Morgenmadsprodukter: Sådan vælger du de sundeste til dit barn

Af Birgitte Mie Hansen, klinisk diætist.

Foto: Shutterstock

Morgenmadsprodukter: Sådan vælger du de sundeste til dit barn

Du har nok allerede bemærket, at de morgenmadsprodukter, som markedsføres direkte til børn, fx Coco Pops og Frosties, ofte indeholder så meget sukker, at de bør betragtes som dessert. 

Som forældre kan disse produkter let skabe lidt af et dilemma, da netop mange børn  vil foretrække disse søde og farvestrålende produkter, hvorimod vi voksne helst ser, at de undgår dem for sundhedens skyld.

Men er der slet ikke nogle af disse “børneprodukter”, som ernæringsmæssigt er okay for børn at spise? 

Det har Fødevareguiden forsøgt at finde ud af ved at kigge på 19 forskellige produkter, som er at finde i de mest gængse fysiske og online supermarkeder. 

Du kan derfor se her, hvilke 16 som ikke levede op til Fødevarestyrelsens anbefalinger, og hvilke 3 produkter som gjorde. 

 

Hvor meget fedt, salt, sukker og fibre må morgenmadsprodukter indeholde?

Den letteste måde at hurtigt finde frem til de morgenmadsprodukter, som lever op til Fødevarestyrelsens anbefalinger for fedt, sukker, salt og fibre, er at gå efter Nøglehulsmærket .

Nøglehulsmærket er Miljø- og Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke for fødevarer. Læs mere om mærket i guiden “ti fødevaremærker som er gode for dig at kende”. Her kan du også læse om Fuldkornsmærket, som også er godt at gå efter.

Du kan også blot vælge at vende produktet om og se på næringsdeklarationen, hvor Fødevarestyrelsen har opsat følgende retningslinjer for næringsstofferne pr. 100 g

 


Fedt: Max 8 g fedt


Sukker: Max 9 g tilsat sukker og 13 g sukker i alt


Kostfibre: Min. 6 g


Salt: Max 1 g


Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet, “Bekendtgørelse om anvendelse af Nøglehulsmærket på fødevarer m.v.”

 

Kostfibre giver dit barn lang mæthedsfølelse og god koncentration

Som du kan se i ovenstående, er kostfibre det eneste, hvor anbefalingen lyder på “mindst”, dvs. jo flere desto bedre. Kostfibrene er nemlig helt afgørende for, hvor lang tid morgenmadsproduktet mætter dit barn. Jo flere fibre desto mere mæthed og stabilitet i blodsukkeret, som er medvirkende til, at dit barn vil føle sig mæt og godt tilpas længe, hvilket er en forudsætning for en god koncentrationsevne. Kostfibrene er også med til at sikre en god fordøjelse hos dit barn. 

 

Børn under to år behøver ikke så mange fibre

Anbefalingen for fibre er dog lidt forskellig alt afhængig af, hvor gammelt dit barn er. Det skyldes, at den mættende effekt, som fibre har, ikke er hensigtsmæssig for små børn, da de har brug for meget energi for at kunne vokse meget. Derfor dur det ikke at fylde deres lille mavesæk op med mad, der giver alt for meget mæthed. 

Det betyder, at morgenmadsprodukter uden for mange fibre er okay, hvis dit barn er under to år. Her er det vigtigste, at produktet har så lidt sukker og salt som muligt. 

Læs mere om anbefalingen for fibre til børn under to år

 

Hold godt øje med saltindholdet

Salt er nok ikke det første, man tænker på, når man står og skal vælge morgenmadsprodukter. Men udover sukker, så kan saltindholdet faktisk også være temmelig højt i morgenmadsprodukter.

Fx så indeholder klassiske cornflakes 1,13 g salt pr. 100 g. Til sammenligning så indeholder saltede peanuts 1,1 g salt pr. 100 g. 

Går du efter Nøglehulsmærket, så vil du få produkter som max indeholder 1 g salt pr. 100 g. Sundhedsmæssigt så er 1 g salt pr. 100 g stadig for meget, når det kommer til børn, da de kun tåler halvdelen af det, som voksne tåler. Og Nøglehulsmærket er netop lavet til voksne og ikke børn, og derfor svarer de 1 g salt pr. 100 g også bedre til voksne end børn.

Ergo så er det allerbedste, at du kigger på næringsdeklarationen og finder et produkt, hvor saltindholdet også er så lavt som muligt.

 

Højt sukker og saltindhold i de fleste af produkterne 

Fødevareguiden har som sagt fundet frem til morgenmadsprodukter, som har været at finde i de gængse supermarkeder og fandt frem til 19. Du kan nedenfor i skemaet se, hvilke 19 produkter det var og se, hvordan indholdet af sukker, fedt, salt og sukker var i produkterne. Da sukkerindholdet rent sundhedsmæssigt er den største problematik i morgenmadsprodukter, er produkterne listet således, at de med højst sukkerindhold står øverst og derefter i faldende vægt. Læs mere

Produktnavn og firmaSukker
Max 9 g tilsat, 13 g sukker i alt pr. 100 g
Fedt
Max 8 g pr. 100 g
Kostfibre
Min. 6 g pr. 100 g
Salt
Max 1 g pr. 100 g
Frosties, Kellogg´s37 g0,6 g2,0 g0,83 g
Kalles kakao knas, vores35 g4,2 g?0,02
Smacks,Kellogg´s34 g1,6 g5,0 g0,02
Honey monster Guldkorn, Guldkorn29 g2,3 g5,4 g0,01 g
Honey bsss pop´s ,Kellogg´s27 g1,1 g4,0 g0,83 g
Lion, Nestlé,27 g5,6 g6,5 g0,45 g
Honey bees, Coop27 g3,0 g6,2 g0,01 g
Cocopops crunchers, OCOPOPS, Kellogg´s 27 g2,5 g5,0 g0,78 g
Unicorn fruit loops, Kellogg´s25 g3,5 g3,5 g1,13 g
Nesquick chokoladekugler, Nestlé29, 91,9 g8,9 g0,42 g
Coco pops, Kellogg´s17 g1,9 g3,0 g0,63 g
Alphabet, morgenmad, Nestlé14,9 g2,1 g9,8 g0,43 g
Fruity stars, økologisk, MÄT14 g1,6 g6,7 g0,35 g
Kakaopuder, økologisk, MÄT13,5 g3,3 g8,8 g0,34 g
Hoop, Coop10 g3,9 g12 g0,62 g
Oat Hoops, økologisk, Urtekram9,5 g4,4 g7,1 g0,85 g
Havre Minifras, Quaker9,2 g5,4 g10 g0,9 g
Corn flakes, Kellogg´s8,0 g0,9 g3,0 g1,13 g
Rice krispies, Kellogg´s7,9 g1,2 g2,0 g1,0 g

 

Disse tre produkter lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Som du kunne se i skemaet, lå sukkerindholdet i størsteparten af produkterne langt over de anbefalede max 9 g tilsat sukker, nemlig mellem 15-37 g sukker pr. 100 g. Men der var tre produkter, som alle levede op til 

Sundhedsstyrelsens anbefalinger for næringsstofindhold, og derfor også alle havde Nøglehulsmærket, og det var disse:

(Foto:Coop.dk) Minifras fra Quaker. De koster ca. 39 kr. 

Sukkerindholdet er 9,2 g, kostfiberindholdet 10 g og saltindholdet 0,9 g pr. 100 g.

De har både Nøglehulsmærket og Fuldkornsmærket. De findes ikke i en økologisk variant.

 

(Foto: Urtekram.dk) Økologiske Oat Hoops fra Urtekram. Kan købes i mange butikker fx Irma, Brugsen, helsekostforretninger mfl. De koster ca. 38 kr.

Sukkerindholdet er 9,5 g, kostfiberindholdet 7,1 g og saltindholdet 0,85 g pr. 100 g. 

Produktet har Nøglehulsmærket

 

(Foto: Coop.dk) Hoops er Coops eget mærke og kan derfor primært købes i Superbrugsen, Kvickly, Fakta og Coop.dk. De koster ca. 21 kr. Sukkerindholdet er 10 g, kostfiberindholdet 12 g og saltindholdet 0,62 g pr. 100 g. 

De har både Nøglehulsmærket og Fuldkornsmærket. De findes ikke i en økologisk variant.

 

Som du måske har bemærket, så har alle produkterne et sukkerindhold, som ligger over 9 g sukker pr 100 g, som er den maxgrænse, der er sat for tilsat sukker i morgenmadsprodukter. Det skyldes, at den samlede mængde sukker, både tilsat og naturligt, max må være 13 g pr. 100 g. Så her må vi antage, at den tilsatte mængde sukker i form af fx almindeligt raffineret sukker max udgør 9 g pr. 100 g, og den øvrige andel sukker må udgøres af naturligt sukker som fx stammer fra hvedestivelse.

 

Brug de søde produkter som sødt drys

Selvom de sukkersødede produkter rent sundhedsmæssigt ikke bør udgøre et helt morgenmåltid, hverken hos børn eller voksne, så kan de sukkersødede produkter  dog sagtens have sin berettigelse, nemlig som et sødt drys i stedet for sukker. Det kunne fx være et par få skefulde honningristet mysli eller Coco Pops som topping på eksempelvis yoghurt naturel, en skål havregryn eller fuldkornsflakes med mælk. Ernæringsmæssigt så er det stadig et fornuftigt morgenmåltid og måske netop det, som gør at morgenmaden bliver spist.