Foto: Shutterstock
Er det lige så “sikkert” at købe konventionel dansk frugt og grønt som økologisk frugt og grønt?
Mange danskere vælger at købe økologisk frugt og grønt for at begrænse indtaget af sprøjtemiddelrester. Men økologisk frugt og grønt kan være dyrt og vanskeligt at få fat på. Så, er dansk konventionel frugt og grønt et lige så godt alternativ, hvis man blot ser på risikoen for rester af sprøjtemidler?
Ja, generelt set, men ikke når det kommer til danskproduceret frugt.
Stigende andel af dansk frugt med sprøjtemiddelrester
Generelt har beregninger fra DTU Fødevareinstituttet vist, at der oftere er flere sprøjtemiddelrester i importerede produkter end i tilsvarende danske varer, ligesom de udenlandske prøver oftere indeholder mere end ét sprøjtemiddel i samme prøve.
DTU´s udmelding har derfor gennem de seneste mange år været, at man kan nedsætte sit indtag af sprøjtemidler med cirka en tredjedel ved at vælge danskproducerede afgrøder i stedet for tilsvarende udenlandske, hvor det er muligt(kilde: DTU Fødevareinstituttet).
Men denne tendens ser ud til at være vendt, især når det kommer til dansk frugt.
Det viser i ethvert tilfælde seneste års rapport fra DTU: “Pesticidrester i fødevarer 2020”.
Her kan man læse, at andelen af danskproduceret frugt med sprøjtemiddelrester er på niveau med frugt fra udlandet. Der ses således en stigning i andelen af dansk produceret frugt med sprøjtemiddelrester i forhold til tidligere år.
DTU Fødevareinstituttet skriver dog, at det er usikkert, om dette er en tendens, eller det skyldes, at det statistiske grundlag er påvirket af, at der pga. corona er udtaget færre danske prøver i 2020.
Status på risikoen for rester af sprøjtemidler i dansk frugt
Fødevareguiden har kigget på DTU´s seneste opgørelse af dansk frugt fra 2021 for at give dig et billede af, hvor stor risikoen er for rester af sprøjtemidler i danskproduceret frugt. Det er ikke al frugt, der tages prøver af, så nedenstående er primært dem, der oftest tages prøver af (fokusafgrøder).
Jordbær
DTU Fødevareinstituttet fandt i 2021 rester af sprøjtemidler i:
- 86 % af alle ikkeøkologiske danske jordbær
- 97 % af alle ikkeøkologiske udenlandske jordbær
Det er derfor ikke væsentligt bedre for dig at vælge danske jordbær, hvis du vil skære ned på indtaget af sprøjtemidler.
Æbler
DTU Fødevareinstituttet fandt i 2021 rester af sprøjtemidler i:
- 61 % af alle ikkeøkologiske danske æbler
- 90 % af alle ikkeøkologiske udenlandske æbler
Det er derfor ikke væsentligt bedre for dig at vælge danske æbler, hvis du vil skære ned på sprøjtemidlerne.
Pære
DTU Fødevareinstituttet fandt i 2021 rester af sprøjtemidler i:
- 45 % af alle ikkeøkologiske danske pærer
- 95 % af alle ikkeøkologiske udenlandske pærer
Du vil derfor kunne reducere dit indtag med over halvdelen, hvis du vælger danske pærer frem for udenlandske pærer.
Mindre risiko for sprøjtemiddelrester i grøntsager end i frugt
DTU Fødevareinstituttet skriver i rapporten “Pesticidrester i fødevarer 2020”, at der, som i de foregående år, oftere blev fundet sprøjtemiddelrester i frugt end i grøntsager, både dansk og udenlandsk. Faktisk så fandt DTU Fødevareinstituttet sprøjtemiddelrester i 81 % af alle prøver af konventionelt dyrket frugt og 47 % af alle prøver af konventionelt dyrkede grøntsager.
Fødevareguiden har kigget på de seneste opgørelser fra DTU Fødevareinstituttet af de mest populære grøntsager, så du kan se, hvor stor forskel der er på risikoen for rester af sprøjtemidler, hvis du vælger danske grøntsager frem for udenlandske.
Agurker
DTU Fødevareinstituttet fandt i 2021 rester af sprøjtemidler i:
- 36 % af alle ikkeøkologiske danske agurker
- 59 % af alle ikkeøkologiske udenlandske agurker
Tomater
DTU Fødevareinstituttet fandt i 2021 rester af sprøjtemidler i:
- 7 % af alle ikkeøkologiske danske tomater
- 94 % af alle ikkeøkologiske udenlandske tomater
Det betyder altså, at du vil mindske risikoen markant for eventuelle rester af sprøjtemidler, hvis du vælger danske tomater frem for udenlandske.
Kartofler
DTU Fødevareinstituttet fandt i 2021 rester af sprøjtemidler i:
- 26 % af alle ikkeøkologiske danske kartofler
- 39 % af alle ikkeøkologiske udenlandske kartofler
Gulerødder
DTU Fødevareinstituttet fandt i 2021 rester af sprøjtemidler i:
- 14 % af alle ikkeøkologiske danske gulerødder
- 50 % af alle ikkeøkologiske udenlandske gulerødder
Det betyder altså, at du vil mindske risikoen markant for eventuelle rester af sprøjtemidler, hvis du vælger danske gulerødder frem for udenlandske.
Salat
DTU Fødevareinstituttet fandt i 2021 rester af sprøjtemidler i:
- 58 % af al ikkeøkologisk dansk salat
- 43 % af al ikkeøkologisk udenlandsk salat
Det betyder altså, at risikoen for rester af sprøjtemidler er ca. lige så stor, hvis du vælger danskproduceret salat frem for udenlandskproduceret salat.
Det gælder også rucolasalat, der dog er en grøntsag, som DTU Fødevareinstituttet ikke tager mange prøver af om året. Sidste opgørelse fra 2021 viser, at de tog fire prøver af dansk konventionelt dyrket rucola og tre prøver af udenlandsk konventionelt dyrket rucolasalat.
Her viste resultatet at 75 % af den danskdyrkede rucolasalat indeholdt rester af sprøjtemidler, og 100 % af den udenlandskdyrkede rucolasalat indeholdt rester af sprøjtemidler.
Vil du gerne helt undgå rester af sprøjtemidler, så køb økologiske frugter og grøntsager, da de som udgangspunkt ikke indeholder rester af sprøjtemidler.
Tallene til denne artikel stammer fra DTU´s tre kvartalsrapporter fra 2021. Dem kan du læse her:
Pesticider i kosten, 1 & 2. kvartal, 2021:
Pesticider i kosten, 3. kvartal, 2021
Pesticider i kosten, 4. kvartal, 2021