Økologisk kokossukker fra Urtekram
Fokuspunkter
- Kokossukker er lavet af nektar, som stammer fra kokospalmens blomster
- Minder ifølge Urtekram om mørkt rørsukker, men med en varmere og mere karamelagtig sødme
- Kan bruges på lige fod med almindeligt sukker
- Indeholder den samme mængde kalorier som almindeligt sukker og rørsukker, nemlig 400 kcal pr. 100 g
- Koster over tre gange så meget som almindeligt økologisk sukker
- Kokossukker har et betydelig større klimaaftryk end almindeligt sukker fra sukkerroer
- Produktet er fremstillet og importeret fra Indonesien
- Kokossukker bliver mange steder på nettet markedsført som et sundere og bedre alternativ til almindeligt sukker
Læs fyldestgørende gennemgang længere nede på siden
Produktets særlige egenskab og anvendelse
Produktet adskiller sig fra almindeligt hvidt sukker ved, at det stammer fra nektaren i kokospalmens blomster, hvorimod almindeligt hvidt sukker stammer fra sukkerroer. Nektaren i kokospalmens blomster tappes og koges ind til sukker. Ifølge Urtekram er produktet mere aromatisk end almindeligt sukker og har en mere varm og karamelagtig sødme. Kokossukker kan anvendes på lige fod med almindelig sukker. Læs mere om produktet på Urtekrams hjemmeside
Fødevaremærker
Det Danske Ø-mærke
Mærket fortæller dig, at produktet er pakket og kontrolleret i Danmark, og at produktet er produceret efter økologireglerne. Det vil sige, at producenten har haft fokus på miljø, dyrevelfærd og mere skånsom forarbejdning med et minimum af tilsætningsstoffer.
Det Europæiske Ø-mærke
EUs økologimærke skal alle europæiske, økologiske madprodukter i EU bære, også selv om de allerede bærer de nationale økologimærker. Mærket indikerer derfor, at der er fælles økologiregler i hele EU, hvilket er din garanti, hvis du køber økologisk i et andet EU-land.
Debio-mærket
Debio-mærket er Norges svar på vores røde Ø-mærke. Debio kontrollerer og godkender nemlig økologiske produktioner i Norge. Både varer med det røde Ø-mærke og varer med Debio-mærket skal leve op til EU´s forordning (fælles lovgivningsæt i EU) og kan derfor også altid bære EU´s økologimærke.
Hvad består produktet egentlig af?
Økologisk kokossukker
Næringsstofindholdet
Mange vil måske vælge kokossukker frem for almindeligt hvidt sukker eller rørsukker, fordi de tænker, at det måske er sundere. For at belyse det spørgsmål har jeg valgt at sammenligne næringsstofindholdet i kokossukker med næringsstofindholdet i almindeligt økologisk sukker og rørsukker.
Kilde: Urtekram.dk og Dansukker.dk
Næringsstoffer Næringstofindhold pr. 100 g Næringstofindhold pr. 100 g Næringstofindhold pr. 100 g
Energi 1710 kJ/400 kcal 1700 kJ/400 kcal 1690 kJ/400 kcal
Fedt 1,0 g 0,0 g 0,0 g
-Heraf mættede
fedtsyrer0,50 g 0,0 g 0,0 g
Kulhydrat 97 g 100 g 99,3 g
-Heraf sukkerarter 96 g 100 g 99,3 g
Kostfibre 0,80 g 0,0 g 0,20 g
Protein 1,7 g 0,0 g 0,0 g
Salt 0,18 g 0,0 g 0,0 g
Er kokossukker et sundere valg end almindeligt sukker?
Som du kan se ud fra sammenligningen af de tre forskellige typer sukker, så indeholder produkterne stort set det samme, og uanset hvilken type sukker du vælger, så får du det samme antal kalorier. Så set ud fra næringsdeklarationen og de øvrige informationer, som er på produktet, er der intet som tyder på, at kokossukker skulle være et sundere valg end almindeligt sukker. Læs mere Men begynder man at google kokossukker, ja så dukker der en masse hjemmesider op, som roser produktet og anbefaler det som sukkererstatning. Kokossukkeret bliver anbefalet, da det efter sigende skulle have højt indhold antioxidanter, vitaminer og mineraler og lavt glykæmisk index (GI). Der er dog ingen af de hjemmesider, som jeg har fundet, som har kilder til deres udtalelser. Derfor har Fødevareguiden undersøgt det nærmere.
Højt indhold af antioxidanter, vitaminer og mineraler
Motiononline.dk er en af de mange internetsider, som anbefaler kokossukker. De skriver blandt andet dette: “Så ved at udskifte hvidt sukker med kokossukker får du mulighed for at få arbejdet nogle flere vitaminer ind i din kost – selv når du spiser søde sager” (Kilde: Motiononline.dk ). De har ingen kilder til deres udtalelser. Læs mere Fødevareguiden har derfor taget kontakt til DTU, Danmarks Teknologiske Fødevareinstitut, som administrerer Danmarks officielle fødevaredatabase Frida. Men de har desværre ingen oplysninger om kokossukker, og de kunne også fortælle, at den amerikanske database heller ikke ligger inde med disse oplysninger. Som forbruger skal man derfor altid være kritisk, når man læser sådanne rosende ord om et produkt, da ordene kan bunde i et ønske om salg frem for veldokumenteret viden. Hvorvidt de rosende ord om antioxidanter, vitaminer og mineraler i kokossukker er rigtige eller ej, er vanskeligt at sige, når oplysningerne er så svært tilgængelige.
Lavt glykæmisk index (GI)
Mange steder på nettet anbefales kokossukker som sukkererstatning fx til mennesker med diabetes. Det gør det, fordi kokossukker angiveligt skulle have et lavere glykæmisk indeks end almindeligt sukker.
Glykæmisk index (GI) er et udtryk for, hvor meget ens blodsukker stiger, når man har spist en bestemt fødevare. Det er de kulhydratholdige fødevarer, som får blodsukkeret til at stige. Det sker fordi kulhydrat bliver lavet om til glukose (sukker) i vores tarm. Derfor kaldes det blodsukker. Kroppen bruger blodsukkeret som energikilde. Læs mere Kokossukker bliver på nogle hjemmesider blot fremhævet med et lavt GI, men andre steder, dog uden kilder, bliver det lave GI præciseret som GI 35. Ifølge Københavns Universitet er en GI-værdi under 55 lav. Fødevareguiden har undersøgt kokossukkers GI nærmere, og Ifølge University of Sidneys database over forskellige fødevarers GI-værdi har kokossukker et GI på 54. Det defineres stadig som lavt. Almindeligt sukker (sukrose) har et GI på 65 og defineres derfor som middel (GI 55-70) (Kilde: Københavns universitet ) I teorien betyder det, at kokossukker vil få ens blodsukker til at stige lidt langsommere end almindeligt sukker. Som klinisk diætist vil jeg dog stadig ikke anbefale kokossukker frem for almindeligt sukker, hvis valget handler om et mere stabilt blodsukker – heller ikke hvis du har diabetes. For udover en fødevares GI, så er det alt andet end lige mængden af mad, du spiser på en gang, som afgør hvor højt dit blodsukkeret stiger. Det betyder, at du i teorien sagtens kan opnå den samme blodsukkerstigning med kokossukker, som du ellers ville få med hvidt sukker, hvis du spiser en større mængde kokossukker ad gangen fx i et stykke kage.
Det er primært mennesker med diabetes, som kan have glæde af at bruge informationer om en fødevares GI-værdi. Vælger de mad med lavt GI, så får de i teorien et mere stabilt blodsukker. (Kilde: Diabetesforeningen). Læs mere om glykæmisk index her
Varen er til dig som…
- Ønsker et sukkerprodukt, som er mere aromatisk end almindelig hvidt sukker
Varen er ikke til dig som…
- Ønsker et klimavenligt sukkerprodukt. Kokossukker er nemlig mere klimabelastende end almindeligt hvidt sukker. Se længere nede
- Ønsker et mindre kalorieholdigt produkt end almindeligt sukker
Fordele ved produktet
- Valgmuligheder. Giver en større valgmulighed inden for kategorien sukker
- Smagen. Har en anden smag og aroma end almindeligt sukker og kan derfor give flere anvendelsesmuligheder
- Økologisk. Stammer fra økologisk produktion, som generelt er en mere skånsom produktionsform for naturen og grundvandet
Ulemper ved produktet
- Høj klimabelastning. Fødevareguiden har taget kontakt til Torben Chrintz, som er videnschef i Concito, Danmarks Grønne Tænketank for at få afklaret, om kokossukker er mere klimabelastende end hvidt sukker, og han svarede følgende: Læs mere “Udbyttet pr. hektar for sukkerroer er langt større end for kokossukker og palmesukker, og derfor vil kokos- og palmesukker have et betydelig større klimaaftryk end sukker fra sukkerroer, da arealforbruget vil være større pr. kg sukker. Jo mere en produktion fylder arealmæssigt, desto mere belaster den klimaet, fordi et øget arealforbrug i sidste ende et eller andet sted i verden vil betyde mindre skov og dermed mere CO2 i atmosfæren. Det er derfor FN’s klimapanel siger, at vi skal have så stort udbytte som muligt på et så lille areal som muligt”
- Varen er importeret. Klimabelastningen øges ydermere ved, at produktet er importeret fra Indonesien
- Prisen. En pose kokossukker med 280 g koster 26 kr. Det giver en kilopris på 91 kr. Til sammenligning koster et kg økologisk sukker ca. 23 kr.
- Markedsføringen. Produktet markedsføres uden på med en rød cirkel, hvor der står: “Fra kokospalmens blomster”. Og bagpå produktet står der blandt andet: “Kokospalmens blomster indeholder den fineste nektar, der kan tappes og koges ind til sukker. Uraffineret og med den smukke, gyldne glød naturen har givet det”. Læs mere Sådanne beskrivelser vil nok få de fleste forbrugere til at tænke på noget eksotisk, naturligt og sundt, hvilket også er hensigten. Der er intet ulovligt i denne form for markedsføring, men du skal som forbruger blot være opmærksom på, at sådanne fremhævelser let kan forføre os, så vi glemmer at vende produktet og vurdere varens reelle oplysninger ud fra ingredienslisten og næringsdeklarationen.
Pris
26 kr.
Hvor kan varen købes
Forhandles primært i Bilka, Bilkatogo, Føtex, Meny, Brugsen, Kvickly, coop.dk, Osuma.dk mfl.
Alternativer
Klimavenligt alternativ
Er det vigtigste for dig at vælge det mest klimavenlige sukker, så gå efter almindeligt hvidt sukker fra danske sukkerroer. Det belaster klimaet langt mindre end både kokossukker og rørsukker (Kilde: Concito).
Sukkerprodukt med færre kalorier
Hvis du egentlig er på udkig efter et alternativ til sukker, som giver færre kalorier eller ingen kalorier, så kan du gå efter de såkaldte sødemidler. De kan bruges, hvis man enten bare gerne vil skære ned på sit kalorieindtag, eller hvis man har diabetes. Der findes mange forskellige sødemidler, både i pulverform, tabletter og i flydende form. Sødemidlerne indeholder forskellige sødestoffer. Nogle af sødestofferne giver kalorier, og andre gør ikke.
Vil du gerne vide mere om de forskellige sødemidler, så se denne liste fra Diabetesforeningen. I listen kan du se navnene på de forskellige sødemidler og se, hvilke sødestoffer de indeholder, og hvor mange kalorier produktet giver.
Billederne er fra Urtekrams og Dansukkers hjemmesider.