Foto: Shutterstock

Gode råd til indkøb

Fisk er sundt fordi det indeholder stoffer, som er gavnlige for børns sundhed og udvikling. Men mange fisk kan også indeholde stoffer, som er direkte skadelige for vores børn.

Her får du derfor råd til, hvilke fisk som er særligt gode til børn, og hvordan du mindsker indtaget af skadelige stoffer fra fisk. Du kan også læse om de fødevaremærker, som du kan finde på fisk og fiskeprodukter, og om Fødevarestyrelsens anbefalinger.

 

Rovfisk og dåsetun frarådes

Sundhedsstyrelsen fraråder, at børn under tre år spiser store rovfisk såsom gedde, aborre, sværdfisk og tun, også tun på dåse. Det skyldes det høje indhold af kviksølv, som har vist sig at skade børns hjerner. Læs mere om det råd for tun til børn

 

Disse fisk og skaldyr er gode til børn

For at sikre de forskellige næringsstoffer fra fiskene er det en god idé at variere mellem de forskellige typer af fisk. Fisk som er gode til små børn er fx:

  • Sild
  • Makrel
  • Sej
  • Skrubbe
  • Rødspætte
  • Torsk, herunder torskerogn
  • Stenbiderrogn
  • Rejer
  • Krabbe
  • Muslinger fx kammuslinger eller blåmuslinger
  • Laks (Du skal dog være opmærksom på risikoen ved dioxin, som kan skade barnets hjerne)

Læs også “Guide: Hvilken laks er bedst at vælge? Konventionel opdrættet laks, vild laks eller økologisk opdrættet laks?”

 

Fiskepålæg er nem fisk

Foto: Fødevarestyrelsen

Fiskepålæg kan være en nem måde at få fisk på. Det kan f.eks. bruges til frokosten i weekenden eller på madpakken.

Fiskepålæg kan bl.a. være: Læs mere

  • Makrel i tomat
  • Makrel kræs (tube med finthakket makrel i tomat) – (OBS højt saltindhold)
  • Torskerogn kræs (smørbart torskerogn) – (OBS højt saltindhold)
  • Torskerogn
  • Røget laks, ørred, makrel, sild, forel (OBS højt saltindhold. Se nedenfor)
  • Rejer
  • Krebsehaler
  • Laksepate
  • Sild
  • Sildepostej
  • Fiskefrikadeller
  • Tun på dåse (OBS på rådet om tun til børn)

 

Vær opmærksom på saltindholdet i fiskepålæg

Som alt andet pålæg så kan fiskepålæg indeholde meget salt. For meget salt kan være skadeligt for både børn og voksne.

Men fisk er stadig sundt, og fiskepålæg kan være en nem måde at få fisk på, men tænk på at variere mellem de forskellige typer af fiskepålæg.

Nedenfor kan du se saltindholdet i det mest udbredte fiskepålæg: Læs mere

  • Koldrøget laks: 3,7 g salt/100 g
  • Varmrøget laks: 1,2 g salt/100 g
  • Laks, rå: 0,16 g salt/100 g
  • Torskerogn, dåse: 1,2 g salt/100 g
  • Torskerogn, rå: 0,25 g salt/100 g
  • Makrel i tomat: 0,9 g salt/100 g
  • Røget makrel: 1,4 g salt/100 g
  • Makrel, rå: 0,26 g salt/100 g
  • Marineret sild: 2,95 g salt/100 g
  • Sildepostej: 1,75 g salt/100 g
  • Karrysild: 2,25 g salt/100 g
  • Sild, rå: 0,2 g salt/100 g
  • Fiskefrikadelle: 1,36 g salt/100 g
  • Rejer i lage: 2,58 g salt/100 g
  • Rejer, rå, frost: 1,0 g salt/100 g

(Kilde: DTU, Fødevareinstituttet)

Fødevarestyrelsen har, som sagt fastsat nogle anbefalinger for, hvor meget salt der maksimalt må være i fiskeprodukter. Du skal dog være opmærksom på, at anbefalingerne for mængden af salt er forskellig alt afhængig af, hvilken type fiskepålæg det er. Se anbefalingerne i guiden her

 

Er det en fordel at købe økologisk fisk?

I dag er der kommet et større og større udbud af økologisk fisk. Men hvad er egentlig forskellen på økologisk fisk og ikkeøkologisk fisk?

Det er kun opdrættet fisk, som kan få det danske økomærke. Fisk, der svømmer frit i havet, kan ikke få økologimærket, da et af kravene er, at det skal kunne dokumenteres, hvad fisken har spist. Det er umuligt at dokumentere, hvis ikke fisken er spærret inde. Økologisk Landsforening har lavet denne oversigt over forskellen på økologiske og konventionelle fisk

Du kan også printe skemaet ud 

Hvis du vil vide mere om økologisk fisk, så læs om økologisk dambrug på Økologisk landsforenings hjemmeside. 

Som det ser ud lige nu, er udbuddet af økologisk fisk begrænset til laks, ørred, rejer (frost) og blåmuslinger (Kilde:Okofisk.dk).

 

 

Er det en fordel at gå efter MSC- og ASC-mærket fisk?

Du har måske lagt mærke til, at der på mange produkter med fisk og skaldyr sidder et MSC-mærke eller et ASC-mærke.

Disse varer er ofte dyrere, så hvad er det egentlig, du betaler mere for?

Jo, det du betaler for er, at fisken er opdrættet eller fanget med fokus på bæredygtigt og miljøvenligt fiskeri.

Sagt på en anden måde: Et produkt med et af mærkerne er ikke mere sund end en tilsvarende vare uden et mærke, men fisken og bestanden har det bedre, og der stilles store krav til et mere miljøvenligt og bæredygtigt fiskeri, når et produkt har et af mærkerne.

 

MSC-mærket fisk

Mærket er udviklet til fisk og skaldyr fanget i havene. MSC-mærket er det eneste mærke, der giver dig som forbruger vished om ansvarligt fiskeri, når det kommer til vilde fisk.

Når du køber fisk og skaldyr med det blå MSC-mærke, kan du være sikker på, at fisken kommer fra en sund bestand, og at den er fanget med omtanke for livet i havet.

Disse dansk fangede fisk og skaldyr kan købes med det blå MSC-mærke: Læs mere

  • Torsk
  • Mørksej
  • Kuller
  • Kulmule
  • Rødspætte
  • Tunge (søtunge + gråtunge)
  • Sild
  • Blåmuslinger
  • Østers
  • Jomfruhummere
  • Makrel
  • Koldtvandsrejer

(Kilde:2gangeomugen.dk)

 

Læs også artiklen “MSC–mærket – hvad står det for, og hvad står det ikke for?”

 

ASC-mærket fisk

Mærket er udviklet til opdrættet fisk og skaldyr. Vælger du at købe ASC-mærket fisk og skaldyr, så får du en fisk, som er blevet opdrættet i fiskeopdræt, der har fokus på bæredygtighed og ansvarlig akvakultur.

Som det er i dag, så kan du købe ASC-mærket: Læs mere

  • Pangasius
  • Laks
  • Varmtvandsrejer
  • Ørred
  • Abalone.

 

Spis dansk fisk i sæson, hvis du vil spare penge

Vælger du fisk fanget i de danske farvande såsom rødspætte, torsk, kulmule, kuller og makrel, så får du:

  • Forskellige fisk alt efter sæson og årstid
  • Fisk som har en bedre smag
  • Billigere fisk

Hjemmesiden www.spisdanskfisk.dk hjælper dig med at finde de danske fisk i supermarkedet. På siden finder du hver uge gode tilbud på fisk i de forskellige supermarkeder.

 

Læs også  artiklen “Køb fisk i sæson, hvis den skal være billig, frisk og klimavenlig”