Hej Fødevareguiden
Min datter og jeg har lige været ude at handle, og min datter spørger: ”Hvorfor er alt det økologiske pakket særskilt ind i plast? Det giver ingen mening”, siger hun.
Med venlig hilsen Kenneth
Hej Kenneth.
Sikke nogle gode betragtninger I har, når I er ude at handle! Din datter har helt ret i, at det kan virke noget mærkeligt at lige økologiske fødevarer er pakket så meget ind i plast, når nu økologien blandt andet står for et stort miljøhensyn. Men der er faktisk en mening med galskaben;-) For det første så er det simpelthen for at undgå for meget madspild. Emballagen er nemlig med til at holde frugt og grønt friskt, men også for at beskytte det under transport og i butikken. Og så skal emballagen faktisk også sikre os forbrugere, at vi rent faktisk får et økologisk produkt og ikke et konventionelt produkt, som har blandet sig med det økologiske. Ofte gør man sådan, at det er de økologiske frugter og grøntsager, som er pakket ind, og de konventionelle, som ikke er, for på den måde at spare på emballagen generelt. Håber I blev lidt klogere, ellers så skriv endelig igen!
De bedste hilsner, Birgitte.