Fem genveje til køb af fødevarer, som mindsker madspild
Klimabelastning fylder meget i medierne lige i øjeblikket. Og taler man klima, så kommer man ikke uden om også at have fokus på madspild. Mad, der bliver smidt i skraldespanden udgør nemlig et lige så stort klimaproblem som hele verdens transportsektor, mener Danmarks grønne tænketank Concito. Madspild er dermed den tredjestørste klimasynder. (Kilde: Concito.dk)
Det belaster klimaet at producere og transportere mad, men også mad i forrådnelse forurener, fordi den udvikler metangas, som også er en drivhusgas (Kilde: Stopspildafmad.org). Så madspild må siges at være klimabelastning til ingen verdens nytte.
Alene i Danmark smider vi hvert år over 700.000 ton mad ud, som kunne være spist (Kilde: Stopspildafmad.org). Ud af de 700.000 ton madspild om året, stammer de 227.000 ton fra servicesektoren. Heraf kommer de 163.000 ton fra detailhandlen, 29.000 ton fra hoteller og restauranter og 31.000 ton fra institutioner og storkøkkener (Kilde: Stopspildafmad.org).
Men kan vi som forbrugere være med til at bekæmpe madspild i servicesektoren? Ja, det kan vi godt!
Du får her bud på fem nemme genveje til køb af fødevarer, som mindsker madspild – til glæde for klimaet og din pengepung!
Apps
Ønsker du at få en sms, når der dukker et godt tilbud op om mad, som ellers ville være blevet smidt ud? Så er en af de her apps måske noget for dig
- “To good to goo”
- “Yourlocal”
- “Redmaden”
Det er alle apps, som har til formål at sælge overskydende mad, som ellers ville være smidt ud. Du sparer ca. 50 % af den oprindelige pris.
Alle tre apps er gratis at downloade og at bruge.
Der er et bredt udvalg af forretninger med i alle tre apps, så du kan finde alt fra sandwich, sushi og salater til bagerbrød, kager og dagligvarer, som forretningerne har til overs omkring lukketid.
Læs mere om ”To good to go” her , Yourlocal her og Redmaden her
Appen “ForResten”
Foto: Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerrådet Tænk står bag appen ForResten – den er også gratis.
Appen har til formål at give dig tips til at undgå madspild.
Den kan blandt andet give dig svar på, om maden stadig kan spises? Hvordan skal maden opbevares? Og hvad kan du bruge dine madrester til? Læs mere om –ForResten- appen
Måltidskasser
Måltidskasser er i dag mere og mere udbredt, og der er derfor kommet mange aktører på banen. Her kan nævnes Aarstiderne, Skagenfood, Coopmad, Nemlig.com, Retnemt.dk, Kokkens hverdagsmad, HalkjærÅdal m.m.
Udover at du sparer tid i supermarkedet og slipper for at slæbe dine varer hjem, så kan måltidkasser også være en nem måde at undgå madspild. Kassernes indhold er nemlig nøje afstemt, så man kun får de varer, man skal bruge og dermed kun laver den mængde mad, som skal spises.
Skagenfood har valgt at gå skridtet videre i kampen mod madspild ved at sælge Madspildskassen. Madspildskassen indeholder forskelligt frugt og grønt. Se her
Datovarer
Foto: Fødevarestyrelsen
Tidligere smed supermarkederne tonsvis af mad ud hver dag, fordi varerne var ved at nå udløbsdato. I dag må supermarkederne gerne sælge ud af deres datovarer, hvilket mange butikker benytter sig af.
For at føle sig tryg ved at købe en vare med kort holdbarhed, kan det være rart at have styr på, hvad datomærkningerne betyder. Er du i tvivl, så se her.
Der findes nemlig to datomærkninger, som du kan se nedenfor
Står du med en vare, hvor der står “Sidste anvendelsesdato”, fx den 1. sept., og det er den 1. sept., så skal varen spises i dag, eller også skal den blot fryses ned i dag. Ligger den stadig i køleskabet dagen efter, skal den smides ud! Spiser du den alligevel, kan du risikere at blive syg.
Står du til gengæld med en vare, hvor der står “Bedst før/mindst holdbar til”, så kan varen holde sig lang tid efter denne dato. Varen skal derfor først smides ud, når den ikke lugter godt, ser godt ud eller smager godt. Varer med denne mærkning bliver man ikke syg af, hvis man spiser dem efter, at holdbarhedsdatoen er udløbet. Det værste, der kan ske, er, at du spiser noget, som bare ikke smager eller lugter så godt.
Datovarer i onlinebutikker
Nogle få onlinebutikker er også begyndt at sælge datovarer til en billig penge, nogle er endda helt gratis. Her kan du se to eksempler:
Økovejen – www.oekovejen.dk
Økovejen er et onlinesupermarked kun med økologiske varer, både fødevarer og nonfoodvarer. De har en kategori, som hedder “Stop madspild”, hvor man kan købe varer med kort holdbarhed til en god pris. Se her
Det økologiske supermarked – www.okologisk-supermarked.dk
Det økologiske supermarked er et onlinesupermarked udelukkende med økologiske varer, både fødevarer og nonfoodvarer. De har også en kategori som hedder “Stop madspild”, hvor man kan købe varer med kort holdbarhed til stærkt nedsatte priser, nogle endda gratis!
Se mere her
Butikker
Kampen mod madspild breder sig mere og mere, hvilket betyder, at der også er begyndt at skyde flere butikker op, som kun er sat i verden for at bekæmpe madspild. Her får du et udpluk af dem
To good to go
Den 8. august 2018 slog stifterne bag ”To good to go”-appen dørene op til en fysisk butik på Nyelandsvej 21C på Frederiksberg.
‘Too good to go’-butikken får de varer, der normalt ikke kan sælges og derfor ender i skraldespanden. Der er tale om varer, som ikke fejler noget med kvaliteten, men ikke kan sælges, fordi de nærmer sig sidste salgsdato, har et fejltrykt mærkat eller på den ene eller anden måde ikke lever op til supermarkedernes standarder.
Wefood
Wefood sælger varer med beskadiget emballage, forkert mærkning og overskredet dato for holdbarhed, som ellers ville være blevet smidt ud. Wefood-butikkerne er udelukkende drevet af frivillige, og alt overskud går til mennesker i nød.
I dag findes der to butikker i København, Wefood på Nørrebrogade 58 og Wefood på Amagerbrogade 51.
I maj 2018 åbnede den første Wefood i Aarhus, som ligger på Vesterbro Torv 1A.
Læs mere her https://www.noedhjaelp.dk/vaer-med/wefood-danmarks-foerste-butikker-med-overskudsmad-og-varer
”Løs market”
”Løs market” er en butik, som p.t. kun ligger i København, Saxogade 77.
Her sælges alt enkeltvis og uden emballage. Emballagen tager man selv med, eller man kan købe bæredygtigt emballage i butikken.
Sortimentet rækker blandt 300 forskellige 100 % økologiske tørvarer, grøntsager, frugter, vine, olier, kaffer, krydderier, sæber og andet godt. Se mere her https://www.loes-market.dk/rabat/
Rema 1000
Rema 1000 er som bekendt et helt almindeligt supermarked, men det skiller sig lidt ud ved, at det løbende laver tiltag til i kampen mod mindre madspild.
Her kan du se nogle af de tiltag, som det har lavet
- Har ingen flerstykstilbud, men i stedet for etstyksrabat
- Sælger brød og kød i mindre pakker
- Tolagsemballage på fem af deres mest populære pålægsprodukter
- Nogle frugter og grøntsager kan købes i løssalg
- Sælger mange varer med kort holdbarhed
Se mere her
Doggybags/treatbox
I USA er det helt normalt, at man tager sine rester med hjem i en såkaldt doggybag, men det har vi herhjemme aldrig haft tradition for.
I 2017 så treatboxen i Danmark dagens lys. Tanken var at gøre op med den traditionelle doggybag af plastic og folie og i stedet udvikle en æstetisk og 100 % biologisk nedbrydelig boks, som de danske restauranter og kantiner kan tilbyde deres kunder.
På nuværende tidspunkt er der dog ikke mange steder, der tilbyder deres kunder doggybags eller treatbox.
Hard Rock Cafe og Ikea er dog nogle af dem, som har taget treatboxen til sig, og også hos A Hereford Beefstouw ved Tivoli i København hænger doggybagsene frit fremme flere steder i restauranten.
Ansvaret for at begynde at tage vores madrester med hjem ligger både hos restauranter og caféer, men også hos os selv.
Så tænk over det næste gang, du er ude at spise og har en god rest, som ligeså godt kunne komme med hjem. Hvis tjeneren ikke selv tilbyder det, så spørg – nogle gange skal forandringer komme fra os selv – jo mere vi efterspørger at få vores rester med hjem, jo mere bliver restauranterne og caféerne opmærksomme på, at vi rent faktisk gerne vil.