Lakstosefrit smør, Naturmælk
Fokuspunkter
- Økologisk smør, som er tilsat enzymet laktase for at nedbryde laktosen (mælkesukker)
- Almindeligt smør har et lavt indhold af laktose og tåles derfor af de fleste mennesker med laktoseintolerance
- Indeholder den samme mængde fedt som almindeligt smør
- Indeholder den samme mængde mættet fedt (dårligt fedt) som almindeligt smør
- Laktosefrit smør er sundhedsmæssigt ikke bedre end almindeligt smør
- Dette laktosefri smør er det eneste økologiske laktosefri smør på markedet p.t.
- Det er dyrt
Produktets særlige egenskab og anvendelse
Produktet adskiller sig fra almindeligt smør, ved at produktet er tilsat enzymet laktase. Hvis man lider af laktoseintolerance også kaldet laktose-malabsorption, så har man enten lidt eller slet intet laktaseenzym i sin tarm. Det betyder, at man ikke er i stand til at spalte og dermed optage laktosen (mælkesukkeret) i tyndtarmen. Laktosen passerer derfor ufordøjet videre fra tyndtarmen til tyktarmen, hvor laktosen ikke kan optages, men nedbrydes af bakterier. Det giver mavesmerter og diarré og er ubehageligt, men ikke farligt (Kilde: Astma-Allergi Danmark). Når enzymet laktase tilsættes mælk, så vil det nedbryde laktosen (mælkesukkeret) til to mere simplere sukkertyper nemlig glukose og galaktose. At de er mere simple har den betydning at menneskere med laktoseintolerance vil kunne optage dem uden gener.
Hvad består produktet egentlig af?
Økologisk højpasteuriseret fløde, salt, mælkesyrekultur, laktaseenzym.
Ingredienserne er fuldstændig de samme, som i almindeligt smør bortset fra, at der, som sagt, er tilsat laktaseenzym. Se ovenover.
Næringsstofindholdet
For at gøre det tydeligt for dig hvorvidt der er en ernæringsmæssigt forskel på, om du vælger at spise laktosefrit smør eller almindeligt smør, så har jeg valgt at sammenligne laktosefrit smør med en almindelig pakke Lurpak smør. Jeg har valgt at sammenligne med en økologisk Lurpak, da laktosefrit smør fra Naturmælk også er økologisk.
Næringsstoffer | Næringsstofindhold pr. 100 g. | Næringsstofindhold pr. 100 g. |
---|---|---|
Energi | 3014 kJ/733 kcal | 3038 kJ/739 kcal |
Fedt | 81 g | 82 g |
-Heraf mættede fedtsyrer | 52 g | 52 g |
Kulhydrat | 0,5 g | 0,7 g |
-Heraf sukkerarter | 0,5 g | 0,7 g |
Protein | 0,5 g | 0,6 g |
Salt | 1,2 g | 1,2 g |
Kilde: Naturmælk.dk og Arla.dk
Hvad betyder næringsstofindholdet for dig?
Du får lige meget fedt om du vælger laktosefrit smør eller almindeligt smør
Som du kan se, er mængden af fedt stort set den samme i laktosefrit smør og i Lurpak, hvilket betyder, at du næsten får den samme mængde kalorier.
Med et fedtindhold på 81 g fedt pr. 100 g er laktosefrit smør, ligesom almindeligt smør, en fødevare, som Sundhedsstyrelsen generelt anbefaler, at vi begrænser. Læs mere om anbefalingerne for fedt her
Du får den samme mængde “dårligt fedt” om du vælger laktosefrit eller almindeligt smør
Sundhedsstyrelsen anbefaler også, at vi begrænser indtaget af mættet fedt, da det får kolesteroltallet til at stige. Derfor betegnes mættet fedt som det dårlige fedt. Som du kan se, er mængden af mættet fedt den samme i laktosefrit smør som i Lurpak. Det betyder altså, at det ikke er sundere for dig at vælge laktosefrit smør.
Du får usunde transfedtsyrer
Selvom det ikke står deklareret, så er der transfedt i begge produkter. Transfedtsyrer findes nemlig naturligt i mælkefedt.
Transfedtsyrer er en særlig type umættede fedtsyrer, som både bliver dannet naturligt og fremstillet kunstigt. Spises transfedtsyrer i for store mængder, er det sundhedsskadeligt. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at vores indtag af transfedtsyrer er så lavt som muligt (Kilde: NNA). Ifølge flere videnskabelige undersøgelser er transfedtsyrer nemlig mere fremmende for udvikling af hjertesygdomme end mættede fedtsyrer. Transfedtsyrer mistænkes desuden for at øge risikoen for udvikling af type 2-diabetes (Kilde:Altomkost.dk).
Du får stadig sukkerarter når du spiser laktosefrit smør
Som du kan se, indeholder det laktosefri smør stadig sukkerarter. Disse sukkerarter er nu galaktose og glukose i stedet for mælkesukker. Ernæringsmæssigt så gør det groft sagt ikke den store forskel. Det betyder blot at alle nu kan optage sukkerarterne uden gener.
Alle typer smør har højt indhold af salt
Begge produkter har et højt indhold af salt, nemlig 1,2 g salt pr. 100 g
Varen er for dig som…..
- Har laktoseintolerance og oplever ubehag, når du spiser almindeligt smør. Tolerancen for laktose er individuel, men de fleste mennesker med laktoseintolerance kan tåle 7-12 g laktose ad gangen uden problemer. Det svarer til 1 ½ -2 ½ dl mælk (Kilde: Astma-allergi Danmark). Derfor tåles almindeligt smør også af de fleste med laktoseintolerance, da det, som sagt, har et lavt indhold af laktose nemlig 0,7 g pr. 100 g. I teorien ville de fleste med laktoseintolerance kunne spise et par pakker almindelig smør uden at få gener, altså ud over almindeligt ubehag ved at spise så meget fedt ad gangen;-)
Varen er ikke for dig som…
- Har mælkeallergi. Lider man af mælkeallergi, så er problemet ikke, at man mangler enzymet laktase, men at man ikke tåler mælkeproteinet. Det betyder derfor, at man heller ikke tåler laktosefri produkter. Læs mere om laktoseintolerance og mælkeallergi på Astma-Allergi Danmarks hjemmeside
- Ønsker et sundere alternativ til smør eller blandingsprodukter
- Ønsker et fedtfattigt alternativ til smør eller blandingsprodukter
- Ønsker et mere klimavenligt produkt. Uanset om det er laktosefrit smør eller almindeligt smør, så er smør en fødevare, som har en høj klimabelastning (Kilde: Concito “Her får du mest ernæring for klimaaftrykket)
- Ønsker et produkt med et meget lavt indhold af mættet fedt (dårligt fedt)
Fordele ved produktet
- Hvis man er særligt følsom overfor laktose, kan det være, at man vil opleve gener ved at spise store mængder almindeligt smør ad gangen, fx hvis man laver en hjemmelavet béarnaise med 250 g smør. Så kan laktosefrit smør være en løsning
- Det er økologisk. Det betyder, at der i mælkeproduktionen er fokus på dyrevelfærd, miljø og bæredygtighed
Ulemper ved produktet
- Højt fedtindhold
- Højt indhold af mættet fedt (dårlig fedt)
- Tilgængeligheden er ikke så stor
- Dyrt
- Smør ligger i toppen af klimapyramiden. Det betyder, at det næsten har den samme klimabelastning som oksekød. (Kilde: Concito “Her får du mest ernæring for klimaaftrykket) Læs også guiden “Sådan spiser du mere klimavenligt”
Pris
Ca. 30 kr.
Hvor kan varen købes
Nemlig.com, Føtex, Bilka og Bilkatogo.dk
Alternativer
Alternativ til et laktosefrit produkt med lidt mindre fedt og mindre mættet fedt
(Foto: Arla.dk) Laktosefri smørbar fra Arla er en blanding af laktosefrit smør og rapsolie. Fedtindholdet er lidt mindre end i det laktosefri smør nemlig 75 g fedt pr. 100 g, hvor fedtindholdet i det laktosefri smør er 81 g fedt pr. 100 g. Indholdet af rapsolie i laktosefri smørbar er med til at nedsætte mængden af mættet fedt, altså det dårlige fedt. Indholdet af mættet fedt i laktosefri smørbar er 35 g pr. 100 g, hvorimod indholdet af mættet fedt er 52 g pr. 100 g i laktosefrit smør. Det betyder altså, at du sparer dig selv for ca. en tredjedel af det mættede fedt, hvis du vælger laktosefri smørbar fremfor laktosefrit smør.
Prisen for laktosefri smørbar er generelt ca. 10 kr. billigere. Fås blandt andet på nemlig.com, i Føtex, Bilka og Bilkatogo.dk
Billigere alternativ
Hvis du har fået konstateret laktoseintolerance, men ikke rigtig har forsøgt, om du egentlig tåler almindeligt smør, som de fleste med laktoseintolerance gør, så prøv at spise almindeligt smør og se, om det medfører gener. Gør det ikke det, så kan du med fordel købe helt almindeligt smør, som udover at være billigt også er lettere tilgængeligt. Du vil kunne spare ca. 5-10 kr., også selvom du vælger økologisk.
Er det ikke vigtigt for dig, at dit smør er økologisk, hvis bare det er laktosefrit, så kan du også vælge dette laktosefri smør fra Arla (Foto: Arla.dk). Det er ofte ca. 7 kr. billigere end det økologiske laktosefri smør fra Naturmælk. Det fås blandt andet i Føtex, Bilka, Bilkatogo.dk og nemlig.com