Foto: Rema 1000
Første gang publiceret i oktober 2020 og redigeret i oktober 2022
Økologisk karry grønt
Fokuspunkter
- Økologisk grøntsagsblanding med karry
- Kan tilsættes fløde eller kokosmælk og evt. kylling, fisk eller kød for hurtigt at udgøre et måltid
- Grøntsagsblandingen består udelukkende af fiberrige grove grøntsager
- Har et lavt fedtindhold, men en smule højere saltindhold end Fødevarestyrelsen anbefaler
- Forhandles udelukkende i Rema 1000
- Med en pris på 14,95 kr. lægger produktet i den billige ende
- Produktet er en ud af fem varianter af Rema 1000’s økologiske grøntsagsblandinger med smag
Produktets særlige egenskab og anvendelse
Grøntsagsblandingen er økologisk og krydret med karry. Det betyder, at grøntsagerne hurtigt kan udgøre et måltid ved at tilsættes fx fløde eller kokosmælk og eventuelt fisk, kød eller fjerkræ.
Fødevaremærker
Det danske Ø-mærke
Økologisk produktion med højt fokus på dyrevelfærd, begrænsning af tilsætningsstoffer, fødevarer dyrket uden eller med meget få naturlige sprøjtemidler, ingen syntetiske sprøjtemidler er tilladt, intet kunstigt sukker og ingen GMO (gensplejset foder)
Europæiske Ø-mærke
Mærket indikerer, at der er fælles økologiregler i hele EU, hvilket er din garanti, hvis du køber økologisk i et andet EU-land.
Varefaktamærket
Mærket er på mad, hvor varedeklarationen er udvidet og har fået et ekstra tjek i forhold til normalt. Det betyder, at du som forbruger præcis får at vide, hvad der er i maden og samtidig kan have tillid til, at den viden er korrekt.
Hvad består produktet egentlig af?
20 % økologiske babykarotter*, 20 % økologiske gule gulerødder i strimler*, 20 % økologiske blomkålsbuketter*, 20 % økologiske grønne bønner*, 16 % økologiske løg i tern, 2,5 % økologisk hvidløg i tern, karrykrydderi (økologisk koriander, økologisk fennikel, økologisk peber, økologiske sennepsfrø, økologisk spidskommen), salt. *= blancheret
Hvad betyder ingredienserne for dig?
Du får en masse grove økologiske grøntsager, som er tilsat karry og salt og ingen andre former for tilsætningsstoffer eller aromaer.
Næringsstofindholdet
Nedenfor kan du se indholdet af næringsstoffer i produktet pr. 100
Næringsstoffer Næringsstofindhold pr. 100 g
Energi 156 kJ/37 kca
Fedt 0,5 g
Heraf mættet fedt 0,1 g
Kulhydrat 5,6 g
Heraf sukkerarter 3,0 g
Kostfibre 2,4 g
Protein 1,6 g
Salt 0,6 g
Kilde: Rema1000.dk
Hvad betyder næringsstofindholdet for dig?
Du får få kalorier pr. 100 g
Kalorieindholdet i grøntsager er generelt lavt, og det er det også i grøntsagsblandingen her. 100 g giver 37 kcal/156 kJ. Til sammenligning så giver 100 g ris (rå, både brune og parboiled ris) 358 kcal/1515 kJ pr. 100 g, dvs. næsten ti gange så mange kalorier. 100 g fuldkornspasta (rå) svarer i kalorier stort set til ris, idet det giver 352 kcal/1486 kJ pr. 100 g. Kartofler giver 86 kcal/363 kJ, hvilket er lidt over dobbelt så mange kcal som grøntsagsblandingen.
Ønsker du vægttab, kan du derfor med fordel spise mere af grøntsagsblandingen og mindre ris, pasta eller kartofler.
Du får lidt fedt
Det minimale fedtindhold i grøntsagsblandingen er årsagen til det lave kalorieindhold. Det lave fedtindhold i grøntsagsblandingen gør den velegnet til at fylde meget på din tallerken, især hvis du har fokus på vægttab. Jo mere grøntsagsblandingen fylder, desto mindre fylder eventuel fedende mad på din tallerken fx fløde eller panerede fiskefileter, og desto mindre bliver den samlede mængde kalorier på din tallerken.
Du får fibre, som giver mæthed
Det samlede fiberindhold ligger på 2,4 g pr. 100 g. Til sammenligning så indeholder frostærter 4,7 g fiber pr. 100 g og grønne bønner fra frost 3,2 g fibre pr. 100 g (DTU fødevaredatabase, fridafood.dk).
Fibre betyder for dig lang mæthedsfølelse samt en sundhedsmæssig gevinst
Du får en smule mere salt end anbefalet
Produktet indeholder 0,6 g salt pr. 100 g, hvilket er en smule over Fødevarestyrelsens anbefalinger for salt i grøntsagsblandinger, som ligger på 0,5 g salt pr. 100 g. Det er formentlig derfor, at produktet ikke har Nøglehulsmærket.
Varen er for dig, som …..
- Gerne vil have en økologisk grøntsagsblanding
- Ønsker en grøntsagsblanding med smag
- Ønsker en grøntsagsblanding, som hurtigt kan tilsættes få ingredienser og så udgøre en ret
- Gerne vil have et frostprodukt, der kan holde sig længe
- Gerne vil have en billig økologisk grøntsagsblanding
Varen er ikke for dig, som…
- Gerne vil have et produkt, der er let at få fat i, i mange butikker
- Ønsker selv at kunne bestemme smagen af krydderi eller styrken. Køb da blot almindelig grøntsagsblanding og tilsæt selv smagsgivere
- Ønsker den mest klimavenlige løsning ift. grøntsager. Gør du det, så gå efter friske grøntsager i sæson
Fordelene ved produktet
- Fiberrige grøntsager. Grøntsagsblandingen består udelukkende af de grove, fiberrige grøntsager. Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi spiser mindst 200 g grove grøntsager om dagen, hvilket svarer til lidt under halvdelen af posen.
- Lavt fedtindhold. Optimalt ift. at holde sin vægt eller tabe sig.
- Klimavenlig. Grøntsager og navnlig de grove grøntsager er noget af det mest klimavenlige, du kan spise. Hvis du gerne vil tilsætte en proteinkilde til produktet, som også er klimavenlig, kunne det være bælgfrugter fx kikærter, æg, fisk, kylling eller svinekød. Se listen her over klimabelastningen af fødevarer.
- Ingen eventuelle rester af sprøjtemidler I og med at grøntsagerne er økologiske, så er din risiko for at få rester af sprøjtemidler minimal. I DTU Fødevareinstituttets seneste årsrapport fra 2018 viste resultaterne at 38 % af alle prøver af konventionelt dyrkede grøntsager indeholdt rester af sprøjtemidler. Der blev ikke fundet rester af sprøjtemidler i økologiske grøntsager (Kilde: DTU Fødevareinstituttets årsraport )
- Serveringsforslag på pakken. Foran på pakken står der et serveringsforslag, som gør det let for forbrugeren at anvende produktet. Forslaget går på fløde. Ønsker du en ret med samlet set færre kalorier kan du vælge madfløde, kokosmælk eller kokosmælk light.
- Prisen. 14,95 kr. er i den billige ende for økologiske grøntsagsblandinger. Grøntsagsblandinger uden karry (har ikke set andre grøntsagsblandinger med karry end denne) ligger generelt omkring 15-28 kr. for 450-500 g
- Vejledning om sortering af emballage. Det er tydeligt beskrevet bagpå, at posen skal skylles og sorteres som plast. Den tydelige og konkrete information kan medvirke til en øget sandsynlighed for affaldssortering
Ulemper ved produktet
- Tilgængelighed. Produktet kan kun købes i Rema 1000, og umiddelbart findes der ingen andre lignede produkter andre steder, hvor der er karry i grøntsagsblandingen
- Saltindholdet. Ligger som sagt en smule over anbefalingerne til at kunne få Nøglehulsmærket. Fødevareguiden har spurgt Rema 1000, om de ikke overvejer at nedsætte produktets saltindhold til 0,5 g pr. 100 g, så produktet kan få Nøglehulsmærket. Rema 100 svarede følgende “Vi arbejder løbende på, at mindske indholdet af salt i flere af vores fødevarer, og udvalget af Nøglehulsmærkede varer udvides løbende, så det er muligt at denne variant også bliver Nøglehulsmærket på et tidspunkt”.
- Grøntsagernes oprindelse: Hvorvidt grøntsager stammer fra Danmark vides ikke, da det ikke er oplyst på pakken. Sådanne informationer mangler ofte generelt på produkter
- Frostgrønt belaster klimaet mere end friskt. Frostgrønt er langt mere energikrævende og derfor mere klimabelastende end friske grøntsager, fordi frostgrønt kræver nedfrysning i både transportens fryserum, i butikken og hos os forbrugeren
Pris
14,95 kr.
Hvor kan varen købes?
I Rema 1000 eller på shop.rema1000.dk
Alternativer
Produktet her er en ud af flere af Rema 1000’s økologiske grøntsagsblandinger med smag. De koster alle 14,95 kr. for 500 g. Serien består af disse varianter
Økologisk rød karryblanding
Økologisk green curry blanding
Økologisk fransk inspireret grøntsagsblanding med timian
Økologisk italiensk inspireret grøntsagsblanding med basilikum