Jeg er i tvivl omkring mine olier og smør.

Af Birgitte Mie Hansen, klinisk diætist.

Spørgsmål fra Isabel

Jeg er i tvivl omkring mine olier og smør.

Palmeolie: No go, hvis man tænker på miljøet,  ikke sandt? Men er det sundt?

Kokosolie: Der har været meget hype omkring kokosolie, at den skulle være rigtig sund, men jeg har også hørt andre sige, at det ikke er det sunde fedt, som kokosolie indeholder.

Samt andre typer olie og smør kunne være interessant at høre mere om.

 

Kære Isabel

Mange tak for dit brev:-) Det er nogle rigtig gode spørgsmål, som jeg oplever mange er i tvivl om.

Lad os starte med palmeolien.

Jo du har ret, palmeolien har blandt andet store miljømæssige konsekvenser.

I 1990’erne blev hærdet fedt erstattet af palmeolie, og den stigende produktion har gjort indhug i regnskoven.

Produktionen af palmeolie finder nemlig primært sted i Indonesien og Malaysia. Her fældes store mængder regnskov for at gøre plads til palmetræerne. Den stigende produktion af palmeolie har dermed haft store miljømæssige og klimamæssige konsekvenser. (Kilde: Forbrugerrådet Tænk)

Ved rydning af regnskoven udløses store mængder CO2 i atmosfæren, som i tusinder af år har været oplagret i træerne og i jordbunden. Men palmeolieproduktion er ofte også forbundet med brud på arbejdsrettigheder, fortrængning af landbefolkningen og indfødte folk, ulovlige jordopkøb og konflikter over landrettigheder – samt en voldsom brug af skadelig kemikalier. (Kilde:wwf.dk)

Siden 2003 har man forsøgt, at skabe en bæredygtig palmeolieproduktion, der blandt andet har til hensigt at sikre bevarelsen af regnskoven. Men ud fra et klimahensyn, gør det ingen forskel, at palmeolieproduktion er  bæredygtig, da det er mængden af olien, der er problemet (Kilde: Forbrugerrådet Tænk, medlemsblad april 2018).

Så, vil man som forbruger gerne gøre en reel forskel, så handler det slet og ret om at begrænse køb af fødevarer, som indeholder palmeolie.

Palmeolie gemmer sig i en masse fødevarer på hylderne blandt andet i is, slik, chips, kiks, babymad, brød, pizzatopping og færdigretter.

Vil du gerne undgå fødevarer med meget palmeolie, skal du nærlæse ingredienslisten. Jo tidligere palmeolie optræder på listen, desto højere er indholdet af palmeolie. I pizzatopping optræder palmeolie i flere tilfælde som den anden ingrediens, hvilket betyder at en stor del af produktet indeholder palmeolie.

 

Er palmeolie og kokosolie sundt?

Ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt mener man, at kokosolie og palmeolie ikke er de bedste valg til den daglige madlavning, og det skyldes deres sammensætning af fedt. Begge olier har et højt indhold af mættet fedt, som i almindelig tale kaldes dårligt fedt. At fedtstoffet kaldes dårligt, skyldes, at det forhøjer kolesteroltallet og dermed øger risikoen for åreforkalkning og blodpropper.

 

Desuden er palmeolie den vegetabilske olie, som har det højeste indhold af stofferne 3-MCPD, som dannes under fremstilling af raffinerede planteolier og er mistænkt for at være kræftfremkaldende. (Kilde: Forbrugerrådet Tænk, medlemsblad april 2018)

 

Man hører jævnligt i medierne diskussioner, om kokosolie er sundt, og her kan man, som du siger, godt blive lidt forvirret. For i denne diskussion oplever man to lejre: Dem som mener at kokosolie ikke er sundt pga. det høje indhold af mættet fedt og derfor bør undgås i det daglige, og dem der mener, at man måske burde fokusere mere på enkelte fødevaretyper end på næringsstoffet, når det handler om mættet fedt. Det mener blandt andet lektor og ph.d. Tine Tholstrup fra Københavns Universitet, som er forsker i mættet fedt i Afdelingen for Bioaktive Fødevarer og Sundhed. I en artikel fra Videnskab.dk fra 2015, forklarede hun sin pointe ved at komme med eksemplet, at fed ost og smør kan indeholde den samme mængde mættet fedt, men ost hæver ikke niveauet af LDL-kolesterol, som smør gør det. Eksemplet viser, hvor komplekst det er, når vi spiser, for vi spiser ikke næringsstoffer, men mad, og derfor reagerer mad ofte anderledes, end vi måske lige først ville have antaget, hvis vi blot havde fokus på mættet fedt.

 

Men uenige eller ej, så synes der at være en enighed om, at der findes mange andre olier, som i deres sammensætning af fedtsyrer er langt mere optimale for vores sundhed end kokos- og palmeolie, bl.a. raps- og olivenolie.

Du skriver, at det kunne være interessant at høre om andre typer olier og smør, og her tænker jeg, at du mener, hvor sunde de er.

Hvor sund eller usund en olie er, defineres primært ud fra forholdet mellem de mættede, enkeltumættede og flerumættede fedtsyrer samt forholdet mellem n-6- og n-3-fedtsyrerne.

Nedenfor kan du se, hvordan man kan inddele de forskellige olier i forhold til forholdet mellem de mættede, enkeltumættede og flerumættede fedtsyrer samt forholdet mellem n-6- og n-3-fedtsyrerne.

 

DE SUNDESTE OLIER DE MIDDELSUNDE OLIER DE MEST USUNDE OLIER
Olivenolie Vindruekerneolie Kokosolie
Rapsolie Majsolie Palmeolie
Rapskimolie Solsikkeolie Palmekerneolie
Hørfrøolie Sojaolie
Tidselolie
Hvedekimolie
Sesamolie
Valnøddeolie
Avocadoolie
Jordnøddeolie

 

Fødevarestyrelsen mener, at oliven- og rapsolie er de sundeste fedtstoffer, du kan bruge i det daglige. Dette skyldes at fedtsyresammensætningen i disse olier er god.

Men fedtsyrersammensætning er en ting, og smag er en anden ting. Så selvom at fx kokos- og jordnøddeolie har en dårligere sammensætning af fedtsyrer end raps- og olivenolie, så er det jo slet ikke ensbetydende med, at man ikke skal spise det. Tit så kan netop disse olier være med til lige at hæve en lidt kedelig ret op til et højt gastronomisk niveau. Så tænk som med alle mulige andre fødevarer i variation, og hvad det er, du skal bruge det til.

 

Hvad angår smør, så har der også gennem årene været meget diskussion, om det er sundt eller usundt. Faktum er, at smør indeholder 2/3 mættet fedt, og derfor er det en af de fødevarer, som Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi begrænser.

Men igen, glem ikke smagen. Mange gange kan det bestemt højne stegning af fx fisk eller kød at bruge en kombination af rapsolie og smør.

Så afslutningsvis kan vi godt konkludere, at fedt er en kompliceret sag, og vi bliver hele tiden klogere på, hvad der er sundt og usundt for vores krop. Så i stedet for helt at udelukkende nogle forskellige typer af olier eller smør så ser det ud til, at det er en god idé, at stræbe efter at spise varieret, så man får et blandet og ikke overdrevent stort indtag af fedtstoffer.

Håber du kunne bruge mit svar og nu føler dig lidt bedre klædt på ude i fedtjunglen:-)

De bedste hilsner

Birgitte Hansen

Klinisk diætist