Foto: Shutterstock

Små børn har brug for mere fedt end voksne

Små børn vokser og udvikler sig enormt, og de fleste spædbørn tredobler deres vægt inden for det første leveår. Samtidig skyder barnet i vejret med 25 cm de første 12 levemåneder.

Denne enorme væksthastighed gør, at barnet har brug for rigtig meget energi, som det skal have gennem sin mad. (Kilde: Altomkost.dk).

Vi voksne anbefales at spise fedtfattigt, men dette råd gælder bestemt ikke for små børn. Fedtfattig mad kan nemlig have alvorlige konsekvenser for børns udvikling og trivsel.

Børns mavesæk er så lille, at den kun kan rumme en lille mængde mad ad gangen, og derfor er maden altså nødt til at være forholdsvis fedtholdig for at sikre barnet nok energi. Fedt er det næringsstof, der indeholder mest energi pr. g, og derfor anbefales det, at små børns mad tilsættes ekstra fedtstof for på denne måde at gøre maden mere energitæt.

Ud over at give barnet energi, så er fedtet også vigtigt for udvikling af barnets hjerne, for dannelse af nye celler, optagelsen af fedtopløselige vitaminer samt for produktionen af forskellige hormoner. 

 

Ekstra fedt i det første leveår

Anbefalingerne for fedt til børn mellem 6-12 mdr. er, at man:

  • Tilsætter en teskefuld fedtstof i hver portion grød og grøntsagsmos (tilsættes ikke færdigkøbt grød og mos)
  • Tilsætter modermælk eller modermælkserstatning til barnets grød eller mos

Når barnet bliver et år, så skal det ikke længere have ekstra fedt i sin mad, men fedtindtaget skal stadig være højt. Det sikres ved at give barnet lidt federe kød og fisk og ved at tilbyde barnet sødmælk som drikkemælk.

 

Børn skal primært have umættet fedt

Fedt er som sagt meget vigtigt for, at børn kan vokse og udvikle sig optimalt. Men det er ikke helt lige meget, hvilken type fedtstoffer, vi giver vores børn. Man skelner groft sagt mellem to typer af fedt, nemlig det mættede fedt (det dårlige) og det umættede fedt (det gode). Det er det gode, umættede fedt, som både børn og voksne anbefales at spise mest af.

Læs mere her om hvilke fødevarer, der indeholder meget umættet fedt og derfor er dem, som er bedst velegnet til dit barn.