Foto: Shutterstock

De ti kostråd i børnehøjde

Er dit barn to år eller ældre, så anbefales det at spise efter de ti kostråd, ligesom voksne. Børn fra tre år og opefter har nemlig det samme behov for næringsstoffer, dvs. fedt, kulhydrat og protein, som voksne.

Tager barnets mad afsæt i de ti kostråd, så skabes rammerne for, at barnet får de nødvendige næringsstoffer og energien til både at vokse og udvikle sig, men også til at udfolde sig i leg og bevægelse.

 

Hyppigheden af måltider er vigtig for børn

Udover at have fokus på hvilken mad, som er god for dit barn at spise, så kan det også være en god idé at have fokus på, hvor ofte dit barn spiser. Hyppigheden i måltiderne er nemlig ernæringsmæssigt vigtigere at have fokus på hos børn end hos voksne.

Børn anbefales ligesom voksne at spise tre hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider. Forskellen ligger dog i vigtigheden af mellemmåltider.

 

Morgenmad er vigtigt for koncentrationen

Du har nok hørt det mange gange, at morgenmaden er det vigtigste måltid på dagen. Og det er der bestemt noget om. Om morgenen er det nemlig mange timer siden, at man har spist, og blodsukkeret er derfor lavt. Det betyder derfor mindre energi og mere koncentrationsbesvær. Det betyder, at sender vi vores børn afsted uden morgenmad, så har de ikke meget energi til at udfolde sig og lære i institutionen eller skolen (Kilde:Altomkost.dk).

 

Mellemmåltiderne er vigtige for børn end voksne

Foto: Shutterstock

For både små og større børn har mellemmåltiderne sundhedsmæssigt en langt større betydning end hos voksne. Det skyldes, at børn ikke har samme kapacitet som voksne til at spise store portioner til hovedmåltiderne.

Derfor er det optimalt, hvis mellemmåltiderne udgør en væsentlig del af barnets indtag af energi- og næringsstoffer. Sagt på en anden måde, så skal du se mellemmåltider som små hovedmåltider, der skal indeholde de fødevarer, som det kniber med at få nok af til hovedmåltiderne, fx frugt og grønt, fuldkornsbrød, gryn, korn samt fiskepålæg.

Særligt hvis børnene springer morgenmaden over eller spiser meget lidt til morgenmad, er det en god idé, at de får en madpakke med til 10-frikvarteret, som er sund og mættende, og som hjælper med at holde koncentrationen frem til frokost.

Meget fysisk aktive børn frem til pubertetsalderen har også et større behov for energi, og her spiller mellemmåltiderne også en vigtig rolle.