Foto: Shutterstock
Ris og risprodukter indeholder uorganisk arsen
Ris, og især fuldkornsris er særligt rige på vigtige vitaminer, mineraler og kostfibre og derfor en oplagt spise til både børn og voksne. Men ris kan også have et højt indhold af det kræftfremkaldende stof uorganisk arsen, som særligt er skadeligt for børn.
Læs mere om det her og bliv klogere på, hvilke ris og risprodukter, som du skal være særlig opmærksom på.
Riskiks anbefales ikke, men hvorfor?
Ris indeholder uorganisk arsen, som er kræftfremkaldende, hvis man får for meget. Forskning tyder på, at fostre, spædbørn og småbørn er særligt sårbare over for uorganisk arsen, fordi deres immunforsvar og hjerne stadig er under udvikling (Kilde: Fødevarestyrelsen).
Jo mere og jo tidligere i livet man er eksponeret for uorganisk arsen, desto højere er risikoen for, at det forårsager kræft og andre sygdomme senere i livet (Kilde: Videnskab.dk).
Må mit barn slet ikke få riskiks?
Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn slet ikke får riskiks grundet det store indhold af uorganisk arsen. Målinger af uorganisk arsen i ris og risholdige produkter viser nemlig, at riskiks er det produkt, som indeholder allermest uorganisk arsen.
Læs Fødevarestyrelsens rapport “Uorganisk arsen i ris og risprodukter”
Herhjemme har vi ikke nogen anbefalinger for, hvornår børn tidligst må spise riskiks. Men ønsker man en håndgribelig retningslinie, kan man lytte til den svenske Fødevarestyrelse, som anbefaler, at børn under 6 år ikke spiser riskiks.
Risdrik frarådes ligeledes helt til børn under tre år pga. risiko for højt indhold af uorganisk arsen.
Må mit barn slet ikke få mad med ris?
Jo. Det anbefales stadig, at ris inkluderes som en del af en sund og varieret kost – både til børn og voksne. Sundhedsmæssigt anbefales det blot, at man ikke tilbyder risbaseret mad (såsom risengrød og rismelsgrød) til børnene hver dag. Variation mellem de forskellige ristyper anbefales også, da mængden af arsen varierer fra type til type.
Få flere tips til indkøb af ris og riskiks. Klik på “Gode råd til indkøb” ude til venstre.