Rød linsepasta
Fokuspunkter
- Pasta lavet af mel fra røde linser
- Har Nøglehulsmærket og lever derfor op til kravet for sukker, salt, fedt og kostfibre
- Indeholder dobbelt så meget protein som både almindelig pasta og fuldkornspasta
- 100 g linsepasta indeholder den samme mængde protein som et kyllingebryst
- Har et fiberindhold på 6 g pr. 100 g, hvorimod almindelig pasta har 0 g og fuldkornspasta har 8 g fibre pr. 100 g
- Er økologisk
- Glutenfri
- Generelt får danskerne mere protein, end de har behov for, og derfor behøver en gennemsnitsdansker ikke gå efter særligt proteinholdige fødevarer
- Koster 28 kr. for 250 g
Produktets særlige egenskab og anvendelse
Produktet adskiller sig fra almindelig pasta ved, at det er lavet af linsemel og ikke mel fra hvede. Derfor har produktet et højere proteinindhold end almindelig pasta og fuldkornspasta
Hvad består produktet egentlig af?
Økologisk mel fremstillet af røde linser
Røde linser er frø som stammer fra planten ægte linse, som tilhører ærteblomstfamilien. Det særlige ved linser er deres høje proteinindhold (Kilde: Wikipidia)
Næringsstofindholdet
Proteinholdige fødevarer har været en af de store madtrends igennem de sidste mange år, og derfor er der nok mange, som har stillet sig selv spørgsmålet, om proteinholdige varianter er bedre valg end de almindelige varer. For at belyse dette spørgsmål har jeg sammenlignet næringsindholdet i linsepasta med næringsindholdet i almindelig pasta og fuldkornspasta. Da linsepasta er øko, har jeg valgt at sammenligne med pasta, som også er øko, ikke fordi det gør nogen forskel ift. næringsstofindholdet.
Næringsstoffer | Næringsindhold pr. 100 g | Næringsindhold pr. 100 g | Næringsindhold pr. 100 g |
---|---|---|---|
Pris ca. 28 kr. for 250 g | Pris ca. 18 kr. for 400 g | Pris ca. 17 kr. for 500 g |
|
Energi | 1410 kJ/333 kcal | 1465 kJ/350 kcal | 1508 kJ/356 kcal |
Fedt | 1,7 g | 2,2 g | 1,5 g |
- Heraf mættede fedtsyrer | 0,4 g | 0,0 g | 0,3 g |
Kulhydrat | 51,6 g | 65 g | 70 g |
- Heraf sukkerarter | 1,2 g | 0,0 g | 0,0 g |
Kostfibre | 6,0 g | 8,0 g | 0,0 g |
Protein | 24,8 g | 12 g | 12 g |
Salt | 0,002 g | 0,0 g | 0,02 g |
Hvad betyder næringsstofindholdet for dig?
Du får dobbelt op på protein
En af de helt markante forskelle på linsepasta og almindelig og fuldkornspasta er proteinindholdet. Linsepastaen indeholder nemlig dobbelt så meget protein som de to andre typer pasta. Mængden af protein i linsepasta svarer til mængden af protein i et kyllingebryst 125 g (Kilde: Fridafood.dk). For dig betyder det høje proteinindhold mere mæthed og mere forbrænding. Protein øger nemlig forbrændingen, da kroppen bruger mere energi på at forbrænde protein end den bruger at forbrænde kulhydrat og fedt (Kilde: Menneskets ernæring)
Du får mange kostfibre
Som du kan se i skemaet, indeholder linsepasta 6 g kostfibre pr. 100 g, hvorimod almindelig pasta ikke giver dig nogle fibre. Det betyder, at bytter du almindelig pasta ud med disse, så vil du øge dit indtag af fibre, hvilket her og nu giver dig en bedre mæthedsfølelse og et mere stabilt blodsukker. Herudover så giver kostfibre en velfungerende mavefunktion samt forebygger en række livsstilssygdomme (Kilde: Altomkost.dk)
Plejer du derimod at vælge fuldkornspasta og i stedet for spiser disse linsepasta, så vil du næsten få den samme mængde fibre samtidig med flere proteiner. Både protein og fibre skaber en lang mæthedsfølelse.
Er linsepasta et bedre valg end almindelig pasta?
Ser man på næringsstofindholdet i de tre produkter, så kan man sige, at sundhedsmæssigt så ligger almindelig pasta “i bunden”, da de giver flest kalorier, men ingen gavnlige fibre. Men når det så er sagt, så er der ingen fødevarer, som kun er gode eller dårlige, det kommer meget an på helheden af ens mad. Læs mere Men er linsepastaen et bedre valg pga. det høje proteinindhold? Generelt set får vi danskere mere protein, end vi har behov for, så til en gennemsnitsdansker vil det korte svar være nej. Men der er visse grupper af mennesker, som kan have gavn af at gå efter mere proteinholdige madvarer. Se længere nede.
Varen er for dig som…
- Ønsker et glutenfrit produkt med højt fiberindhold
- Ønsker en pasta med færre kulhydrater og mere protein end almindelig og fuldkornspasta
- Er vegetar, veganer eller blot spiser lidt eller ingen animalske fødevarer. Hører man til disse grupper, skal man nemlig være særlig opmærksom på at få protein nok. Derfor kan pastaen her, sammen med andre tørrede ærter, bønner og nødder m.m., være med til at sikre det daglige proteinbehov.
- Er over 65 år og dermed har et højere proteinbehov. Fødevarestyrelsen anbefaler, at personer over 65 år er særligt opmærksomme på at få proteiner nok. Proteiner er kroppens byggesten og øges de så har du en større mulighed for at bevare din muskelstyrke og stærke knogler. Pastaen her kan derfor være et godt supplement til din almindelige mad.
- Træner på eliteniveau og derfor har brug for ekstra protein i genopbygningsfasen. Sundhedsmæssigt kan det være en fordel, at man ikke blot øger indtaget af rødt kød (okse-, kalve-, lamme- og svinekød), når man har et højt proteinbehov. Det skyldes, at der ses en sammenhæng mellem rødt kød og visse kræftformer. Derfor er det en fordel at øge proteinindtaget fra fx æg og lyst kød (fjerkræ, fisk og skaldyr), men også vegetabilske proteiner såsom bønner, linser m.m. Derfor kunne pastaen her være et supplement til at øge de vegetabilske proteiner.
- Ønsker vægttab og dermed ønsker pasta, som øjensynligt vil give dig mere mæthed og mere forbrænding end almindelig pasta og fuldkornspasta grundet det høje indhold af fibre og protein
Varen er ikke for dig som…
- Ønsker en pastatype med få kalorier, da pastaen indeholder næsten den samme mængde kcal som almindelig og fuldkornspasta
- Ønsker et billigt pastaprodukt. Gør du det, men samtidig ønsker et produkt, som indeholder mange fibre og giver god mæthed, så køb fuldkornspasta
Fordele ved produktet
- Glutenfri med fibre. En af udfordringerne ved at lave glutenfri produkter er at sikre, at produktet stadig har et højt kostfiberindhold. Produktet her er glutenfrit og har et højt fiberindhold sammenlignet med almindelig glutenfri pasta. Læs mere Fx så indeholder de her glutenfri pasta fra urtekram 2,5 g fibre. Og generelt er billedet, at glutenfri pasta ca. indeholder 3 g, så vælger du disse i stedet, vil du opnå en fordobling af fiberindtag. Linsepasta indeholder det dobbelte.
- Større valgfrihed. Produktet giver os forbrugere flere valgmuligheder inden for kategorien pasta
- Økologisk. Det betyder for dig, at der i alle led i produktionen er taget hensyn til blandt andet miljøet, herunder at der ikke er brugt sprøjtemidler, som forurener grundvandet og kan skade fostres og børns hjerner.
- Nøglehulsmærket. Mærket er din garanti for, at produktet ikke indeholder mere salt end tilladt samt indeholder den anbefalede mængde kostfibre
Ulemper ved produktet
- Markedsføres med højt proteinindhold. På pakken er der tegnet en mand, som løfter vægte, og så står der “Højt proteinindhold”. Informationen kan tolkes på flere måder.Læs mere Enten at produktet blot er velegnet til mennesker, som dyrker hård vægtløftning og derfor har brug for flere proteiner. Men det kan også tolkes som om, at vores danske mad generelt mangler proteiner, og at vi derfor bør fokusere på at kompensere for dette underskud.Dette er dog umiddelbart ikke nødvendigt for den almene dansker. Vi danskere har i gennemsnit et højere indtag af protein end vores behov. Vi indtager nemlig dagligt i gennemsnit 1,1 g protein pr. kg kropsvægt, mens vores behov kun er 0,8 g pr. kg kropsvægt (Kilde:Danskernes kostvaner). Ifølge Team Danmark har man et dagligt proteinbehov på 1 g protein pr. kg kropsvægt, hvis man træner 4-5 gange om ugen i min. 45 min. ved høj intensitet (kilde: teamdanmark). Det betyder altså, at normalbefolkningen generelt set er dækket ind med protein, også selv om de træner 4-5 gange om ugen. Derfor er der som udgangspunkt for de fleste danskere ikke behov for ekstra fokus på protein, hvis man blot spiser en almindelig dansk varieret kost
- Ingen information om produktet. Udover de informationer, som findes på pakken, er det vanskeligt at finde mere information om produktet. Der står nemlig intet om produktet på producenten TummYummYs hjemmeside.
- Prisen. Dyrt. Koster 28 kr. for 250 g, hvor man for 17 kr. kan få dobbelt så meget almindelig økopasta
Pris
ca. 28 kr. for en pakke på 250 g
Hvor kan varen købes
Brugsen, Kvickly, Coop, Osuma.dk, Meny
Har du en vare, som du godt kunne tænke dig blev ugens fokusvare, så skriv endelig til mig her kontakt@foedevareguiden.dk