Guide: Ti fødevaremærker, som er gode for dig at kende

Af Birgitte Mie Hansen, klinisk diætist.

Guide: Ti fødevaremærker, som er gode for dig at kende

Med over 50 fødevaremærker, som dagligt møder os, kan man hurtigt blive mere forvirret end handlekraftig. Derfor har Fødevareguiden gjort det lidt lettere for dig ved udvælge de ti fødevaremærker, som vi mener, er de vigtigste for dig at kende.

Mærkerne er udvalgt, fordi vi mener, at de:

  • Kommer fra troværdige myndigheder eller organisationer
  • Reelt gør en forskel, da de stiller høje krav til produkterne
  • Afspejler de værdier, som mange danskere finder relevante

 

Ø-mærket

Hvilke varer kan få Ø-mærket?

Danske fødevarer, der er produceret efter økologireglerne. Det vil sige, at producenten har haft fokus på miljø, dyrevelfærd og mere skånsom forarbejdning med et minimum af tilsætningsstoffer. Se specifikke kriterier længere nede.

Varer fra udlandet kan også få det danske økologimærke, men mærket skal sættes på i Danmark. Reglerne for økologi er de samme for alle medlemslande i EU. Forskellen på det danske ø-mærke og EU-mærket er, at det er de danske myndigheder, der laver kontrollen med det danske ø-mærke.

Kriterier

Mad, der mærkes som økologisk, skal: Læs mere

  • Være fremstillet af råvarer, som stammer fra autoriserede økologiske landbrug
  • Være fremstillet uden brug af GMO eller ioniserende stråling
  • Bestå af 100 % økologiske ingredienser. For sammensatte produkter skal mindst 95 % af indholdet være økologisk
  • Være dyrket uden brug af giftige sprøjtemidler
  • Være produceret under forhold, som imødekommer dyrenes naturlige adfærd og behov – såsom plads, frisk luft samt økologisk foder
  • Være produceret uden brug af unødige kunstige farvestoffer og aromaer, konserverings- eller sødemidler. Kun de allermest nødvendige er tilladt

 

Variationer af mærket

Mærket kan være sort eller rødt.

 

Hvem står bag mærket?

De danske myndigheder. Kontrollen af brugen af mærket er delt mellem Landbrugsstyrelsen og Fødevarestyrelsen.

Du kan læse mere om Ø-mærket her.

 

EU’s økologimærkeEu´s økologimærke

Hvilke varer kan få økologimærket? 

Alle økologiske fødevarer, der færdigpakkes i EU, skal mærkes med EU’s økologimærke. Det gælder også for de produkter, der allerede har det røde ø-mærke.

Derfor er det i virkeligheden nok at kende EUs økologimærke. Så er du godt hjulpet på vej til at finde økologi i hele Europa.

Mærket kan også bruges på færdigpakkede økologiske fødevarer fra lande udenfor EU, men det skal fremgå, om fødevaren stammer fra EU eller ej.

 

Kriterier

Alle økologiske fødevarer i hele EU er underlagt EU’s økologiforordning, og kravene er derfor ens i hele EU. Mad med EU’s økologimærke skal: Læs mere

  • Være fremstillet af råvarer, som stammer fra autoriserede økologiske landbrug
  • Være fremstillet uden brug af GMO eller ioniserende stråling
  • Indeholde 100 % økologiske ingredienser. For sammensatte produkter skal mindst 95 % af indholdet være økologisk
  • Være dyrket uden brug af giftige sprøjtemidler
  • Være produceret under forhold, som imødekommer dyrenes naturlige adfærd og behov – såsom plads, frisk luft samt økologisk foder
  • Være produceret uden brug af unødige kunstige farvestoffer og aromaer, konserverings- eller sødemidler. Kun de allermest nødvendige er tilladt

 

Hvem står bag mærket?

Fødevarestyrelsen og Landbrugsstyrelsen står for kontrollen af de danske produkter, der skal have EU’s økologimærke.

Du kan læse mere om EU-mærket 

 

Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse

Hvilke varer kan få mærket?

Kød fra godkendte producenter af kvæg, svin, får, lam, fjerkræ og æg kan få mærket. Det samme kan mejeriprodukter som mælk, ost og smør.

Mærket garanterer, at produktet er produceret med højere dyrevelfærd end konventionelle varer. 

 

Kriterier 

Kriterierne for at få Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse-mærket er fastsat af Dyrenes Beskyttelses faglige eksperter.

For at få mærket skal landmænd og producenter sørge for, at deres dyr oplever De Fem Friheder: Læs mere

  1. Frihed til at udtrykke normal adfærd
  2. Frihed fra ubehag
  3. Frihed fra sult og tørst
  4. Frihed fra smerte, skade og sygdom
  5. Frihed fra frygt og lidelse

Dyrenes Beskyttelse stiller krav om, at De Fem Friheder både gælder i produktionen, under transport, og når dyrene er på slagteriet.

 

Hvem står bag mærket?

Dyrenes Beskyttelse ejer mærket. Det er en privatfinansieret medlemsorganisation.

Dyrenes Beskyttelse kontrollerer selv brugen af mærket og besøger årligt alle producenter, der benytter mærket.

Læs mere om Dyrenes beskyttelse.

 

Nøglehulsmærket

Hvilke varer kan få Nøglehulsmærket?

Fødevarer, der er et sundere valg inden for en varegruppe. Med “sundere” menes her mindre sukker, mindre fedt, mindre salt og flere kostfibre.

33 fødevaregrupper som for eksempel mælk, brød, færdigretter og fisk kan mærkes med Nøglehullet, hvis produkterne lever op til nedenstående kriterier 

 

Kriterier

Mad, madretter og opskrifter med Nøglehullet skal leve op til et eller flere af følgende krav: Læs mere

  • Mindre og sundere fedt
  • Mindre sukker
  • Mindre salt
  • Flere kostfibre og fuldkorn

 

Variationer af mærket

Mærket kan både være grønt eller sort.

 

Hvem står bag mærket?

Nøglehullet er et svensk registreret varemærke, som er ejet af Livsmedelsverket. I Danmark har vi, ligesom Norge og Island, fået lov til at bruge Nøglehullet som fælles nordisk mærkningsordning, så længe gældende regler overholdes.

Fødevarestyrelsen står for kontrollen af produkter med Nøglehullet.

 

Ønsker du at vide mere om Nøglehulsmærket, så se her Altomkost.dk

 

 

Fuldkornsmærket

Hvilke varer kan få mærket?

Produkter som mel, brød, morgenmadsprodukter og pasta kan få mærket.

For at et produkt kan få mærket, skal producenten også deltage i Fuldkornspartnerskabet, der har udviklet fuldkornsmærket. 

 

Kriterier

Fuldkornsmærket må bruges på produkter, der indeholder nok fuldkorn til at leve op til partnerskabets vedtagne mængder.

Kravene til maden er, at den skal: Læs mere

  • Indeholde 50-100 % fuldkorn alt efter, om det er rene råvarer som mel og gryn eller blandinger som morgenmadsprodukter og brød
  • Have både den rigtige mængde fuldkorn og overholde Fuldkornspartnerskabets regler for indhold af fedt, sukker, salt og kostfibre, dvs. leve op til kravene for Nøglehulsmærket

 

Hvem står bag mærket?

Fuldkornsmærket tilhører Fuldkornspartnerskabet, som er et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, en række uafhængige sundhedsorganisationer og forskellige fødevarevirksomheder.

Fødevarekontrollen tjekker, om ordningen overholdes som en del af den løbende kontrol med fødevarevirksomhederne.

Læs mere om Fuldkornsmærket Fuldkorn.dk.

 

FairtrademærketFairtrade logo

Hvilke varer kan få mærket?

Varer som kakao, chokolade, kaffe og bananer, der er produceret under bæredygtige handelsforhold kan få Fairtrademærket. 

Mærket skal sikre bedre priser, arbejdsforhold og vilkår for bønder, landmænd og arbejdere blandt verdens fattigste. Samtidig tages der hensyn til miljøet i produktionen.

 

Kriterier

Bønder og plantageejere skal være organiseret i kooperativer og indgå en aftale med fairtradeorganisationen. Aftalen går ud på, at kooperativerne skal opfylde krav for blandt andet bedre arbejdsmiljø og mere miljøvenlig produktion for så til gengæld at være sikret en minimumspris for deres produkt.

 

Variationer af mærket

Mærket kan både være sort, grøn og blå eller hvid, grøn og blå.

FairtrademærkeFairtrade Sourced Ingredient/FSI hedder det hvide mærke. Det kan bruges til at angive en eller to ingredienser, som er handlet på Fairtrade-vilkår. Det vil altid stå på produktet, hvilke ingredienser der er tale om.  På ovenstående produkt er det kakao. Du kan også altid vende produktet om og læse bagpå, hvor der er angivet, hvilken ingrediens der er handlet på Fairtrade-vilkår, og hvor stor en del af det samlede produkt, den udgør. Læs mere om modellen for de to varianter af mærket her.

 

Hvem står bag mærket?

Fairtrade, der står bag mærket, er en privat nonprofitorganisation.

Kontrol med alle Fairtrade-mærkede produkter, bønder og plantager gennemfører den uafhængige kontrolvirksomhed FLO-CERT. Som udgangspunkt er der kontrol én gang årligt, men i områder, hvor der er mange problemer, foretages der hyppigere kontroller.

Læs mere om Fairtrademærket 

 

 

MSC-mærket

Hvilke varer kan få MSC-mærket?

Vildtfangede fisk og skaldyr, der lever op til en række krav for sporbarhed og bæredygtigt fiskeri.

 

Kriterier 

For at måtte bruge MSC-mærket skal producenten leve op til: Læs mere

  • MSC’s miljøstandarder, som stiller krav til, at fiskerier skal værne om fiskebestande, bevare økosystemer og samtidig drive en effektiv og ansvarlig forvaltning af deres fiskeri 
  • Kravet om, at fiskeproduktet skal kunne spores hele vejen tilbage til det bæredygtige fiskeri

 

Hvem står bag mærket?

Bag mærket står Marine Stewardship Council, som er en uafhængig nonprofitorganisation.

MSC-mærkede fisk og fiskerier bliver godkendt og kontrolleret af uafhængige certificeringsvirksomheder.

Fiskerier undersøges løbende og mindst en gang om året for at sikre, at det fortsat er bæredygtigt. Hvert femte år skal fiskeriet igennem en fuld vurdering på ny for fortsat at kunne bære det blå MSC-mærke.

Læs mere om MSC-mærket 

 

 

ASC-mærket

Hvilke varer kan få mærket? 

Fisk fra fiskeopdræt, der lever op til en række kvalitetskrav for bæredygtig, miljøvenlig drift og social ansvarlighed, kan få mærket. 

 

Kriterier 

For at få ASC-mærket skal fiskeopdræt leve op til ASC-standarderne, som handler om: Læs mere

  • At overholde lovgivningen
  • At bevare et naturligt vand-, plante- og fiskemiljø
  • At være ansvarlig i brugen af foder og andre ressourcer
  • Ikke at bruge antibiotika og kemikalier unødigt
  • At være socialt ansvarlig

 

Hvem står bag mærket?

ASC er en international nonprofitorganisation startet i 2010 i samarbejde med WWF og IDH (Dutch Sustainable Trade Initiative)

Fiskeopdræt, der mærker deres produkter med ASC-mærket, skal først godkendes og siden kontrolleres årligt af godkendte, uafhængige kontrollanter.

Læs mere om ASC-mærket her.

 

NaturSkånsomNaturSkånsom-mærket

Hvilke varer kan få mærket? 

Fisk, der er fanget vildt med respekt for naturen med fangstmetoder, som skåner naturen på havbunden. Se krav længere nede.

I skrivende stund, marts 2021 er NaturSkånsom mærket ikke at finde på nogen fisk i de danske supermarkeder. Planen er dog, at der kommer det bl.a. i Rema 1000. Ellers vil du efter sigende kunne finde det hos nogle lokale fiskehandlere og også på restauranter og i kantiner.

 

Kriterier 

Den nye mærkningsordning hviler på fem krav, der sikrer, at fisk med mærket NaturSkånsom kommer fra et kystnært, skånsomt og bæredygtigt fiskeri. Kravene er: Læs mere

  • Skånsomme fangstmetoder. Fisken skal være fanget med skånsomme redskaber
  • Sunde bestande. Ingen fiskearter i ordningen må være truet, og alle fisk i ordningen skal være fanget fra sunde bestande
  • Mindre fartøjer. Fartøjet fisken fanges fra må ikke være længere end 17 meter
  • Kystnært. 80 % af fartøjets fangstrejser i et kalenderår er ikke længere end 48 timer
  • Kvalitet. Fiskerne skal have gennemført et kvalitetskursus, der fx indeholder uddannelse i fødevarehåndtering.

 

Hvem står bag mærket?

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og en række partnere fra både fiskeriet, erhvervslivet og natur- og miljøorganisationer. 

Læs mere om Naturskånsom mærket

 

 

Varefakta

Hvilke varer kan få mærket? 

Varefaktamærket er på fødevarer, hvor varedeklarationen er udvidet og har fået et ekstra tjek i forhold til normalt. Det betyder, at du som forbruger får præcist at vide, hvad der er i varen, og samtidig kan have tillid til, at den information er korrekt.

 

Kriterier 

For at kunne bruge mærket skal producenter og importører tegne et abonnement hos Varefakta. Derudover skal de efterleve varefaktas deklarationskrav.

 

Hvem står bag mærket?

Varefaktamærket er ejet af virksomheden Varefakta. Varefakta samarbejder med mange myndigheder, bl.a. Fødevarestyrelsen, Miljøstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

Varefakta står selv for kontrollen af brugen af deres mærke.

Læs mere på Varefaktas hjemmeside.

 

Læs også artiklen “Hvad står mærkerne for – og ikke for?”

 

Kilder: noeglehullet.dk, fvst.dk, msc.org, asc-aqua.org, fuldkorn.dk, fairtrade.dk, dyrenesbeskyttelse.dk, varefakta.dk, naturskånsom.dk, foedevarestyelsen.dk