Foto: Shutterstock
Gode råd til indkøb – Kødpålæg
Sådan finder du nitrit i dine madvarer
Nitrit er som sagt et tilsætningsstof, som vi ved er kræftfremkaldende. Det tilsættes mange fødevarer men primært forarbejdet kød såsom kødpålæg, pølser og bacon.
Hvis du ønsker at begrænse dit barns indtag af nitrit, så kig efter det på varedeklarationen. Det skal være deklareret. Dog kan nitrit gemme sig under forskellige betegnelser nemlig:
-Natriumnitrit
-E249 og E250
Er det bedre at vælge økologisk pålæg?
Hvis man alligevel vælger at spise forarbejdet kød, så tilkendegiver Kræftens Bekæmpelse, at det kan være en idé at vælge økologiske produkter. Det er nemlig ikke tilladt at tilsætte nitrit til økologiske produkter i Danmark. Du skal dog være opmærksom på, at du godt kan finde udenlandske økologiske kødprodukter med nitrit på hylderne i Danmark, så kig altid på varedeklarationen.
Kræftens Bekæmpelse understreger også, at det er vigtigt at påpege, at nitrit er det eneste punkt, hvor der er forskel. De økologiske produkter indeholder lige så meget af de øvrige kræftfremkaldende stoffer som konventionelle produkter (Kilde: Cancer.dk). Ergo kan det anbefales at holde sig til ét stykke pålæg om dagen, økologisk eller ej.
Er dyrevelfærd og begrænsninger af tilsætningsstoffer vigtigt for dig, så er økologisk pålæg at foretrække.
Se efter salt på pålægget også selvom det har nøglehulet
Ja, det er en rigtig god idé men hvornår er saltindholdet for højt? Der er desværre ikke lavet nogle retningslinjer for, hvor meget salt der maks. må være i kødpålæg til børn. Fødevarestyrelsen anbefaler blot, at man køber pålæg med Nøglehulsmærket. Men på trods af at en pakke kødpålæg er nøglehulsmærket, indeholder den ofte stadig en stor mængde salt. Nøglehulsmærket kødpålæg må nemlig gerne indeholde op til 2,5 g salt pr 100 g. Og det er en alt for stor mængde salt for en børnekrop. Se eksemplet her på denne nøglehulsmærkede hamburgerryg.
Her kan du se, at saltindtaget er 2,5 pr. 100 g.
Til børn er den bedste anbefaling altså at gå efter så lidt salt som muligt, gerne under 2,5 g pr. 100 g og samtidig holde sig til anbefalingen på max 1-2 stykker pålæg om dagen.
Grundet industriens enorme saltforbrug kommer børn let til at overskride den anbefalede mængde. Læs mere om anbefalingerne for salt til børn her.
Læs artiklen “Spiser dit barn også for meget salt?”
Små børn har brug for mere fedt end voksne
Rigtig mange voksne er meget bevidste om at købe fedtfattigt pålæg, hvilket også giver rigtig god mening for voksne og større børn. Men børn under to år har brug for lidt mere fedt i maden end større børn og voksne, og derfor er det en fordel, at du ikke kun giver dit barn fedtfattigt pålæg, men også tilbyder det mere fedtholdigt pålæg såsom fx leverpostej, æggesalat eller peanutbutter. Dermed ikke sagt at fedtfattigt pålæg er bandlyst, for det er det bestemt ikke. Det giver blot god mening at tilføje lidt ekstra fedtstof, når du giver dit barn en mad med fedtfattigt pålæg. Fx hvis du har lavet en tomat- eller skinkemad, så kan du med fordel gøre madden mere fed, ved at komme smør, smøreost, mayo eller pesto under.