Foto: Fødevareguiden
Sådan skal du forstå + og % betegnelsen på din ost
45+/26% – Hvad Søren betyder det, og hvad er forskellen? Er du forvirret, så er du ikke den eneste. Jeg taler ofte med forbrugere, som ikke helt ved, hvordan de skal fortolke plusangivelsen og fedtprocenten i osten.
Kender du ikke forskellen på + og % angivelsen på osten, risikerer du at købe en, du måske ikke ville. Læs med her og bliv klædt bedre på til at vælge den ost, du helst vil have.
Hvorfor er + og % angivelsen vigtig for mig at forstå?
Den er primært vigtig for dig at forstå, hvis du gerne vide, hvor meget fedt der er i osten. + og % angivelsen fortæller dig nemlig, hvor meget fedt osten indeholder, bare på to forskellige måder.
“45+/25%” – hvordan skal det forstås?
Kort sagt siger begge betegnelser det samme. Nemlig hvor meget fedt der er i osten. Sat lidt på spidsen, kan man sige der er en “fedtbegejstret” og en “fedtforskrækket” måde at udtrykke en osts fedtindhold på.
Foto: Fødevareguiden
Plusangivelsen – Den fedtbegejstrede betegnelse
Plusangivelsen f.eks. 45+ er den traditionelle måde at udtrykke en osts fedtindhold på. I gammel tid ville man gerne have fedtprocenten til at se ud af mere. Dengang bekymrede man sig ikke om at spise for meget fedt, tværtimod. Fedt var noget, der solgte.
Ost har et stort vandindhold, og der er tradition for at fratrække vandindholdet og angive fedtindholdet i forhold til tørstofvægten. Tørstoffet består af fedt, kulhydrater, proteiner og husholdningssalt mm.
Plustegnet (+) angiver derfor fedtindholdet i ostens tørstof. 45+ betyder f.eks., at der er 45 gram fedt i 100 gram tørstof.
Typisk udgør vand halvdelen af ostens vægt, så som en god tommelfingerregel kan du regne med, at der er ca. halvt så meget fedt i osten, som plustegnet angiver. Eksempelvis er der ofte 25 g fedt (25%) pr. 100g i en 45+ ost.
Procentangivelsen – Den fedtforskrækkede betegnelse
I 1980’erne og 1990’erne tog fedtforskrækkelsen fart, og i kølvandet på det begyndte mejeristerne at markedsføre deres ost med en procentbetegnelse. Det giver et mindre tal for fedt. Nu solgte fedt nemlig ikke mere, tværtimod.
Procentangivelsen er et udtryk for fuldstændig det samme som plusangivelsen, nemlig fedtindholdet i osten.
Procentangivelsen kommer man frem til ved udregene fedtindholdet i procent af hele osten (med vand). Det bliver udtrykt i både % og fedt i gram pr. 100 gram.
Men selvom man bruger to forskellige betegnelser, er fedtindholdet i osten det samme. Det vil sige, at hvis vi tager en ost med mærket 45+, vil der også stå 25% eller 25 g fedt pr. 100 g. Fedtindholdet i en 45+ ost svinger mellem 24-26% fedt. Se længere nede
45+ og 25% går hånd i hånd
Lad os derfor slå fast, at de to betegnelser siger fuldstændig det samme: Nemlig hvor meget fedt der er i osten.
Vil du gerne vide, hvor meget fedt der er i din ost så kig på næringsdeklarationen bagpå. Under “fedt” står der hvor mange gram fedt der er pr. 100 g. For eksempel svarer 17 g fedt pr. 100 g til en 30+ ost. Det er den mængde fedt, Sundhedsstyrelsen anbefaler vi går efter.
Her kan du se hvilke plus- og % betegnelser går hånd i hånd, og hvad det svarer til i gram fedt pr. 100 gram:
Se også videoen her, hvor jeg forklarer om + og % angivelsen, samt hvad betegnelsen mild, lagret og mellemlagret betyder.