Foto: Toftkaergaard. dk
Forkogte økologiske sorte bønner
OBS: Denne varer er ifølge Toftkær udgået (Februar 2021)
Fokuspunkter
- Bønnerne er både udblødt og forkogt
- Klar på 10 minutter
- Bønnerne er i plastikpose, som er et bedre kemivalg end bønner på dåse
- Bønner og andre bælgfrugter har et klimaaftryk som er næsten 50 gange lavere end oksekød
- Bønner er rige på protein og kostfibre og er derfor mættende
- Sorte bønner er en god kilde til både jern og kalk
- Indeholder pr. 100 g halvt så mange proteiner end hakket oksekød
- Har Nøglehulsmærket og lever derfor op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for sukker, fedt, salt og kostfibre
- Koster 10 kr. mere end en almindelig pose økologiske tørrede bønner
- Producenten, Toftkær, ligger i Køge, men det fremgår ikke på produktet eller deres hjemmeside, hvor ingredienserne stammer fra, så vi må antage, at de alle er importerede
Produktets særlige egenskab og anvendelse
Produktet adskiller sig fra tørrede sorte bønner ved, at disse er udblødt og forkogt. De skal derfor blot koge ti minutter, og så er de klar til brug. Tørrede bønner skal ellers udbløde i 10-12 timer og derefter koge ca. 45 min.
Bønnerne her adskiller sig fra sorte bønner på dåse ved, at disse ikke ligger i saltvand eller konserveringsvæske (vand, sukker, salt og aroma), som bønner på dåse gør.
Bønnerne er en del af producenten Toftkærs produktserie med forkogte økologiske bønner og linser. Se mere på producentens hjemmeside.
Fødevaremærker
Det danske Ø-mærke
Økologisk produktion med højt fokus på dyrevelfærd, begrænsning af tilsætningsstoffer, fødevarer dyrket uden eller med meget få naturlige sprøjtemidler, ingen syntetiske sprøjtemidler er tilladt, intet kunstigt sukker og ingen GMO (gensplejset foder)
Europæiske Ø-mærke
Mærket indikerer, at der er fælles økologiregler i hele EU, hvilket er din garanti, hvis du køber økologisk i et andet EU-land.
Nøglehulsmærket Det er Miljø-og Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke. Har en vare dette mærke, betyder det, at varen har et optimalt indhold af fedt, sukker, salt og kostfibre.
Hvad består produktet egentlig af?
Økologiske sorte bønner
Kan indeholde spor af peanuts, gluten og andre nødder
Næringsstofindholdet
Sundhedsstyrelsen anbefaler at vi skal skære ned på kødet, især oksekød, og vælge fx bælgfrugter i stedet for såsom sorte bønner. For at gøre det tydeligt for dig hvori nogle af de ernæringsmæssige forskelle ligger på kød og bælgfrugter, vælger vi at sammenligne de sorte bønner med en pakke hakket oksekød (8-12 %).
Næringsstoffer | Næringsstofindhold pr. 100 g | Næringsstofindhold pr. 100 g |
---|---|---|
Energi | 636 kJ/152 kcal | 687 kJ/164 kcal |
Fedt | 0,5 g | 9,7 g |
– Heraf mættede fedtsyrer | 0,1 g | 3,6 g |
Kulhydrat | 23,7 g | 0,0 g |
– Heraf sukkerarter | 0,0 g | 0,0 g |
Kostfibre | 7,9 g | 0,0 g |
Protein | 8,9 g | 19,7 g |
Salt | 0,0 g | 0,64 g |
Kilde: Toftkær.dk og DTU fødevaredatabase, fridafood.dk
Hvad betyder næringsstofindholdet for dig?
Du får næsten den samme mængde kalorier
Som du kan se ovenfor, så får du stort set den samme mængde kalorier, om du vælger de sorte bønner eller kødet. Forskellen ligger blot i, at spiser du bønnerne, så stammer kalorierne primært fra kulhydrat og protein, og spiser du kødet, så stammer kalorierne primært fra fedt og protein.
Du får færre proteiner, end havde du spist oksekød
Tørrede bønner og linser har i ukogt tilstand et proteinindhold, som næsten er på højde med kød, men fordi bælgfrugter optager meget vand ved iblødsætning og kogning, så “udlignes” proteinindholdet, så det dermed ikke er så højt, når man spiser dem kogte. Man taler her om, at bælgfrugter har en ”vægtændringsfaktor” på 2,4, hvilket betyder, at for sorte bønner bliver 100 g tørrede bønner til 240 g efter kogning, og at du altså skal spise dobbelt så mange bønner for få den samme mængde protein, som du ellers ville få ved 100 g kød (Kilde: DTU Fødevareinstitut ). Læs mere
Du får kostfibre fra bønner, men ikke fra kød
Som du kan se i skemaet, indeholder bælgfrugter kostfibre, som kød ikke gør. Kostfibre har mange sundhedsmæssige fordele, blandt andet giver de dig en langvarig mæthed og stabilt blodsukker.
Begge fødevarer har deres ernæringsmæssige berettigelse, da de begge indeholder vigtige næringsstoffer, men som med alle fødevarer er det godt at variere, og med oksekød er det godt både for din sundhed og klimaet at begrænse mængden til 350 g pr. uge eller mindre.
Varen er for dig som…..
- Ønsker et 100 % plantebaseret produkt med vegetabilske proteiner
- Er vegetar eller veganer og ønsker et jernholdigt produkt som alternativ til kød
- Er veganer eller ikke tåler mælk og mælkeprodukter og ønsker et kalkholdigt produkt
- Ønsker et klimavenligt alternativ til kød. Se længere nede.
- Spiser okse, svin, lam og kalv mere end 3 x om ugen og ønsker at begrænse det, fordi en større mængde øger risikoen for kræft. Læs mere her. Her er bønner og linser ernæringsmæssigt gode alternativer.
- Ønsker et produkt, som giver god mæthed og stabilt blodsukker
- Ønsker et fedt- og saltfattigt produkt
- Ønsker et økologisk produkt
- Ønsker et produkt, som er naturligt glutenfrit. Dog står der på produktet, at det kan indeholde spor af gluten. Men for personer med cøliaki eller glutenintolerance, så har disse spor af gluten ingen praktisk betydning, fordi mængderne er meget små. (Kilde: Sundhedsstyrelsens pjece “Cøliaki og mad uden gluten”)
Varen er ikke for dig som…..
- Ønsker et produkt, som er let tilgængeligt
- Ønsker et produkt, som er klar til brug
- Ønsker den billigste løsning af tørrede bønner. Gør du det, så vælg tørrede bønner, som du selv sætter i blød og koger. Herefter så kan du komme dem i små poser i fryseren. Så har du hurtigt færdige bønner, som du blot kan tilsætte fx en gryderet.
Fordele ved produktet
- Større valgfrihed. Produktet giver forbrugerne flere valgmuligheder inden for kategorien bælgfrugter, som ikke er tidskrævende
- Plast er bedre kemivalg end dåser. Hvis man gerne vil springe iblødsætning og kogning over, så er alternativet til disse bønner bønner på dåse. Her er forskellen dog, at mad på dåse kan indeholde problematiske stoffer, der stammer fra dåsens inderside, som kan gå over i fødevaren.Læs mere Derfor anbefaler Forbrugerrådet Tænk, at man fravælger dåser, hvor man kan. Derfor så kunne disse bønner være et bedre kemivalg samtidig med, at det stadig er en hurtig løsning
- Stor mæthed. Bønnerne indeholder både et højt indhold af kostfibre og protein, som begge giver en rigtig god mæthedsfølelse i lang tid.
- God kilde til jern. Der findes to typer af jern, nemlig hæm og non-hæmjern. Hæmjern er den type jern, som vores krop optager bedst. Den findes primært i kød. Korn, grøntsager og bælgfruger indeholder non-hæmjern. Vælger man helt eller delvist at begrænse kød, er det derfor godt at gå efter vegetabilske produkter med meget jern, så som de sorte bønner her. Deres indhold af jern er 5 g jern pr. 100 g. Til sammenligning er der 2,3 g jern pr. 100 g i hakket oksekød (Kilde: USDA og Fridafood)
- God kilde til kalk. Bønnerne har et kalkindhold svarende til 123 g kalk pr. 100 g, hvilket er den samme mængde kalk, som fås i 100 g (1 dl) minimælk. Derfor kan bønner være særdeles velegnede, hvis man ikke drikker og spiser mælkeprodukter, som ellers er danskernes største kilde til kalk.
- Lav klimabelastning. Bønner, ærter, linser og andre bælgfrugter har en klimabelastning, som er næsten 50 gange lavere end oksekød (Kilde: Tabel over fødevares klimaaftryk).
Ulemper ved produktet
- Tilgængeligheden. Den er ikke stor. Findes kun p.t. som fast sortiment hos helsam.dk. Herudover så har de været spotvare i både Netto og Rema 1000. Ifølge Toftkær arbejder de på højtryk for, at varen bliver fast sortiment i en af dagligvarebutikkerne. Man kan følge med på deres facebookside, hvornår det sker.
- Prisen. En pose økologiske forkogte sorte bønner (220 g) koster 30 kr., hvorimod en pose økologiske tørrede bønner (300 g) koster 20 kr.
- Oprindelse. Der står ikke på produktet, hvor bønner stammer fra. Derfor må vi antage, at bønnerne er importerede
Pris
ca. 30 kr.
Hvor kan varen købes
I Helsams fysiske butikker og på nettet. Af og til som spotvare i Netto og Rema1000.