Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in posts
Search in pages
brev
fodevare
vidste_du_at

Limabønner (butterbeans)

Af Birgitte Mie Hansen, klinisk diætist.

Foto: Coop.dk

Limabønner (Butterbeans)

Fokuspunkter

  • Bønnerne er udblødte, kogte og klar til brug
  • Det er store, faste bønner, som ikke bliver melede
  • Limabønner egner sig godt i fx gryderetter, salater eller som et nærende mellemmåltid for små børn, som de selv let kan spise.
  • Bønnerne er økologiske, hvilket bla. mindsker risikoen for rester af sprøjtegifte
  • Bønnerne har det europæiske økologimærke
  • Har også Nøglehulsmærket og lever derfor op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for sukker, fedt, salt og kostfibre
  • Bønnerne indeholder intet fedt, men mættende fibre og proteiner
  • Limabønner indeholder mange af B-vitaminerne samt mineralerne kalium, fosfor, zink og jern
  • Limabønner indeholder den samme mængde jern som oksekød
  • Bønner og andre bælgfrugter har et klimaaftryk som er næsten 50 gange lavere end oksekød
  • Bønnerne stammer fra Kina, men produktet er produceret i Italien
  • Bønnerne er i karton som er et bedre kemivalg end dåser
  • Koster 12 kr. for 230 g. Til sammenligning kan du købe 400 g økologiske tørrede limabønner til 20 kr., som giver 1 kg kogte bønner

 

Produktets særlige egenskab og anvendelse

Det særlige ved produktet er, at bønnerne er klar til brug. Væsken i bøtten skal dog hældes fra, og bønnerne skal skylles med vand.

Til sammenligning skal tørrede bønner først lægges i blød 10-12 timer for at fjerne giftstoffet lektin for herefter at koge i ca. 45-60 min.

Limabønner er store og faste bønner, som ikke bliver melede. De er derfor utroligt nemme at bruge til mange retter fx som mættende fyld i salater, wraps og gryderetter. De kan også med fordel blendes til humus eller ristes på panden og bruges som drys i supper. De er også utroligt velegnede som et nærende mellemmåltid for små børn, som de selv let kan spise.

 

Hvad består produktet egentlig af?

Økologiske limabønner, vand, salt.

 

Næringsstofindholdet

For at gøre det tydeligt for dig, hvori nogle af de næringsmæssige forskelle ligger på kød og bælgfrugter, vælger jeg at sammenligne limabønnerne med en pakke hakket oksekød (8-12 %). Fordi tørrede bønner optager meget vand, når de ligger i blød og bliver kogt, så ændres deres næringsstofindhold sig en del, og derfor vælger jeg også at vise dig næringsstofindholdet i tørrede limabønner

NæringstofferNæringsstofindhold pr. 100 g.Næringsstofindhold pr. 100 g.Næringsstofindhold pr. 100 g.
Energi386 kJ / 92 kcal1.360 kJ/ 320 kcal718 kJ/172 kcal
Fedt0,5 g2,7 g10 g
-Heraf mættet fedt0,1 g0,4 g4,1 g
Kulhydrat13,2 g44 g0,5 g
-Heraf sukkerarter0,6 g3,6 g0,0 g
Kostfibre6,4 g18 g0,0 g
Protein6,7 g21 g20 g
Salt0,47 g0,02 g0,2 g
Kilde: Næringsdeklaration på produkterne

 

Hvad betyder næringsstofindholdet for dig?

Du får næsten den halve mængde kalorier

En af de markante forskelle på de tre produkter er indholdet af kalorier. Det skyldes, at bælgfrugter optager meget vand, når de ligger i blød og bliver kogt. Man taler her om, at bælgfrugter har en ”vægtændringsfaktor” på 2,5, hvilket betyder, at 100 g tørrede bønner bliver til 250 g efter kogning (Kilde: DTU Fødevareinstitut ). 

Men det betyder altså, at du næsten får den halve mængde kalorier, hvis du vælger at spise 100 g kogte bælgfrugter i stedet for hakket oksekød. 

 

Du får næsten intet fedt og slet intet dårligt fedt

En anden markant forskel på limabønnerne og hakket oksekød er indholdet af fedt. Som du kan se i skemaet, får du kun 0,5 g fedt pr. 100 g, hvis du spiser limabønner, hvorimod du får 10 g fedt pr. 100 g, hvis du spiser hakket oksekød, altså 20 gange så meget fedt. Sundhedsmæssigt så har det nok den største betydning, at limabønner ikke indeholder mættet fedt, som også kaldes det dårlige fedt, som fx hakket oksekød kød gør. Læs mere om anbefalingerne for mættet fedt.

 

Fibre og protein giver dig mæthed

Som du kan se i skemaet, indeholder bælgfrugter kostfibre, som kød ikke gør. Kostfibre har mange sundhedsmæssige fordele, blandt andet giver de dig en langvarig mæthed og stabilt blodsukker.

 

Du får færre proteiner, end havde du spist hakket oksekød

En af grundene til at jeg valgte at tage de tørrede bønner med i sammenligningsskemaet, var for at vise dig, at tørrede limabønner og bælgfrugter generelt har det samme høje proteinindhold som kød og derfor er et godt proteinrigt vegetabilsk alternativ til kød. Men fordi bælgfrugter som sagt optager meget vand ved iblødsætning og kogning, så “udlignes” proteinindholdet, så det dermed ikke er så højt, når man spiser dem kogte. Læs mere

Generelt så spiser vi danskere langt mere protein end vi har brug for. I gennemsnit spiser vi 1,1 g protein x vores vægt, hvor vores behov er 0,8 g protein x vægt (Kilde:Danskernes kostvaner 2011-2013). Så uden at læne mig op af noget videnskabeligt vil jeg ikke vurdere, at vi ernæringsmæssigt vil komme i underskud for protein, hvis vi helt eller delvist udskrifter vores kød med vegetabilske proteinkilder som fx bælgfrugter

 

Varen er for dig, som ønsker…..

  • En bønne, der er fast, ikke bliver melet og dermed er let at bruge til mange retter
  • En bønne, der er klar til brug, fordi den ikke kræver udblødning og kogning
  • Kogte limabønner, der ikke risikerer at indeholder problematiske stoffer fra dåser. Læs længere nede
  • Et jernholdigt alternativ til kød, fordi du spiser lidt eller intet kød. Se længere nede
  • En sund og næringsrig fødevare, der er velegnet til både børn og voksne
  • En proteinholdig fødevare, der er mere klimavenlig end kød. Se længere nede
  • Et produkt, der er naturligt glutenfrit
  • Ikke at bekymre sig om eventuelle sprøjtemidler. Idet produktet er økologisk, er risikoen lille. Læs mere nedenfor

 

Varen er ikke for dig, som ønsker…

  • Den billigste løsning af tørrede bønner. Gør du det, så vælg tørrede bønner, som du selv sætter i blød og koger. Se under “Alternativer” 
  • En bælgfrugt, der let koger ud og derfor egner sig godt som fortykner. Gør du det, så vælg fx gule eller røde linser 
  • Et produkt, der er let at få fat i. Limabønner er ikke den mest gængse bælgfrugt. Det er nok snarere hvide bønner eller kidneybønner. Og det er også lettere at få fat i kogte bønner på dåse end karton.

 

Fordelene ved produktet

  • Karton er bedre kemivalg end dåse. Kogte limabønner findes også på dåse. Mad på dåse kan dog indeholde problematiske stoffer, der stammer fra dåsens inderside, som kan gå over i fødevaren. Derfor anbefaler Forbrugerrådet Tænk, at man fravælger dåser, hvor man kan. 
  • Lille risiko for rester af sprøjtemidler. Produktet har det europæiske økologimærke , fordi det er færdigpakket i EU og ikke i Danmark. Men økologireglerne er de samme i EU. At bønner er økologisk produceret betyder blandt andet, at der er en lav risiko for eventuelle rester af sprøjtemidler. Læs mere
    DTU’s fødevarekontrol har flere gange fundet rester af sprøjtemidler i konventionelle bælgfrugter. Det er dog ikke alle typer bælgfrugter, som er testet, og der er ikke lavet nogle test på økologiske bælgfrugter. Derfor kan det være vanskeligt at vurdere, om man er helt fri for sprøjtemiddelrester, hvis man vælger økologiske frem for konventionelle bælgfrugter. Det eneste, man som forbruger har at læne sig op af, er det faktum, at der ikke må bruges sprøjtemidler i økologisk landbrug, og derfor viser DTU’s årlige fødevarekontroller generelt også en minimal risiko for rester af sprøjtemidler, når man vælger økologiske frem for konventionelt fremstillede fødevarer. (Kilde: DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen i 2018, rapport “Pesticider i fødevarer 2017). Er bønnerne til børn, så er det hensigtsmæssigt at vælge økologiske bønner, da eventuelle rester af sprøjtemidler har vist sig specielt at have en negativ sundhedsmæssig effekt på børn.
  • Lav klimabelastning. Bønner, ærter, linser og andre bælgfrugter har en klimabelastning, som er næsten 50 gange lavere end oksekød (Kilde: Tabel over fødevares klimaaftryk)
  • Fedtfattigt, fiberrigt og fuldt af vitaminer. Ernæringsmæssigt så har bælgfrugter en rigtig god sammensætning, fordi de er fedtfattige, samtidig med at de indeholder mættende fibre og proteiner. Desuden er limabønner kilde til flere af B-vitaminerne samt mineralerne kalium, fosfor, zink og jern. (Kilde: Den amerikanske fødevaredatabase, USDA)
  • God kilde til jern.  Kogte limabønner indeholder nemlig den samme mængde jern pr. 100 g som hakket oksekød nemlig 2,3 g (Kilde: Den amerikanske fødevaredatabase, USDA og Fridafood) Der findes to typer af jern, nemlig hæm og non-hæmjern. Læs mere
    Hæmjern er den type jern, som vores krop optager bedst. Den findes primært i kød. Korn, grøntsager og bælgfruger indeholder non-hæmjern. Vælger man helt eller delvist at begrænse kød, er det derfor godt at gå efter vegetabilske produkter med meget jern, såsom disse limabønnerne.
  • Nøglehulsmærket.er Miljø- og Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke. Det er din garanti for, at produktet lever op til de fastsatte kriterier for fedt, salt, sukker og kostfibre.

 

Ulemper ved produktet

  • Oprindelse. Bønnerne stammer fra Kina, men er produceret i Italien
  • Dyrere end tørrede bønner. Denne karton med kogte limabønner (230 g drænet vægt) koster 12 kr., hvorimod en pose økologiske tørrede limabønner fx fra mærket Levevis koster ca. 20 kr. for 400 g. Se længere nede.

 

Pris

12 kr. for en pakke med 230 g bønner, drænet vægt

 

Hvor kan varen købes

365 økologimærket er Coops eget og sælges primært i Fakta og på coop.dk

 

Alternativer

Et billigere alternativ

Hvis du gerne vil have et billigere alternativ til dem på karton eller dåse, så køb den tørrede udgave af limabønner, udblød dem i 10-12 timer, kog dem i 45-60 min., og kom dem herefter i små poser/bøtter i fryseren. Så har du hurtigt færdige bønner, som du blot kan tilsætte fx en gryderet eller overhælde med kogende vand i et øjeblik, og så er de klar til at blendes til en humus eller komme i en salat.

(Foto:Bilkatogo.dk) De billigste tørrede limabønner, jeg umiddelbart har set, er disse fra Levevis (indsæt billede) til 20 kr. De kan kun købes i Føtex, Bilka og Bilkatogo. Ellers ligger prisen på 400 g tørrede, økologiske bønner omkring 30-50 kr.

Bælgfrugter har som nævnt ovenfor en vægtøgningsfaktor på 2,5, hvilket betyder, at med eksempelvis limabønnerne fra Levevis, så vil posen på 400 g tørrede bønner give dig 1 kg kogte bønner for 20 kr. Til sammenligning vil du kun få 230 g kogte limabønner for 12 kr., hvis du køber disse i karton.

 

 

[