Foto: Shutterstock
Er produkter med stevia et “naturligt valg”?
Et grønt blad og navnet stevia får nok de fleste forbrugere til at tænke på et naturligt sødemiddel fra steviaplanten.
Men er sødestoffet stevia, som bruges i føde- og drikkevarer nu også naturligt? Ja, det kigger Fødevareguiden nærmere på her.
Hvad er stevia?
Steviaplanten (Stevia rebaudiana), der kommer fra Paraguay i Sydamerika, indeholder i bladene en række sødestoffer, som benævnes steviolglykosider. Bladene fra planten søder 30-45 gange mere end sukker.
Steviolglykosider indeholder ingen energi (kalorier) og påvirker ikke blodsukkeret, hvilket gør dem særligt velegnede som alternativer til sukker, fordi man så kan lave kaloriefattige, men stadig søde produkter.
Og det faktum, at det ikke giver blodsukkerstigning, gør også steviolglykosider velegnede til at bruge som sukkererstatning i produkter til mennesker med diabetes.
Steviaplanten er ikke godkendt til mad og drikke
De fleste af os tænker nok, når vi ser et produkt som fx dette
, at det er bladene fra steviaplanten, som er brugt til at søde det. Men det er det ikke, ikke i sin naturlig forstand i hvert tilfælde.
Der er ifølge Fødevarestyrelsen nemlig ikke tilstrækkelig dokumentation for, at selve planten eller tørrede steviablade kan spises uden fare for sundheden.
Derfor har EU-Kommissionen udstedt et forbud mod anvendelse af planten som fødevare.
Steviaplanten kan dog købes på planteskoler, men må ikke sælges eller markedsføres som spiselig. Fødevarestyrelsen fraråder derfor forbrugerne at bruge denne plante i mad eller drikkevarer.
(kilde Fødevarestyrelsens side “Kend kemien” )
Hvad er stevia i mad så?
Det er sødestoffet steviolglykosid E 960.
Sødestoffet er via en kemisk oprensning udvundet fra steviaplanten. Det er kun sødestoffet steviolglykosid, som er godkendt som tilsætningsstof til visse fødevarer i bestemte mængder.
Fordi det netop ikke er steviaplanten, som er godkendt til brug i fødevarer, men kun ekstrakter fra planten, så må betegnelsen ”stevia” ifølge Fødevarestyrelsen ikke stå alene på et produkt, da man som forbruger dermed kan tro, at planten Stevia er tilsat, og at planten er en godkendt fødevare (Kilde: Fødevarestyrelsen.)
Er sødestoffet steviolglycosid E 960 naturligt?
Nej, ifølge fødevarestyrelsen kan man ikke betegne sødestoffet E 960 som et ”naturligt” sødestof, da steviolglykosiderne er ekstraheret, dvs. kemisk oprenset, fra steviaplanten på en sådan måde, at der ikke længere er tale om et naturligt stof.
(Kilde: Fødevarestyrelsens hjemmeside Kend kemien )
Hvad betyder det for dig?
Det betyder blot, at du skal være opmærksom på, hvorfor du måske vælger produkter med stevia frem for produkter med fx aspartam. For er det et ønske om et 100 % naturligt produkt, så lever produkter med sødemidlet “stevia” ikke op til dit ønske.
Men er dit ønske blot, at sødestoffet ikke må være fremstillet på et laboratorium, ja så er stevia selvfølgelig som udgangspunkt lidt mere “naturligt”, da steviaplanten i modsætning til aspartam bliver dyrket på en mark og ikke på et laboratorium, som aspartam gør.
Men selve processen med at få “trukket” steviolglyckosiderne ud af bladende på steviaplanten er som sagt en kemisk proces.
Læs mere om kunstige sødestoffer her.