Foto: Fødevarestyrelsen
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Det første kostråd handler om, at vi anbefales at spise planterigt, varieret og ikke for meget. Rådet er sandsynligvis sat øverst, da det er det råd, som formentlig vil have den største betydning for din sundhed og for klimaet, da udgangspunktet er, at vi skal spise planterigt, altså mange grøntsager, frugt, korn, nødder og bælgfrugter. Det er fødevarer, som har en sundhedsmæssig positiv effekt på vores sundhed samtidigt med, at de plantebaserede fødevarer generelt har et lavere klimaaftryk end animalske produkter.
Summasummarum, lad plantemaden være din hovedret og fylde mest på tallerkenen, mens det øvrige er tilbehør.
Variation sikrer flest mulige og vigtige næringsstoffer og mindre kemi
At spise varieret betyder, at du spiser forskellige grøntsager og frugter, forskellige kornprodukter, forskellige slags fisk osv. Variation er vigtigt for at få alle de vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer, din krop har brug for. Det er for at forebygge kostrelaterede mangelsygdomme som fx. skørbug fra mangel på c-vitamin. Kroppen er så forunderlig, at den selv kan danne nogle af næringsstofferne, hvis de ikke kommer fra maden, eller hvis der ikke kommer nok fra maden. Men kroppen er ikke i stand til at danne dem alle eller i tilstrækkelige mængder. Derfor er der mange næringsstoffer, som kroppen er afhængig af, som skal være i den mad, vi spiser. (Kilde:Videnskab.dk) (Kilde:Altomkost.dk)
En anden årsag er, at de fleste af vores fødevarer indeholder små mængder uønskede stoffer som fx forskellige kemiske forbindelser eller tungmetaller. Når du varierer mellem forskellige fødevarer, undgår du et højt indtag af en enkelt type uønskede stoffer. Dette er vigtigt for din sundhed.
For meget mad er ikke godt hverken for dig eller klimaet
Rådet om ikke at spise for meget sætter fokus på, at forebyggelse af overvægt tit også handler om mængden af mad og ikke kun typen af mad. Man stræber efter, at folk undgår overvægt, da det øger risikoen for en række livsstilssygdomme såsom hjerte-kar-sygdomme. Et lavere overforbrug af mad vil også gavne klimaet, da der på den måde vil skulle produceres mindre mad.
Læs mere om kostrådet på Fødevarestyelsens hjemmeside Altomkost.dk