Kolesterol
Kolesterol er et fedtstof, der indgår i alle kroppens celler, og er nødvendigt for en lang række af kroppens vigtige funktioner. Det indgår blandt andet i dannelsen af alle vores cellers membraner, af kønshormoner, D-vitamin og galdesyrer. Men vores krop kan ikke tåle for meget kolesterol, og balancen mellem forskellige typer af kolesterol kan blive forstyrret.
Kolesterol indtages både gennem kosten, og dannes i leveren. Det transporteres med blodet rundt i kroppen i forskellige former:
- LDL-kolesterol
- HDL-kolesterol.
LDL-kolesterol kaldes det ”lede” kolesterol, som øger risikoen for blodpropper.
HDL-kolesterol kaldes det ”herlige” kolesterol, som kroppen har brug for.
Mængden af det lede kolesterol kan man selv være med til at påvirke, idet det mættede fedt i vores mad får kolesterolet til at stige. Så jo mindre mættet fedt – jo mindre risiko er der for at det lede kolesterol stiger. Motion og kostfibre er ligeledes to gode våbner, når det kommer til at sænke det lede kolesterol og øge det herlige (Kilde: hjerteforeningen.dk).