Fotos:Fødevareguiden
Mellemmåltider til voksne
Du har nok hørt, at det er en god ide at spise mellemmåltider, og det kan det sørme også være. Men der er ingen naturlov, for vi har alle sammen forskellige spisevaner, så det er ikke alle, der oplever, at de giver mening.
Vores erfaring er dog, at et mellemmåltid om eftermiddagen for de fleste er en virkelig god ide, fordi der for mange typisk går 5-7 timer mellem frokost og aftensmad, hvilket er lang tid at gå uden mad. Det betyder nemlig, at blodsukkeret falder, og risikoen for at spise noget sødt eller overspise til hovedmåltidet stiger markant.
Formålet med mellemmåltider er, at de skal:
- Tage toppen af sulten og sørge for, at du ikke bliver alt for sulten og drænet for energi mellem hovedmåltiderne
- Sikre dig et stabilt blodsukker, som mindsker risikoen for, at du spiser noget sødt eller overspiser til hovedmåltiderne
- Sikre, at du får de madvarer, du ikke får eller ikke får nok af til hovedmåltiderne. Det kan fx være frugt og grønt. Det kan nemlig være svært at spise 600 gram frugt og grønt fordelt på tre hovedmåltider
Men hvor meget og hvad skal et mellemmåltid så bestå af?
Ja, det er faktisk ret individuelt, hvor meget mad (og hvor mange kalorier) et mellemmåltid bør bestå af, fordi det kommer an på dit køn, vægt, alder og aktivitetsniveau.
For de fleste voksne, som er fysisk aktive et par gange om ugen og ønsker at holde vægten, så vil et mellemmåltid omkring 150-250 kcal være passende.
Ønsker du derimod et vægttab, så vil et mellemmåltid mellem 100-150 kcal være passende.
Hvad er et optimalt mellemmåltid?
Som udgangspunkt er det godt at tænke i, at et mellemmåltid skal indeholde noget kulhydrat, noget protein og lidt fedt.
Du får her tre forslag til mellemmåltider, som hver er ca. 200 kcal
2 stk. fiberknækbrød med 30+ ost (4o g ost i alt) og agurk
1 Cultura med knas
17 mandler og 1 lille banan (ca 30 g)