Foto: Fria.se
Glutenfri havrebrød
Fokuspunkter
- Et af de få glutenfri brød med Nøglehulsmærket
- Har et højere indhold af kostfibre end glutenfrit brød generelt
- Indeholder fuldkorn, som glutenfrit brød sjældent gør
- Indeholder færre fibre og mindre fuldkorn end et almindeligt nøglehulsmærket brød
- Har et lavere indhold af fedt end glutenfrit brød generelt
- Dyrt
- Ikke tilgængeligt særlig mange steder
Produktets særlige egenskab og anvendelse
Det særlige ved det her brød er, at det er nøglehulsmærket og derfor lever op til Sundhedsstyrelsens krav til mængden af fedt, salt, sukker, fibre og fuldkorn (kilde: “Bekendtgørelse om anvendelse af Nøglehulsmærket på fødevarer”). Generelt lever glutenfrit brød ikke op til disse krav primært grundet et højt indhold af fedt og lavt indhold af fibre og fuldkorn. Hvede, spelt, havre, rug og byg er fuldkorn og dermed årsagen til, at fiber- og fuldkornsindholdet i almindelige nøglehulsmærkede brød er højt. Glutenfrit brød laves nemlig ofte af stivelsesholdige ingredienser såsom rismel, majsmel, glutenfri hvedestivelse m.m., som har et lavt indhold af fibre.
Læs mere om produktet på Frias hjemmeside
Fødevaremærker
Nøglehulsmærket
Det er Miljø- og Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke. Det er din garanti for, at produktet lever op til de fastsatte kriterier for fedt, salt, sukker og kostfibre.
Hvad består produktet egentlig af?
Vand, glutenfri hvedestivelse, glutenfri fuldkornshavreflager (12 %), gær, sirup (kun som gærnæring), fortykningsmiddel (cellulosegummi, guarkernemel, xantangummi), emulgator (lecitin [raps], mono- og diglycerider af fedtsyrer [veg.]), maltodextrin (majs), rapsolie, majsstivelse, salt, psylliumfrøskaller, aromastoffer. Indeholder 12 % fuldkorn, svarer til 21 % af tørvægten.
Hvad betyder ingredienserne for dig?
Glutenfri hvedestivelse: Det er ”renset” hvedemel, hvor stort set alt protein er fjernet. Hvedestivelse kan indeholde spor af gluten. Hvor stort indholdet af gluten er, afhænger af, hvor fint stivelsen er renset. “Glutenfri” hvedestivelse må højst indeholde 20 mg gluten/kg (Kilde: Sundhedsstyrelsens pjece “cøliaki og mad uden gluten” )
Psylliumfrøskaller: Også kaldet loppefrøskaller. Loppefrøskaller er naturligt glutenfri og meget fiberholdige og bruges derfor ofte til at øge fiberindholdet i glutenfri varer
Næringsstofindholdet
For at gøre det tydeligt for dig, hvad forskellen på dette nøglehulsmærkede havrebrød og et almindeligt glutenfrit brød er, så sammenligner jeg næringsstofindholdet i de to brød. Jeg vælger også at tage et nøglehulsmærket “almindeligt” brød med i sammenligningen i tilfældet af, at du godt tåler gluten og dermed også ville have muligheden for at vælge dette.
Næringsstoffer | Næringsstofindhold pr. 100 g | Næringsstofindhold pr. 100 g | Næringsstofindhold pr. 100 g |
---|---|---|---|
Energi | 988 kJ/246 kcal | 1096 kJ/260 kcal | 929 kJ/220 kcal |
Fedt | 3,4 g | 5,9 g | 2,1 g |
-Heraf mættede fedt | 0,7 g | 0,6 g | 0,6 g |
Kulhydrat | 46 g | 46 g | 38 g |
-Heraf sukkerarter | 3,5 g | 3,0 g | 3,7 g |
Kostfibre | 6,0 g | 3,7 g | 8,5 g |
Protein | 2,4 g | 3,9 g | 8,1 g |
Salt | 1,0 g | 1,0 g | 1,0 g |
Kilde og fotos: Fria.se, Semper.dk og Schulstad.dk
Hvad betyder næringsstofindholdet for dig?
Du får næsten den halve mængde fedt
En af årsagerne til at meget få glutenfri produkter kan få Nøglehulsmærket skyldes et højt indhold af fedt (kilde). Vælger du havrebrødet fra Fria frem for fx det glutenfri formbrød, så sparer du dig selv for næsten den halve mængde fedt.
Du får næsten dobbelt så mange fibre
Sammenlignet med det glutenfri formbrød så får du næsten dobbelt så mange fibre ved at vælge havrebrødet. Fibre giver dig blandt andet en længere mæthedsfølelse
Tåler du gluten, så vælg det almindelige brød
Tåler du gluten, så er der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke en sundhedsfordel i at vælge glutenfrit brød, tværtimod. De begrunder det med, at glutenfri produkter blandt andet ofte har et lavt indhold af fibre. Som du kan se i skemaet, så har det almindelige nøglehulsmærkede brød flere fibre og mindre fedt end havrebrødet. Herudover så fås det i de fleste butikker og er langt billigere. Se nedenfor.
Varen er for dig. som ønsker…..
- Et glutenfrit brød med Nøglehulsmærket
- Et brød, der giver dig mange fibre og fuldkorn og dermed meget mæthed
- Et brød fra frost
Varen er ikke for dig, som ønsker…
- Et økologisk glutenfrit brød
- Et “sundere” alternativ til almindeligt brød
Fordele ved produktet
- Nøglehulsmærket. Kun få glutenfri brød har Nøglehulsmærket. Det er kun lykkedes os at finde to varianter. Se alternativer nedenfor.
- Højere indhold af fibre. Fiberindholdet er 6 g fibre pr. 100 g og dermed ikke højt ift. Sundhedsstyrelsens krav om 5 g fibre pr. 100 g for at få Nøglehulsmærket. Men indholdet af fibre er højt ift. glutenfrit brød generelt. I brødet her er der brugt glutenfri fuldkornshavreflager og psylliumfrøskaller for at øge fiberindholdet
- Indeholder fuldkorn. Brødets indhold af fuldkornshavreflager resulterer i, at brødet indeholder 12 % dvs. 12 g fuldkorn pr. 100 g. Kravet til glutenfri brød er 10 % (kilde: “Bekendtgørelse om anvendelse af Nøglehulsmærket på fødevarer” ). Glutenfrit brød generelt indeholder ikke fuldkorn.Læs mere Til Sammenligning så indeholder sandwichbrødet fra Schulstad 38 g fuldkorn pr. 100 g dvs. over tre gange så meget (kilde: Schulstad.dk). Læs mere om anbefalingerne for fuldkorn
- Lavt fedtindhold. For at brødet kan få Nøglehulsmærket, må fedtindholdet max være 7 g fedt pr. 100 g (kilde: “Bekendtgørelse om anvendelse af Nøglehulsmærket på fødevarer”) Brødet her har det halve. Kigger man generelt på glutenfri brød, så har de oftest et fedtindhold på over 5 g pr. 100 g
Ulemper ved produktet
- Prisen. Det koster 35 kr. for 500 g brød. Det er 10 kr. mere end det nøglehulsmærkede brød fra Schulstad, som vejer 800 g. Men generelt så er glutenfrit brød dyrt, og det er ikke dyrere end andet glutenfrit brød
- Ingen økologisk variant. Økologisk produktion er generelt mere skånsom for naturen og grundvandet og dermed er det optimalt, hvis der findes et økologisk alternativ. Læs mere Jeg er stødt på meget få økologiske glutenfri brød, og jeg er slet ikke stødt på nogle med Nøglehulsmærket. Når brødet ikke er økologisk, så kan det ikke udelukkes, at det kan indeholde rester af sprøjtemidler. DTU har nemlig ofte fundet pesticidrester i konventionelt mel, korn og gryn (Kilde: DTU Fødevareinstitut rapport “Pesticide Residues – Results from the period 2004-2011″)
- Tilgængeligheden. Det fås ikke så mange steder
Pris
35 kr.
Hvor kan varen købes
Coops butikker
Alternativer
Andre glutenfri brød med Nøglehulsmærket
Udvalget af nøglehulsmærket glutenfri brød er, som sagt, meget småt, men der findes da nogle få andre alternativer end dette havrebrød.
(foto:Semper.dk) Fx dette toastbrød fra Semper. Det koster ca. 34 kr. og kan primært købes hos nemlig.com
(foto:Semper.dk). Disse chiaboller koster ca. 30 kr. Findes blandt andet hos nemlig.com. Er også på frost.