Er det tilladt at bruge palmeolie i økologiske produkter?

Af Birgitte Mie Hansen, klinisk diætist.

Hej

Er det tilladt at bruge palmeolie i økologiske [sammensatte]produkter?

Mange hilsner Lisbeth

 

Hej Lisbeth 

Tusind tak for dit spørgsmål, som jeg virkelig er glad for, at du stiller, da det helt sikkert er et spørgsmål, som mange er i tvivl om.

Og ja, økologiske sammensatte produkter må gerne indeholde økologisk certificeret palmeolie. Forskellen på “almindelig palmeolie” og økologisk certificeret palmeolie er, at der ikke må anvendes pesticider (sprøjtemidler), kunstgødning og genteknologi i produktionen af økologisk palmeolie. Men ifølge Verdens Skove så er der ikke fastsat regler for regnskovsrydning i økologisk palmeolieproduktion. Det betyder altså, at køber du økologiske produkter med palmeolie, så skåner du miljøet og naturen for pesticider og kunstgødning, men du forhindrer ikke afbrænding af regnskov.

Så vil du som forbruger gerne gøre en forskel, så handler det om at begrænse købet af produkter med palmeolie og olie i det hele taget. Det er nemlig heller ikke en løsning blot at erstatte palmeolie med andre planteolier som fx sojaolie eller kokosolie, da palmeolie giver et enormt udbytte pr. hektar og derfor kræver mindre rydning af regnskoven end disse andre typer af planteolier.

Så det allerbedste, du kan gøre som forbruger, er at begrænse den type produkter, som indeholder palmeolie og andre olier, hvilket primært er forarbejdede produkter som kiks, kager, chokolade, pulversovs, Nutella, ristede løg og kopnudler.

Sidegevinsten for dig er, at du sparer dig selv for produkter, som ikke er sunde for dig, økologiske eller ej. 

De bedste hilsner

Birgitte Hansen.