Er der rester af sprøjtemidler i dine sommerfavoritter? Se listen her

Af Birgitte Mie Hansen, klinisk diætist.

Foto: Shutterstock

Er der rester af sprøjtemidler i dine sommerfavoritter? Se listen her

Uhmm, der står sommer i kalenderen, og det betyder for mange af os, at der bliver fyldt godt op i indkøbskurven med sprøde nye kartofler og saftige danske jordbær. Men, er du klar over, at disse lækre sommerfristelser stort set altid indeholder sprøjtegifte, hvis du vælger de ikkeøkologiske varianter – også de danske af slagsen? 

Se listen her over ti populære sommervarer, hvor du enten skal købe økologisk eller dansk for at skære ned på indtaget af sprøjtemidler.

 

Hvorfor begrænse indtaget af sprøjtemidler?

Frugt og grønt fra ikkkologisk landbrug indeholder ofte rester af sprøjtemidler (pesticider), som i nogle tilfælde er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende. (kilde: Forbrugerrådet Tænk )

Køber du frugt og grønt med mindst muligt sprøjtemiddel, så skåner du både dig selv, men også miljøet, herunder grundvandet og dyre- og planteliv. (kilde: Fødevarestyrelsen

 

Mange bække små

Der er fastsat regler for, hvor mange rester af sprøjtemidler der må være i vores fødevarer, og langt de fleste stikprøver fra DTU Fødevareinstituttet viser også, at grænseværdierne for sprøjtemiddelrester ofte bliver overholdt. 

Sprøjtemidler i frugt og grøntsager udgør i sig selv ikke nogen sundhedsrisiko i små mængder. (kilde: Forbrugerrådet Tænk ) Men sprøjtemidlerne kan blive problematiske, fordi vi dagligt også bliver udsat for kemikalier fra mange andre kilder, for eksempel fra møbler, tøj, kosmetik m.m. Kombinationen af de mange forskellige stoffer, som vi får dagligt, er det, som forskerne kalder kombinationseffekten eller cocktaileffekten. Og det er den, som mange forskere er meget bekymrede for, da den kan medføre en sundhedsmæssig risiko.(kilde: DTU Fødevareinstituttet).

 

Børn er mere sårbare over for sprøjtemidler end voksne 

Man skal være opmærksom på, at sprøjtemidler og andre former for kemi især kan have alvorlige konsekvenser for børn og gravide. Børn og fostre er nemlig særligt følsomme over for påvirkninger fra uønsket kemi, fordi deres kroppe og hjerner stadig er under udvikling. Det betyder, at selv meget små mængder af problematiske stoffer kan have alvorlige konsekvenser såsom negativ effekt på børns hjerner (kilde:International rapport fra EU parlamentet, 2017: “Menneskelige sundhedsmæssige konsekvenser af økologiske fødevarer og økologisk landbrug” )

 

Disse ti sommervarer indeholder ofte sprøjtemidler

Økologisk frugt og grønt er dyrket uden eller med meget få sprøjtemidler, (kilde: Fødevarestyrelsen ) og derfor indeholder økologiske fødevarer meget sjældent sprøjtemiddelrester. De er derfor det mest sikre valg for dig, hvis du helt vil undgå rester af sprøjtemidler.

Køber du ikke økologisk, så er dansk frugt og grønt ofte et bedre valg end udenlandsk frugt og grønt, hvis du ønsker at skære ned på indtaget af sprøjtemidler. Dansk frugt og grønt indeholder nemlig i de fleste tilfælde mindre sprøjtemiddel end udenlandsk frugt og grønt. Men vær opmærksom på undtagelserne, som du kan se nedenfor i listen.

 

Jordbær

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 73 % af alle ikkeøkologiske danske jordbær
  • 83 % af alle ikkeøkologiske udenlandske jordbær

Bemærk, at det ikke er væsentligt bedre for dig at vælge danske jordbær, hvis du vil skære ned på sprøjtemidlerne.

Køb økologiske jordbær, hvis du helt vil undgå sprøjtemidler. Prøver af økologiske jordbær viste, at disse ikke indeholder sprøjtemidler.

 

Kartofler

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 14 % af alle ikkeøkologiske danske kartofler
  • 56 % af alle ikkeøkologiske udenlandske kartofler

Køber du ikkeøkologiske danske kartofler, skærer du markant ned på sprøjtemidlerne.

Køb økologiske kartofler, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne. 

 

Agurker

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 50 % af alle ikkeøkologiske danske agurker
  • 77 % af alle ikkeøkologiske udenlandske agurker

Bemærk, at det ikke er væsentligt bedre for dig at vælge danske agurker, hvis du vil skære ned på sprøjtemidlerne.

Køb økologiske agurker, hvis du vil undgå rester af sprøjtemidler. Prøver af økologiske agurker viste, at disse ikke indeholder sprøjtemidler.

 

Tomater

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 9 % af alle ikkeøkologiske danske tomater
  • 42 % af alle ikkeøkologiske udenlandske tomater

Køber du danske tomater, skærer du markant ned på sprøjtemidlerne.

Køb økologiske tomater, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne. 

 

Ærter med bælg

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 23 % af alle ikkeøkologiske danske ærter
  • 60 % af alle ikkeøkologiske udenlandske ærter

Køber du ikkeøkologiske danske ærter, skærer du markant ned på sprøjtemidlerne.

Køb økologiske ærter, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne. 

 

Meloner

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 54 % af alle ikkeøkologiske udenlandske meloner

Køb økologiske meloner, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne.

Prøver af økologiske meloner viste, at disse ikke indeholder sprøjtemidler.

 

Gulerødder

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 25 % af alle ikkeøkologiske danske gulerødder
  • 53 % af alle ikkeøkologiske udenlandske gulerødder

Køber du danske gulerødder, skærer du markant ned på sprøjtemidlerne.

Køb økologiske gulerødder, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne. 

Prøver af økologiske gulerødder viste, at disse ikke indeholder sprøjtemidler.

 

Vindruer

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 91 % af alle ikkeøkologiske udenlandske vindruer

Køb økologiske vindruer, hvis du vil skære mest muligt ned på sprøjtemidlerne.

Prøver af økologiske vindruer viste, at disse ikke indeholder sprøjtemidler.

 

Ferskner

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 75 % af alle ikkeøkologiske udenlandske ferskner

Køb økologiske ferskner, hvis du vil skære ned på sprøjtemidlerne.

 

Nektariner

Fødevarestyrelsen fandt i 2018 sprøjtemidler i:

  • 85 % af alle ikkeøkologiske udenlandske nektariner

Køb økologiske nektariner, hvis du vil skære ned på sprøjtemidlerne.

 

Kontrol af frugt og grønt

Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet kontrollerer fire gange om året frugt og grønt fra både Danmark og udlandet for rester af sprøjtemidler.

Tallene til denne artikel stammer fra DTU´s sidste årsrapport fra 2019, “Pesticidrester i fødevarer 2018- Resultater fra den danske pesticidkontrol”

 

Se også videoen ” Er der sprøjtemidler i dine jordbær?”