Foto: Shutterstock
De er så søde
De fleste danske forældre er nok meget opmærksomme på, at deres børn ikke må få for meget sukker, men alligevel viser tal fra Fødevarestyrelsen, at tre ud af fem børn spiser for meget sukker (Kilde:Altomkost.dk).
Sukker er tomme kalorier
Når vi taler om, at børn skal begrænse indtaget af sukker, så menes der tilsat raffineret sukker, altså almindeligt hvidt sukker eller rørsukker.
Sukker er et rent stof udvundet af sukkerroer eller sukkerrør. Det rene sukker indeholder ikke vitaminer og mineraler, som ellers findes i fx frugt. Rent sukker kaldes populært for tomme kalorier. Læs mere her om hvad sukker er
Hvad med honning?
Honning er stort set også rent sukker, som bierne har udvundet af blomsternes nektar. Honning indeholder små mængder af vitaminer og mineraler, men det er så lidt, at det er uden betydning for sundheden. Honning skal derfor også regnes med til de tomme kalorier.
Tæller frugtsukker med som tomme kalorier?
Som udgangspunkt så tæller frugtsukker fra tørret frugt, herunder figenstænger, juice og smoothie ikke med til tomme kalorier, da det indeholder vitaminer og mineraler, og derfor kan være et godt alternativ til slik og andre søde sager.
Dog anbefales det, at man holder lidt igen med tørret frugt og figenstænger, da tørret frugt indeholder 6-7 gange så mange kalorier som frisk frugt.
Hvorfor er det vigtigt at holde igen med sukker?
Sukker indeholder altså kun energi i modsætning til en ananas eller en appelsin, som ud over deres naturlige sukkerindhold også indeholder vitaminer og mineraler. Hvis dit barns mad indeholder for mange tomme kalorier, så optager de pladsen fra andre fødevarer, som kunne give dit barn vigtige næringsstoffer, vitaminer og mineraler, som børn har brug for til at vokse og udvikle sig
Hvor meget sukker er for meget?
Fødevarestyrelsen anbefaler, at maksimalt 10 % af energien fra dit barns mad må komme fra tilsat raffineret sukker. Hvor meget sukker det svarer til i gram om dagen, afhænger af dit barns alder. Find dit barns alder ude i den lodrette menu, her på siden.