Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in posts
Search in pages
brev
fodevare
vidste_du_at

Laktosefri varer – hvad er fordelene og ulemperne?

Af Birgitte Mie Hansen, klinisk diætist.

Foto: Arla.dk

Laktosefri varer – hvad er fordelene og ulemperne?

Der er dukket flere og flere laktosefri produkter op på hylderne i supermarkederne. Men hvad vil det egentlig sige at produkterne er laktosefri? Hvad er fordelene og ulemperne ved de laktosefri produkter? Hvem har glæde af dem? Og er de egentlig sundere? Få alle svarene her.

 

Hvad er laktose og laktosefri produkter?

Laktose er det sukker, som findes naturligt i mælk, dvs. mælkesukker. Så når vi her taler om laktosefri produkter, så er det produkter, der som udgangspunkt indeholder laktose, men hvor laktosen er fjernet. Den mest brugte metode til at lave laktosefrie produkter er at tilsætte enzymet laktase til mælken. Laktasen vil så nedbryde laktosen til to mere simple sukkertyper nemlig glukose og galaktose. At de er mere simple, har den betydning, at mennesker med laktoseintolerance vil kunne optage dem uden gener. Udover at tilsætte laktase så filtrerer nogle producenter også deres mælk således at noget af mælkesukkeret fjernes. Denne metoder benytter fx Arla, hvorved de fjerner 40 % af mælkesukkeret fra mælken (Kilde: Arla.dk)

 

Produkter som er naturligt fri for laktose

Udover de laktosefri produkter, så findes der selvfølgelig også produkter, som er naturligt fri for laktose fx produkter, som er fremstillet af soja. Har man laktoseintolerance og derfor vælger helt at udelukke mælkeprodukter, også de laktosefri, så skal man være opmærksom på fx at få kalk nok. Vi danskere får nemlig dækket 60 % af vores kalkindtag fra mælkeprodukter. Det kan afhjælpes ved at spise et par skiver ost dagligt (indeholder stort set ingen laktose) og evt. vælge planteprodukter fx sojadrik, hvor der er tilsat kalk. Alternativt kan man supplere med en kalktablet. Læs mere her om kostråd ved laktoseintolerance.

 

Hvem har glæde af laktosefri produkter?

Som udgangspunkt er de laktosefri produkter fremstillet til mennesker, som lider af laktoseintolerance også kaldet laktosemalabsorption. Når man har laktoseintolerance, betyder det, at man har en nedsat evne til at fordøje laktose, dvs. mælkesukkeret. Laktoseintolerance betyder, at kroppen producerer for lidt af enzymet laktase, der skal til for at fordøje mælkens laktose. Hvis kroppen ikke producerer nok laktase til den spiste mængde laktose, vil laktosen ikke kunne fordøjes ordentligt. Det giver mavesmerter, oppustethed og diarré. Og her er det vigtigt at slå fast, at laktoseintolerance og mælkeallergi ikke er det samme. Ved mælkeallergi får man en allergisk reaktion, når man spiser eller drikker noget med mælkeprotein. Det betyder, at mennesker med mælkeallergi godt kan tåle mælkesukket, og derfor vil mennesker med mælkeallergi heller ikke kunne tåle laktosefri mælk da det indeholder mælkeprotein. Allergier og intolerance er altså ikke det samme. Læs mere her på Allergi Danmarks hjemmeside om forskellene på mælkeallergi og laktoseintolerance 

 

Hvad er fordelene ved laktosefri produkter

For at gøre det tydeligt for dig, hvad fordelene ved laktosefri produkter kan være, har jeg listet dem her:

  • At de ikke giver gener for mennesker, som ikke tåler laktose
  • At de indeholder fuldstændig de samme gavnlige vitaminer og mineraler, som almindelige mælkeprodukter fx kalk.
  • At de indeholder næsten den samme mængde kalorier, fedt, protein og kulhydrat
  • Kan fås i mange almindelige butikker

 

Hvad er ulemperne ved laktosefri produkter

For at bedre kunne træffe din beslutning så får du også ulemperne ved laktosefri produkter. Listen med ulemperne er dog primært mest relevant for dig, som ikke har laktoseintolerance, men blot overvejer produkterne i sundhedens tegn. Har man laktoseintolerance, så kan det jo være nødvendigt at vælge produkterne uanset ulemperne.

  • Der er få producenter på det danske marked, hvilket gør konkurrencen lille og dermed ofte giver en højere pris. De tre største producenter som præger det laktosefri marked er Arla, Thise og Naturmælk.
  • Produkterne er ofte dyrere
  • Lille udvalg af økologiske laktosefri produkter. Kun to ud af Arlas 18 produkter er økologiske. Thise har fem økologiske laktosefri produkter ud af seks laktosefri produkter
  • Lille udvalg af laktosefri produkter med Nøglehulsmærket. To af Arlas 18 produkter er nøglehulsmærkede, og tallet er to ud af seks produkter hos Thise
  • Udvalget er blevet langt større end tidligere, men ikke stort nok. Det betyder, at man kan være nødsaget til at vælge en federe variant fx inden for yoghurt eller creme fraiche end Sundhedsstyrelsen anbefaler, fordi der ikke findes et alternativ

 

Er de laktosefri produkter et sundere valg?

Som klinisk diætist oplever jeg ofte at blive spurgt, om det er sundere at vælge laktosefri varer frem for almindelige varer. Og her er mit svar altid, at det som udgangspunkt kun er “sundere” eller bedre at vælge laktosefri produkter, hvis man ikke tåler laktose for at undgå gener.

For at gøre det mere tydeligt for dig, hvori de næringsmæssige forskelle ligger, giver jeg dig her fire eksempler, hvor jeg sammenligner en laktosefri mælk, yoghurt, smør og creme fraiche med en almindelig variant. Jeg vælger at sammenligne den laktosefri variant med en almindelig variant, som er nøglehulsmærket, da det som udgangspunkt er den varetype, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi går efter.

NæringsstofindholdNæringsstofindhold pr. 100 gNæringsstofindhold pr. 100 g

Pris ca. 12,50 kr.

Pris ca. 8,50 kr.
Energi125 kJ/30 kcal154 kJ/36 kcal
Fedt0,5 g0,4 g
-Heraf mættede fedt0,3 g0,3 g
Kulhydrat2,7 g4,7 g
-Heraf sukkerarter2,7 g4,7 g
Protein3,6 g3,5 g
Salt0,07 g0,11 g

Kilde: Arla.dk og coop.dk

Som du kan se her, er den største forskel, at du får en smule færre kalorier, hvis du drikker laktosefri mælk i stedet for en “almindelig” minimælk. Det skyldes, som sagt, at 40 % af laktosen (mælkesukkeret) er blevet fjernet fra den laktosefri mælk. Men ellers er der ikke den store forskel.

NæringsstofferNæringsstofindhold pr. 100 gNæringsstofindhold pr. 100 g

Pris ca. 23 kr.

Pris ca. 19 kr.
Energi246 kJ/58 kcal

254 kJ/60 kcal
Fedt0,5 g0,5 g
-Heraf mættede fedt0,3 g0,3 g
Kulhydrat8,9 g9,1 g
-Heraf sukkerarter8,3 g8,6 g
Protein4,5 g3,9 g
Salt0,07 g0,10 g

Kilder: Naturmælk.dk og Arla.dk

Uanset om man tåler laktose eller ej, så er den største udfordring ved frugtyoghurt rent sundhedsmæssigt, at der som udgangspunkt er tilsat meget sukker. Ifølge Sundhedsstyrelsen så må en frugtyoghurt kun indeholde 4 g sukker pr. 100 g for at kunne få Nøglehulsmærket. Det har jeg ikke fundet hverken en laktosefri eller almindelig yoghurt, som lever op til. Det bedste bud inden for laktosefri frugtyoghurt er ovenstående, som lever op til anbefalingerne for fedt. Jeg har så fundet en almindelig A-38 med frugt med Nøglehulsmærket, som kunne være et godt bud, hvis man tåler laktose og leder efter en frugtyoghurt.

Som du kan se, er der ingen nævneværdig forskel på kalorieindholdet af de to produkter. Sukkerindholdet er over dobbelt så højt som anbefalet i begge varianter. Generelt er der heller ikke her særlig stor forskel på næringsindholdet af de to produkter.

Den laktosefri yoghurt fra Naturmælk kan købes i Netto, Føtex, Bilka og Bilka.dk

NæringsstofferNæringsstofindhold pr. 100 gNæringsstofindhold pr. 100 gNæringsstofindhold pr. 100 g

Pris ca. 9 kr. for 200 g

Pris ca. 14 kr. for 400 g

Pris ca. 16 kr. for 500 g
Energi672 kJ/162 kcal457 kJ/110 kcal337 kJ/81 kcal
Fedt15 g9 g5 g
-Heraf mættede fedt9,6 g 5,7 g3,2 g
Kulhydrat3,8 g3,4 g3,4 g
-Heraf sukkerarter3,1 g3,4 g3,4 g
Protein3,0 g3,2 g4,8 g
Salt0,080,1 g0,11

Kilde: Arla.dk

Jeg har kun fundet to laktosefri creme fraicher på markedet nemlig den ovenstående fra Arla og så en fra Thise. Den fra Thise er dog en 18 %, hvilket betyder at den ligger endnu længere væk fra Sundhedsstyrelsens anbefaling om max 5 % fedt i en creme fraiche. Ergo, har du ikke laktoseintolerance, så anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du går efter creme fraiche 5 %, dvs. ovenstående fra Cheasy, da der ikke p.t. findes andre. Men tåler du ikke laktose, så er ovenstående fra Arla p.t. bedste bud, velvidende at produktet indeholder tre gange så meget fedt og mættet fedt, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

NæringsstofferNæringsstofindhold pr. 100 gNæringsstofindhold pr. 100 g

Pris ca. 24 kr.

Pris ca. 23 kr.
Energi3038 kJ/739 kcal3038 kJ/739 kcal
Fedt82 g82 g
-Heraf mættede fedt54 g52 g
Kulhydrat0,7 g0,7 g
-Heraf sukkerarter0,7 g0,7 g
Protein0,6 g0,6 g
Salt1,2 g1,2 g

Kilde: Arla.dk

Som du kan se i skemaet, får du den samme mængde fedt, mættet fedt (det dårlige fedt) og kalorier, om du vælger det ene eller det andet produkt. Forskellen er kun, at der er anvendt laktosefri fløde til at lave det laktosefri smør. Derfor er der heller ikke her en sundhedsmæssigt effekt ved at vælge laktosefrit smør, hvis du tåler den almindelige. Faktisk så har almindeligt smør et lavt indhold af laktose (0,7 g/100 g) og kan derfor anvendes i mindre mængder af de fleste mennesker med laktoseintolerance.

 

Så igen, hvis vi lige skal samle op, så er der ikke nævneværdig ernæringsmæssig forskel på næringsstofindholdet i laktosefri produkter sammenlignet med de almindelige varianter. Dermed sagt, så er det ikke sundere for dig at vælge laktosefri produkter, med mindre du ikke tåler laktose. Tåler du laktose, så er det både billigere og nemmere at gå efter de almindelige produkter. Herudover så vil du også kunne vælge nøglehulsmærkede produkter, som generelt er mere fedtfattige end de laktosefri produkter, og du vil også have muligheden for at vælge økologiske produkter, hvis dette er vigtigt for dig.