Økologiske majskager
Fokuspunkter
- Produktet indeholder ikke urogansik arsen, som er kræftfremkaldende. Det gør riskiks, så derfor kan majskager/majskiks være et bedre alternativ
- Indeholder langt flere kostfibre end riskiks, men også over dobbelt så mange kostfibre som andre majskiks
- Indeholder halvt så meget salt som boller og rugbrød generelt
- Indeholder ⅓ mindre sukker end rugboller og næsten halvt så meget sukker som rugbrød
- Er i sig selv ikke et optimalt mellemmåltid til små børn, men kan optimeres ved fx at komme smøreost eller hummus på
- Voksne kan bruge dem som et sundere alternativ til fede snacks fx chips
- Produktet er produceret, pakket og kontrolleret i Polen
- Produktet er økologisk og har EU’s økologimærke
- Alle ingredienserne er økologiske ingredienser, som stammer fra EU–jordbrug
- Med en pris på 10 kr. ligger produktet på samme niveau som andre økologiske majskager
Produktets særlige egenskab og anvendelse
Det særlige ved dette produkt er, at det er lavet af majs og ikke af ris, og derfor giver det os forbrugere et alternativ til riskiks, som ikke indeholder kræftfremkaldende uorganisk arsen, som riskiks gør.
Fødevaremærker
Europæiske Ø-mærke
Mærket indikerer, at der er fælles økologiregler i hele EU, hvilket er din garanti, hvis du køber økologisk i et andet EU-land.
Varen her har blot EU’s økologimærke og ikke det danske ø-mærke, hvilket betyder, at produktet ikke er pakket og kontrolleret i danmark. Under det grønne mærke kan du se, hvilket land som har stået for at pakke og kontrollere produktet. Her står der PL, hvilket betyder, at det er Polen. Under PL står der “EU jordbrug”, hvilket betyder, at ingredienserne udelukkende stammer fra EU.
Varefaktamærket
Mærket er på mad, hvor varedeklarationen er udvidet og har fået et ekstra tjek i forhold til normalt. Det betyder, at du som forbruger præcis får at vide, hvad der er i maden, og samtidig kan have tillid til, at den viden er korrekt.
Rema 1000 har et samarbejde med Dansk Varefakta, og derfor er mærket på mange af Rema 1000’s produkter.
Hvad består produktet egentlig af?
69,5 % økologisk majsgryn, 30 % økologisk majs, 0,5 % havsalt.
Næringsstofindholdet
Til at vurdere næringsstofindholdet i majskagerne har vi valgt at sammenligne med riskager, boller og rugbrød, som er produkter, der kunne være et alternativ. Vi har valgt at sammenligne med produkter, som også er økologiske, og valgt at sammenligne med boller og rugbrød, som lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for næringsstoffer.
Majskager | Riskager | Rugboller | Mørkt rugbrød |
|
---|---|---|---|---|
Ingredienser | 69,5 % økologisk majsgryn, 30 % økologisk majs, 0,5 % havsalt. | Økologiske brune ris 99,8%, havsalt. | Vand, Fuldkornshvedemel* 24 %, rugmel* 13 %, rugkerner* 11 %, hvedemel*, hvedegluten*, tørgær, rørsukker*, bygmaltekstrakt*, æblefibre*, rapsolie*, salt tilsat jod, tørret surdej 1 %, fermenteret hvedestivelse*, salt, E300. *Økologisk. | Vand, fuldkornsrugmel*, halvsigtet rugmel*, rugsurdej*, rugkerner*, bygmaltekstrakt*, salt tilsat jod, tørret rugsurdej*, eddike*, gær, bygmaltmel*. *=Økologisk. |
*Energi | 1615 kJ/ 381 kcal | 1615 kJ /381 kcal | 992 kJ/235 kcal | 797 kJ/189 kcal |
Fedt | 2,2 g | 3,1 g | 2,5 g | 1,6 g |
-Heraf mættet fedt | 0,4 g | 0,7 g | 0,3 g | 0,3 g |
Kulhydrat | 74 g | 79 g | 38 g | 34 g |
-Heraf sukkerarter | 1,4 g | 1,2 g | 4,0 g | 2,1 g |
Kostfibre | 5,3 g | 3,9 g | 7,7 g | 9,5 g |
Protein | 8,7 g | 7,4 g | 11 g | 4,9 g |
Salt | 0,5 g | 0,23 g | 0,99 g | 1,2 g |
Kilder: Coop.dk, Kohberg.dk, Rema 1000
Hvad betyder næringsstofindholdet for dig?
Indeholder mindre sukker end boller og rugbrød
Som du kan se, indeholder majskagerne ca. ⅓ sukker i forhold til bollerne. Det skyldes, at majskagerne ikke er tilsat sukker, og det sukker, de så indeholder, stammer fra majsenes naturlige sukkerindhold. Bollerne er til gengæld tilsat sukker. Læs mere Majskagerne indeholder næsten den halve mængde sukker sammenlignet med rugbrødet. Rugbrødet er dog ikke tilsat sukker, men der dannes en mindre naturlig mængde sukker under gæringen af brødet. At majskagerne ikke indeholder sukker er især en fordel, hvis de er til små børn, da Sundhedsstyelsen anbefaler at holde små børns indtag af sukker på et minimum.
Højere kostfiberindhold end riskiks
Som du måske har bemærket, er majskagernes fiberindhold højere end riskiksenes, men det er også højere end andre majskagers (se længere nede) . Faktisk er disse majskagers fiberindhold på højde med, hvad man anbefaler for boller, så ernæringsmæssigt er dette et plus.
Højere indhold af kalorier end i boller og rugbrød
Produktet indeholder dobbelt så mange kalorier som rugbrød, hvilket ikke er optimalt, hvis du som voksen bruger dem som et mellemmåltid og gerne vil passe på vægten. Flere kalorier og færre fibre end rugbrød vil nemlig give dig mindre mæthed. En majskage giver dig 176 kJ/42 kcal. Læs mere Er produktet til små børn, så er det høje kalorieindhold positivt i den forstand, at små børn har brug for meget energi. Dog får barnet en masse energi, uden at få særlig mange vigtige næringsstoffer. Se længere nede.
Indeholder mindre salt end boller og rugbrød
Som du kan se, indeholder majskagerne halvt så meget salt som både bollerne og rugbrødet. Ser man generelt på saltindholdet i rugbrød og boller, så ligger det på 1-1,5 g salt pr. 100 g. Læs mere Rent sundhedsmæssigt er det optimalt at vælge produkter med et lavt indhold af salt, da et for højt indhold af salt kan have alvorlige konsekvenser såsom forhøjet blodtryk. Især hvis produktet er til børn, er det særligt vigtigt at vælge produkter med så lidt salt som muligt. Danske børn får ligesom danske voksne nemlig langt mere salt end anbefalet, og børn tåler kun halvt så meget salt som voksne.
Ideelt som et mellemmåltid?
Produktet bliver markedsført på pakken med, at det er ideelt som mellemmåltid. Til hvilken målgruppe er ikke præciseret. Til små børn er produktet ikke optimalt som et mellemmåltid. Se længere nede.
Og til dig som voksen så kommer det lidt an på, hvad det er i stedet for. Læs mere Men kunne du lige så godt spise fuldkornsrugbrød eller –knækbrød, så er disse bedre alternativer, da du både vil få dobbelt så mange fibre, som giver dig længere tids mæthed, og herudover så vil fuldkornsknækbrød eller –rugbrød også give dig fuldkorn, som har mange sundhedsmæssige gevinster.
Varen er for dig, som …..
- Nu bruger riskiks til dit barn eller dig selv og derfor gerne vil have et alternativ uden kræftfremkaldende uorganisk arsen. Se længere nede
- Er gravid og godt kan lide at snacke riskiks. Her er disse bedre for dig, da den uorganiske arsen fra riskiks kan skade dit foster.
- Ønsker et produkt, der indeholder mindre salt end brød generelt
- Gerne vil have et produkt, der er nemt at have med på farten
- Gerne vil have et sundere alternativ til chips. Her kan du bruge det med fx hummus eller pesto på
Varen er ikke for dig, som…
- Gerne vil have et produkt, der i sig selv er et næringsrigt mellemmåltid til dit barn. Se længere nede
- Gerne vil have et let tilgængeligt produkt. Dette produkt forhandles kun i Rema 1000
Fordelene ved produktet
- Indeholder ikke uorgansisk arsen. Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi ikke giver vores børn riskiks, fordi det er det risprodukt, som har det højeste indhold af uorgansik arsen, som er kræftfremkaldende. Majskager indeholder ikke uorgansik arsen, da det er et stof, som findes i ris og ikke i majs. Derfor kan disse majskager være et bedre alternativ til riskiks.
- Højt kostfiberindhold. Ser man generelt på majskiks, så indeholder disse dobbelt så mange kostfibre. Det skyldes, at disse er lavet af både majsgryn og majs, hvor andre majskiks kun er lavet af majs.
- Lavt indhold af sukker og salt. Især hvis produktet er til børn, så er det sundhedsmæssigt et stort plus, at sukker- og saltindholdet er lavt.
- Økologisk. Økologisk produktion er som udgangspunkt mere skånsomt overfor naturen og dyrelivet, idet der blandt andet ikke anvendes syntetiske pesticider, som kan skade naturen og forurene vores grundvand.
- Klima. Om produktet her er et mere klimavenligt valg end riskiks bliver gætterier. Læs mere Klimabelastningen på riskiks og majskiks er nemlig ikke opgjort. Det eneste, man kan læne sig op af, hvis klimaet er et vigtigt aspekt for dig, når du vælger fødevarer, det er, at risproduktionen generelt er mere klimabelastende end majsproduktionen, fordi rismarkerne udleder metangas, som er en meget kraftigere drivhusgas end CO2 (kilde: denstoreklimadatabase.dk).
- Emballagevejledning. Der er en meget tydelig vejledning på produktet om, at emballagen skal sorteres som plast, således at den kan genbruges.
Ulemper ved produktet
- Tilgængelighed. Produktet her er Rema 1000’s eget produkt og findes derfor kun i deres butikker, fysisk og online. Men du finder andre majskager/–kiks i alle supermarkeder, også i eget brand fx i Netto og Fakta.
- For lidt næring til små børn. Børn under to år vokser og udvikler sig meget, hvilket stiller store krav til den mad, de får, også mellemmåltiderne. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at de blot får en ris- eller majskiks, frugt eller grønt som et mellemmåltid. Læs mere Det mest optimale er derfor, at små børns mellemmåltider består af den samme type mad som hovedmåltiderne blot i mindre mængde. For at optimere majskagerne så kunne du fx komme smøreost eller hummus på. På den måde vil du tilføre flere vitaminer og mineraler fx jern. Vælger du hummus, så vælg den med mindst salt. Rent sundhedsmæssigt ville det dog være et endnu bedre alternativ at vælge fuldkornsrugbrød, da det naturligt bidrager til flere mikronæringsstoffer som fx jern og mange vitaminer, men også fuldkorn, som har mange sundhedsmæssige gevinster.
Pris
10 kr.
Hvor kan varen købes?
Rema 1000’s butikker fysisk og online
Alternativer
Billigere alternativ
Umiddelbart så er de billigste majskiks på markedet dem i Faktas eget mærke Øko 365 eller dem i Nettos eget mærke ØGO. De koster 8 kr. og er derfor 2 kr. billigere.
Det skal dog siges, at disse produkter så har et lavere fiberindhold. Det ligger på den halve mængde af disse majskager. Det er dog ikke en ulempe for små børn, da de helst ikke skal have alt for mange fibre, da det mætter for meget, og de derfor måske ikke får spist tilstrækkeligt af anden mad, som de har brug for. For os voksne er det dog optimalt med netop mange fibre, som mætter os.