Forskellige tørrede bælgfrugter

Foto: Shutterstock

Gode råd til indkøb – Bælgfrugter 

Bælgfrugter fås i dag både tørrede og ukogte, men også på dåse og i karton, hvor de er udblødt, kogte og klar til brug. Hvad er egentlig det bedste at vælge? Og hvad er det billigste? Og er det egentlig en fordel, at købe økologiske bælgfrugter? Alt dette kan du blive meget klogere på her

Tørrede bønner er det billigste 

Som du kan se længere nede, findes der et stort udvalg i dag af kogte bønner og kikærter, som er klar til brug. De er dog et langt dyrere valg, end hvis man køber de tørrede bønner.

Fx koster en pose kikærter 400 g ca. 11 kr., hvorimod en dåse kogte kikærter koster det samme nemlig 11 kr. for kun 240 g i drænet vægt. Her skal man så også lægge oveni, at vægten stiger, når kikærterne koges. Man taler her om, at kikærter og andre bælgfrugter har en ”vægtændringsfaktor”på 2,5, hvilket betyder, at en pose kikærter med 400 g bliver til 1 kg kogte kikærter  (Kilde: DTU Fødevareinstitut ).

Ønsker du både den billigste, men også nemme løsning, så skal du købe en pose tørrede bønner eller kikærter, udbløde dem for herefter at koge dem alle sammen. Når de er let afkølet, kan du fryse dem ned i mindre portioner i poser, og så er de klar til at blive kommet direkte i en gryderet frosne eller blive overhældt med kogende vand og klar efter et par minutter. Nogle vil også mene, at man får en bedre smagsoplevelse end med bønner fra en dåse.

 

Bælgfrugter på dåse

Ønsker man helt at springe udblødning og kogning over, så kan løsningen være, at købe dem på dåse. Her er bønnerne allerede kogt, så de kræver kun at blive skyllet,r de kommes i gryderetten, i salaten eller i blenderen til hummus.

Dåser er dog en meget dyrere løsning, end hvis man køber bønnerne tørrede. Se ovenfor.

Udvalget af bælgfrugter på dåse er i dag blevet meget bredt, så du kan både finde linser, kikærter og diverse bønner såsom disse

Du finder dem som standardvare i de fleste supermarkeder, også i discountkæder som fx Netto og Fakta. De koster ca. 12-14 kr.

Billederne er fra Bonduelle.dk og Urtekram.dk

 

Dåser kan indeholde problematiske kemikalier 

Køber du bælgfrugter på dåse, så skal du blot være opmærksom på risikoen for problematiske kemikalier i varen. Årsagen er, at lakken på indersiden af konservesdåsen kan være af typen epoxy. Denne lak indeholder det problematiske stof bisphenol A. Hvis dåserne indeholder stoffet bisphenol A i lakken, kan det blive overført til din mad eller drikkevare. Bisphenol A er et af de stoffer, som EU vurderer, er hormonforstyrrende i mennesker.

Derfor anbefaler Forbrugerrådet Tænk, at vi vælger glas, papkartoner, plast frem for dåser, hvor det er muligt (Kilde: Forbruget Tænk).

 

Læs også artiklen “Her er er smutvejen til flere bælgfrugter i din hverdag”

 

Bælgfrugter i pap og plastik er generelt et bedre kemivalg end dåser 

I dag er der kommet et mindre udvalg af kogte bønner, linser og kikærter i pap, plastik og glas. De findes dog primært i de større supermarkeder. Änglamark har blandt andet lavet deres egen serie, som forhandles i bl.a. Brugsen, Kvickly og coop.dk. De koster ca. 14 kr. pr. karton .

Salling group har også to serier af bælgfrugter i pap, som dog kun forhandles hos Salling, Føtex og Bilka. De koster ca. 6.95 pr. karton og derfor pt. de billigste 

 

Læs også fokusvaren “Limabønner”

 

Skal jeg vælge de økologiske varianter?

Klimamæssigt er der generelt ikke den store forskel på, om du vælger konventionelle eller økologiske fødevarer. Det, som batter rent klimamæssigt, er, at du faktisk vælger bælgfrugter i stedet for noget af dit okse og lammekød.

Er det vigtigt for dig, at varen er produceret under mest hensyntagen til natur og miljø, så vælg økologiske bælgfrugter.

Og bekymrer du dig om eventuelle rester af sprøjtemidler i dine fødevarer, så er økologi altid det mest sikre valg.

Dog skal det understreges, at bælgfrugter ikke er en fødevare, som DTU Fødevareinstituttet kontrollerer særligt ofte for rester af sprøjtemidler. 

Og de seneste par års kontroller af bælgfrugter viser, at størsteparten af de konventionelle bælgfrugter ikke indeholder sprøjtegifte. Dog er der set eksempler på prøver, som viste indhold af sprøjtegifte, også over grænseværdierne og af det omdiskuterede stof Chlorpyrifos. (DTU Fødevareinstituts kontrolrapport “Peticidrester i fødevarer 2019)

 

Se også videoen, hvor jeg fortæller om “Ready to eat” bælgfrugter

 

 

Online kursus om mad til børn

Har du et barn på mellem seks måneder og tre år, og kender du til en eller flere af disse bekymringer?

• Får mit barn mad nok?
• Hvad må børn egentlig spise og ikke spise?
• Får mit barn grøntsager nok?Så er dette online kursus måske lige noget for dig! 

Og lige nu sparer du 60 %!