Pas på rester af sprøjtemidler i klementiner og appelsiner

Af Birgitte Mie Hansen, klinisk diætist.

Pas på rester af sprøjtemidler i klementiner og appelsiner

Klementiner og appelsiner er fulde af C-vitamin, som styrker vores immunforsvar og derfor et sundt alternativ til juleslik og kager.

Men godt 99 % af alle de klementiner og appelsiner, som DTU fødevareinstituttet undersøgte sidste år, indeholdt rester af sprøjtemidler.

Sprøjtemidlerne – også kaldet pesticider – sætter sig på dine fingre, når du piller en klementin eller appelsin.

Se her, hvordan du får færre sprøjtemiddelrester fra klementiner og appelsiner

 

Rester af sprøjtemidler i 99 % af klementiner og appelsiner

Citrusfrugter såsom mandariner, klementiner, appelsiner og citroner er nogle af de frugtsorter, som oftest indeholder sprøjtemidler. Det viser de undersøgelser (pesticidkontroller), som DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen foretager fire gange årligt.

Årsagen til de hyppige fund skyldes, at mange plantager bliver sprøjtet med pesticider for at undgå angreb af insekter, svampesygdomme og ukrudt.

I 2020 undersøgte DTU Fødevareinstituttet 35 klementiner fra forskellige lande for sprøjtemidler. 34 af prøverne, dvs. dvs. knap 98 %, rester af sprøjtemidler. 

Det samme billede tegnede sig også for appelsiner. Her viste DTU Fødevareinstituttets pesticidkontroller, at ud af 42 prøver indeholdt de alle 42 appelsiner, dvs. 100 %, rester af sprøjtemidler. Én appelsin indeholdt sprøjtemiddelrester over grænseværdierne. 

Find rapporterne på DTU’s hjemmeside

 

Rester af sprøjtemidler. Er der grund til bekymring?

Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet skriver i deres seneste årsrapport “Pesticidrester i fødevarer 2018”, at så længe grænseværdierne er overholdt, så vurderer de, at det er sikkert at spise frugten. 

Men de understreger også, at deres risikovurdering kun er set ud fra sprøjtemidler, som vi får fra vores mad. Det betyder altså, at de ikke vurderer en sundhedsrisiko ud fra den samlede mængde kemikalier, som vi dagligt udsættes for fx via regntøj, kosmetik, møbler m.m., også kaldet cocktaileffekten. 

Miljøstyrelsen skriver på deres hjemmeside, at cocktaileffekten gør, at risikoen for effekter kan ændre sig. Dermed sagt, så kan det altså godt være, at stoffer kun forekommer i meget små ’uskadelige’ mængder. Men når de kombineres med andre stoffer i ’uskadelige’ mængder, kan de godt have en effekt. (Kilde: Miljøstyrelsen)

 

Børn og fostre er mere sårbare over for rester af sprøjtemidler 

Et andet faktum, som du skal være opmærksom på, det er, at børn er langt mere sårbare over for kemikalier end voksne, fordi deres kroppe er mindre samt under udvikling. Derfor er der også international enighed om, at børn bør udsættes for så lidt potentielt skadelig kemi som muligt (kilde: Forbrugerrådet Tænk ).  

 

Vask dine hænder efter skrælning

Ikkeøkologiske klementiner, mandariner og appelsiner indeholder især rester fra sprøjtemidler i skallen. Men resterne af sprøjtemidler kan trænge gennem skallen og ind i frugtkødet. 

Frugterne bliver nemlig overfladebehandlet med en voks, som skal sikre, at de ikke mugner. Voksen er ikke skadelig, men den forsegler resterne af sprøjtemidler i skrællen, så de bliver i frugten, indtil du skal spise den.

Sprøjtemiddelresterne ender på dine fingre, når du piller mandarinerne og klementinerne. Derfor skal du vaske fingre, når du har skrællet frugten.

Anretter du dine klementiner og appelsiner sammen med anden mad uden emballage fx æbler, pærer eller juleslik, så vask frugten inden.

 

Økologiske klementiner og appelsiner er det sikre valg

Vil du gerne helt undgå rester af sprøjtemidler så køb økologiske klementiner og appelsiner. Økologisk frugt er nemlig ikke sprøjtet med sprøjtemidler, bortset fra enkelte undtagelser. Men det er ikke lovligt i økologisk produktion at bruge syntetiske sprøjtegifte, som er de, der har vist sig at kunne have en sundhedsskadelig effekt.

DTU Fødevareinstituttet fandt ingen rester af sprøjtemidler i prøverne af økologiske appelsiner og klementiner. 

 

Brug økologiske eller ikkeoverfladebehandlede citrusfrugter i gløgg

Hvis du skal bruge skrællen af fx appelsin eller citron i din julegløgg, kager, is og andre lækkerier, så anbefaler Fødevarestyrelsen, at du bruger økologiske eller ikkeoverfladebehandlede citrusfrugter.

Det skyldes, at grænseværdierne for sprøjtegifte på citrusfrugter er sat ud fra tanken om, at skallen IKKE skal spises eller puttes i drikke. (kilde: Fødevarestyrelsen )