Foto: Shutterstock
Hvorfor skal nitratholdige grøntsager begrænses?
Alle grøntsager indeholder nitrat naturligt, men der findes særligt høje mængder i rødbede, spinat, fennikel, selleri (både blad- og knoldselleri), salat, rabarber og rucolasalat.
Nitrat kan i kroppen omdannes til nitrit, der reagerer med blodets hæmoglobin. Dette kan medføre opkast og blåfarvning af huden. (Kilde: Altomkost.dk)
Små børn spiser meget i forhold til deres størrelse, og derfor får en lille barnekrop hurtigt for meget nitrat.
Hvor meget nitrat må mit barn få?
Der gælder forskellige anbefalinger for indtaget af nitratholdige grøntsager afhængigt af spædbarnets alder.
Man ved nemlig, at spædbørn er særligt følsomme for nitrat i de første levemåneder. Det anbefales derfor, at du først giver dit barn nitratholdige grøntsager, når barnet er over 6 måneder gammelt.
Børn der er mellem et halvt og 1 år gamle, må gerne få de nitratholdige grøntsager i små mængder, svarende til en tiendedel af mosen eller retten.
Hvis nitratrige grøntsager, som for eksempel rødbeder eller spinat, findes i mosen eller retten i større mængder, bør den kun serveres for barnet en gang imellem – for eksempel med 14 dages mellemrum (Kilde: Altomkost.dk).