Laktose og laktosefri produkter – hvad er det?
Der er dukket flere og flere laktosefri produkter op på hylderne i supermarkederne. Men hvad er laktose, og i hvilke madvarer findes den? Og hvad vil det egentlig sige, at produkterne er laktosefri? Få svarene her.
Hvad er laktose?
Laktose er mælkens kulhydrat, som består af to mindre sukkerstoffer (molekyler), og derfor kaldes laktose også for mælkesukker.
De to mindre sukkermolekyler er glukose og galaktose.
Vores krop er ikke i stand til at optage laktosen direkte fra tarmen. Den skal nedbrydes til de to sukkerarter, glukose og galaktose. Kroppen nedbryder laktosen i tyndtarmen ved hjælp af et enzym, der kaldes laktase. Herefter kan kroppen uden problemer optage glukose og galaktose fra tarmen og omsætte dem til energi i kroppen.
Hvem tåler ikke laktose?
Mennesker, som lider af laktoseintolerance også kaldet laktosemalabsorption, mangler enzymet laktase, hvilket betyder, at deres krop ikke er i stand til at nedbryde laktosen og optage det. Derfor opstår der i de menneskers tarm en bakteriel forgæring, som kommer til udtryk ved mavesmerter, rumlen og luft i maven og diarré. Det er helt ufarligt, men ikke særlig rart.
Læs mere her om kostråd ved laktoseintolerance.
Det er vigtigt at understrege, at laktoseintolerance og mælkeallergi ikke er det samme. Ved mælkeallergi får man en allergisk reaktion, når man spiser eller drikker noget med mælkeprotein. Det betyder, at mennesker med mælkeallergi godt kan tåle mælkesukker, og derfor vil mennesker med mælkeallergi heller ikke kunne tåle laktosefri mælk, da det indeholder mælkeprotein. Allergi og intolerance er altså ikke det samme.
Læs mere her på Allergi Danmarks hjemmeside om forskellene på mælkeallergi og laktoseintolerance
Laktose i madvarer
Laktose er som sagt mælkens kulhydrat og forekommer derfor naturligt i mælk og mælkeprodukter såsom ost, smør og yoghurt. Men da mælk og tørmælk eller ren laktose ofte tilsættes en lang række færdige madvarer, kan der også være laktose i disse produkter.
Laktose kan ”gemme” sig i mange færdigvarer, så tåler man ikke laktose, er det en god idé altid at læse ingredienslisten for at se, om varen indeholder laktose.
Se fx ingredienslisten i dette hollandaisesovsepulver:
Majsstivelse, modificeret kartoffelstivelse, vallepulver (mælk), salt, mælkesukker, gærekstrakt, sukker, aroma, surhedsregulerende middel (E330), emulgator (E471), krydderier (gurkemeje, muskatnød, hvid peber), fortykningsmiddel (E412), farvestof (E150d), tørret løg, tørret selleri, antiklumpningsmiddel (E551).
Laktoseindholdet er forskelligt
Der er forskel på, hvor meget laktose der er i de forskellige mælkeprodukter. Der er mest laktose i mælk og yoghurt og meget lidt eller kun spor af laktose i smør og ost.
Eksempler på laktoseindholdet i mælkeprodukter:
- 2 dl mælk: 9,6 gram laktose
- 2 dl yoghurt naturel: 9,4 gram laktose
- 2 dl syrnet yoghurt: 7,4 gram laktose
- 2 dl kærnemælk: 7 gram laktose
- 100 gram hytteost: 2,5 gram laktose
- 50 gram fetaost: 0,3 gram laktose
- 1 skive skæreost (20 gram): spor af laktose
- Mange smelteoste: spor af laktose
- Skimmeloste: spor af laktose
- Skæreost: spor af laktose
- Rugbrød: spor af laktose
(Kilde: sundhed.dk )
Det er individuelt, hvor meget laktose hver enkelt person kan tåle, men de fleste kan tåle op til 5 g laktose pr. 100 g mad uden at få gener, og ofte tåles endnu mere.
Hvad er laktosefri produkter?
Laktosefri produkter produceres ofte ved, at noget af laktosen fjernes fx fra mælk, hvorefter det tilsættes laktase, således at laktosen bliver nedbrudt til glukose og galaktose, så kroppen kan optage det uden gener.
Hvis en vare skal betegnes og mærkes som “laktosefri”, må den maksimalt indeholde 0,01 g laktose per 100 g. Fødevarer kan ifølge Fødevarestyrelsen mærkes med “lav laktose” eller ”laktosefattig”, hvis de maksimalt indeholder 1 g laktose pr. 100 g. (kilde: Fødevarestyrelsen )
Hvem har glæde af laktosefri produkter?
Som udgangspunkt er de laktosefri produkter fremstillet til mennesker med laktoseintolerance, da de som sagt mangler laktase til at nedbryde laktosen. Dermed ikke sagt, at mennesker, som tåler laktose, ikke kan spise dem. Det kan de sagtens, men der er bare ikke nogen sundhedsmæssig gevinst ved de laktosefri varer, da den eneste forskel på laktosefri og “almindelige produkter” er, at noget af laktosen i de laktosefri produkter er fjernet, hvor resten blot er nedbrudt til glukose og galaktose. Indholdet af næringsstoffer er stort set det samme, og prismæssigt så er de laktosefri varer ofte et dyrere valg end de almindelige.
Læs også artiklen: Er laktosefri produkter et sundere valg?