden palmefedt.

Jeg har kigget på 16 forskellige slags brunkager, heriblandt sukkerfri, glutenfri og økologiske brunkager. 

Ud af 16 pakker brunkager så fandt jeg 14 med palmeolie/palmefedt og to uden

 

(Foto: Bilkatogo.dk) Brunkager fra Curré. De er smørbagte*. De koster ca. 23 kr. for 160 g. Forhandles primært hos Bilka, Føtex og Bilkatogo.dk

 

“Julens brunkager” fra Coronet kunne også være et bud. De er lavet primært af margarine uden palmeolie og 10 % smør*. De koster ca. 20 kr. og forhandles blandt andet hos nemlig.com

 

Lakridskonfekt

Juleklassikeren lakridskonfekt er også en vare, du skal nærlæse, hvis du gerne vil undgå palmeolie. 

Over halvdelen af de produkter jeg kiggede på, dvs. seks ud af 11, indeholdt palmeolie. Du skal også være opmærksom på slikposer, hvor lakridskonfekt indgår sammen med fx vingummi. Også lakdridskonfektstænger kan indeholde palmeolie. 

Du får her to eksempler på lakridskonfekt uden palmeolie

(Foto: Rema1000) Lakridskonfekt i Rema 1000’s eget mærke. Er lavet med kokosolie*. Koster 20 kr. for 225 g. Fås kun i Rema 1000

(Foto:Bilkatogo.dk) Lagerman konfekt lavet af kokosfedt*. Koster ca. 38 kr. for 375 g. Kan stort set fås i alle supermarkeder

*Ernæringsmæssigt så er smør eller kokosolie/kokosfedt ikke et bedre valg end palmeolie

 

Læs også: ”Guide: Sådan skærer du ned på indtaget af palmeolie”

 

Jeg vil gerne understrege, at der muligvis findes mange flere varianter på hylderne uden palmeolie udover dem, som jeg har fremhævet. Jeg har nemlig blot kigget på de varianter som findes i supermarkederne Netto, Coops butikker, Bilka, Føtex, Rema 1000, Lidl, Aldi, nemlig.com og osuma.dk