Foto: Fødevareguiden
Palmeolie: Disse ti typer af madvarer skal du være opmærksom på
Babykiks, sovsepulver, chokolade, gifler, nudler og margarine. Ja, palmeolie er i rigtig mange af vores fødevarer, selvom det er usundt og skader miljøet og klimaet.
Fødevareguiden giver dig her et hurtigt overblik over de ti typer af fødevarer, som ofte indeholder palmeolie samtidig med, at du også vil få tips til et bedre alternativ.
Hvorfor skære ned på fødevarer med palmeolie?
Du har sikkert hørt, at palmeolie ikke er godt, men hvorfor?
Kort sagt, så er der to overordnede problematikker ved palmeolie, nemlig:
- De miljø- og klimamæssige konsekvenser af rydning af regnskovene
- De sundhedsmæssige konsekvenser for dig, fordi det har et højt indhold af dårligt fedt
Se også videoen her, hvor vi fortæller mere om de miljø- og klimamæssige samt sundhedsmæssige konsekvenser af det massive forbrug af palmeolie.
Hvordan finder jeg ud af, om der er palmeolie i mine varer?
Tidligere måtte fødevareproducenterne gerne bare skrive “vegetabilsk olie” i ingredienslisten uden at præcisere nærmere. Sådan er det ikke mere. I dag er de forpligtet til at skrive, hvilken plante den vegetabilske olie kommer fra.
Her kan du se nogle af de mest almindelige betegnelser for palmeolie:
- Palmeolie
- Palmefedt
- Vegetabilsk olie (palme)
- Vegetabilsk fedt (palme)
- Palmekerneolie
- Palmefrugtolie
Disse ti fødevarer indeholder typisk palmeolie
Vil du gerne have færre madvarer med palmeolie i din indkøbskurv, så skal du læse ingredienslisten nøje på nedenstående ti typer af fødevarer.
Margarine
Alle de hårde margariner, som vi har fundet, er baseret på palmeolie og indeholder derfor en stor mængde.
Hvad kan du vælge i stedet for?
De flydende margariner er et godt alternativ, da de primært bliver lavet af raps-, solsikke- eller hørfrøolie.
Sundhedsmæssigt er det også et bedre valg for dig, fordi disse olier indeholder sundere fedtsyrer end palmeolie. Du behøver ikke gå efter de dyreste varianter af flydende margarine, da det oftest er brandet, du betaler for. De, der er lavet af raps– og/eller hørfrøolie, er som udgangspunkt de sundeste for dig.
Læs også fokusvaren “AMA flydende”
Pulversovs
De fleste af de klassiske sovsepulvere fra Knorr indeholder palmefedt. Det er varianter som fx hollandaise og brun sovs.
Hvad kan du vælge i stedet for?
Alternativt kan du gå efter de færdiglavede sovse, da de som oftest ikke indeholder palmeolie, men gerne rapsolie.
Pizzatopping
Produktet anvendes som ost og står også ved siden af ost i supermarkedet, men det er ikke ost. Produktet består primært af vand, kartoffelstivelse, palmeolie, bambusfibre, og ikke mælk.
Hvad kan du vælge i stedet for?
Alternativet til produktet er rigtig revet ost fx mozzarella. Alle varianter af revet ost er lavet af mælk og derfor uden palmeolie.
Kopnudler
Størsteparten af alle kop- og instantnudler indeholder en stor mængde palmeolie. Ofte er anden ingrediens i ingredienslisten palmeolie, hvilket betyder, at det er det produkt efter mel, som der er mest af i varen.
Hvad kan du vælge i stedet for?
Alternativt kan du vælge friske nudelsalater og nuddelretter, da de som udgangspunkt ikke indholder palmeolie.
Færdigretter
Andre typer af færdigretter så som pizzadej, frysepizza, tortillaer, supper og gryderetter kan også indeholde meget palmeolie. Også de, der er på frost.
Hvad kan du vælge i stedet for?
Vil du gerne undgå suppe, som indeholder palmeolie, så gå uden om pulversupperne fra Knorr, da mange af dem indeholder palmeolie. De fleste andre færdiglavede supper, Fødevareguiden har kigget på, også dem på frost, har været uden palmeolie.
Størsteparten af de frysepizzaer, som vi har kigget på, indeholder raps- eller olivenolie, men nogle få indeholder palmeolie, så kig godt på ingredienslisten, hvis du gerne vil undgå det.
Tortillaer/madpandekager kan også gemme på palmeolie. Der findes dog nogle alternativer, fx har producenten Santa Maria lavet en hel serie af tortillaer, og ingen af dem indeholder palmeolie, men rapsolie. De findes både som almindelige, fuldkorn, økologiske og glutenfri. Kan købes i de fleste supermarkeder til ca. 15 kr.
Færdiglavet pizza- og tærtedej kan som sagt godt indeholde palmeolie, også nogle af de økologiske. Størsteparten af dem, Fødevareguiden har kigget på, indeholder raps- eller olivenolie, men hold alligevel godt øje med ingredienslisten, hvis du gerne vil undgå palmeolie, og gå så efter en af de andre varianter.
Læs også fokusvaren “økologisk tærtedej”
Kiks
Færdigpakket bagværk som kiks, småkager, kokostoppe og lignende indeholder ofte palmeolie for at forbedre konsistensen (kilde: Tænk). Det er fx velkendte klassikere som mariekiks, Oreos og chokoladekiks.
Vær også opmærksom på produkter, hvor kiks kun er en del af produktet – fx vaflen i færdigpakkede vaffelis.
Også mange “børnekiks” dvs. de, som hedder fingerfood, indeholder ofte palmeolie, også de økologiske varianter. Det er fx produkter fra Organix og Ella’s Kitchen.
Hvad kan du vælge i stedet for?
Det er ikke lykkedes os at finde alternativer til de klassiske digestive eller Oreos uden palmeolie. Mariekiksene er også vanskelige at finde uden palmeolie, men der findes få varianter. Fx er Rema 1000’s mariekiks i eget brand uden palmeolie.
Mariekiks og andre eksempler på kiks uden palmeolie kan du se i guiden her. “Guide: Disse kiks er uden palmefedt”
Kager og bagværk
Færdig skærekage, gifler, færdiglavede pandekager (dessert), croissanter på dåse m.m. indeholder ofte palmeolie.
Hvad kan du vælge i stedet for?
Vil du gerne have croissanter uden palmeolie, så gå efter de færdiglavede på frost, som ofte ikke indeholder palmeolie.
Mange færdiglavede dessertpandekager indeholder palmeolie. Vi har kun set få undtagelser som dem fra “nice’n easy”, der forhandles hos nemlig.com. Her får du 14 pandekager med rapsolie til ca. 35 kr.
Alternativt kan du gå efter pandekagemix, som ikke indeholder palmeolie. Det fås i de fleste butikker.
Småkager
Udover instant– og kopnudler er dette nok den kategori, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at de indeholder palmeolie. Så køber du af og til småkager, så kig dig godt for, hvis du gerne vil undgå palmeolie.
Husk også at kigge godt efter, hvis du går efter økologiske, sukkerfri eller glutenfri småkager, da disse varianter også ofte indeholder palmeolie.
Hvad kan du vælge i stedet for?
Italienske mandelkager også kaldet cantuccini eller biscotti er nogle af de få typer af småkager, som Fødevareguiden har spottet uden palmeolie.
(Foto: Bilkatogo.dk) Det kunne være et produkt som dette fra Princip, der forhandles i Bilka og Føtex. De koster 26 kr. Coop har også et tilsvarende produkt i eget mærke blot 3 kr. dyrere.
Chokolade
Mange af de klassiske chokoladeprodukter såsom Mars, Yankee, Daim, P-tærter, Dumle m.fl indeholder palmeolie.
Hvad kan du vælge i stedet for?
Fortvivl ikke, for der er også mange varianter derude, som er lavet med kakaosmør, så kig godt efter på ingredienslisten. Er det svært at læse på den lille pakke, så er et godt trick enten at gå ind på producentens hjemmeside og se ingredienslisten der eller finde varen på coop.dk eller nemlig.com. Her er det meget nemmere at læse. Her skal man dog være opmærksom på, at der godt bare kan stå vegetabilsk olie. Gør der det, så gå ud fra, at det er palmefedt.
Chokolade- eller nøddepålæg
I denne kategori er det faktisk noget vanskeligt at finde produkter uden palmeolie. Mange af dem indeholder udelukkende palmeolie, mens andre bruger en kombination af palme- og solsikkeolie.
Fx indeholder den klassiske Nutella fra Ferrero kun palmeolie, men hvor meget er ikke oplyst.
Hvad kan du vælge i stedet for?
Der findes nogle chokolade- og nøddecremer uden palmeolie, men du skal kigge godt efter.
Et alternativ til den klassiske Nutella kunne fx være denne økologiske kakaocreme fra Madame Butterfly.
(madamebutterfly.dk) Den koster ca. 40 kr. og forhandles i Bilka, Føtex, Bilkatogo, nemlig.com m.m. Produktet findes også som nøddecreme og hvid nøddecreme. Alle varianterne er uden palmeolie.
Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan få en vare uden palmeolie?
Kan du ikke finde et produkt, som du gerne vil have uden palmeolie, så er rådet fra mange forskere: Køb mindre af det. Torben Chrintz, videnskabelig rådgiver for klima, energi og fødevarer i Danmarks grønne tænketank, Concito, udtaler til Forbrugerrådet Tænk, at problemet i bund og grund ligger i den store mængde palmeolie, der skal produceres for at imødekomme behovet. Han mener derfor, at ønsker vi forbrugere at handle bæredygtigt, så skal vi reducere vores forbrug af olie. (kilde: Forbrugerrådet Tænks medlemsblad, April 2018)