Vælg blødt rugbrød uden kerner til små børn
Groft rugbrød med en masse hele korn og kerner kan være et rigtig godt brødvalg til større børn og voksne, men ikke til små børn…
Læs her hvorfor og få samtidig konkrete eksempler på rugbrød, som er et godt valg til små børn under to år.
Små børn tygger ikke optimalt
Når du skal vælge brød til et barn under to år, så er det hensigtsmæssigt, at brødet er blødt og uden kerner. Årsagen er, at små børn ikke tygger så godt, og derfor kommer kernerne ofte ud hele i den anden ende, uden at barnet får noget næring ud af dem. For mange kerner kan også let give løs mave.
Og så er det ifølge Sundhedsstyrelsen også en idé ikke at købe brød med solsikkekerner eller hørfrø hver gang. Det skyldes, at de har et højt indhold af tungmetallet cadmium. For store mængder af cadmium kan på længere sigt give nyreskader (Kilde: Altomkost.dk).
Bondebrød har et lavt indhold af næringsstoffer
Siger man blødt rugbrød uden kerner, så vil mange måske tænke på det klassiske bondebrød. Men rent faktisk så er bondebrød ikke det bedste valg af rugbrød til dit lille barn, fordi næringsstofindholdet er lavt. Det skyldes, at bondebrød generelt er lavet af sigtet rugmel, som betyder, at kimen og derfor alle de gavnlige næringsstoffer er fjernet. Det giver et brød, som indeholder langt færre vigtige næringsstoffer end almindeligt rugbrød. Se nedenfor.
En undtagelse er dog “Mørkt Sønderjysk” rugbrød fra Schulstad, som ligner bondebrød, men er lavet af af fuldkornsrugmel som almindeligt rugbrød. Det betyder, at dette bondebrød indeholder de samme gavnlige næringsstoffer som rugbrød. Se skemaet nedenfor.
Mørkt rugbrød uden kerner
Blødt rugbrød uden kerner, som ofte blot kaldes mørkt rugbrød, er den sundeste brødtype til børn under to år. Det er det fordi, det er lavet af rugmel eller halvsigtet rugmel. Disse meltyper giver dit barn sundhedsfremmende kostfibre og fuldkorn samt en masse vigtige næringsstoffer såsom vitaminerne B1 (thiamin), B2 (riboflavin) og niacin og mineraler som fx jern og zink. Og mange næringsstoffer er ret afgørende for, at små børn vokser og udvikler sig optimalt.
Er det bedst at vælge økologisk brød?
Hvorvidt du skal vælge det økologiske rugbrød eller det almindelige, kommer helt an på dine værdier.
Er det vigtigt for dig, at støtte op omkring et landbrug, hvor der tages mest muligt hensyn til naturen, dyrelivet og miljøet ved fx ikke at anvende giftige pesticider, ja så skal du vælge det økologiske brød.
Hvorvidt du risikerer, at det konventionelle rugbrød kan indeholde rester af sprøjtemidler, er lidt vanskeligt at sige.
DTU Fødevareinstituttet, som ellers tager prøver af forskellige fødevarer fire gange om året for at se, om der er rester af sprøjtemidler, har nemlig hidtil ikke taget prøver af rugbrød, men dog af og til af rugmel.
Sidste gang der blev taget prøver af fuldkornsrugmel var i 2021. Her blev der taget seks prøver, tre konventionelle og tre økologiske. Ingen af prøverne viste rester af sprøjtemidler. (kilde: DTU Fødevareinstitut: Pesticider i kosten, Pesticidkontrol af fødevarer, 3. kvartal 2021)
Det er så få prøver, at det er vanskeligt at konkludere noget.
Disse produkter lever op til Fødevarestyrelsens retningslinjer
Du får her nogle konkrete eksempler på rugbrød, som er et godt valg til et barn under to år. Der findes mange, så dette er blot et lille udpluk. Alle eksemplerne lever op til Fødevarestyrelsens retningslinjer for sukker, salt, fedt og kostfibre.
Produkt | Sønderjysk mørkt rugbrød | Mørkt rugbrød | Mørkt rugbrød | Mørkt rugbrød | Mørkt rugbrød |
---|---|---|---|---|---|
Ingredienser | Fuldkornsrugmel 36 %, rugsurdej 26 % , vand, hvedemel 15 %, rugbrødsrasp , salt tilsat jod, hvedegluten, gær, eddike, sigtet rugmel, rapsolie, tørret rugsurdej, kartoffelmel, bygmaltmel, hvedemaltmel, melbehandlingsmiddel (E300). | Vand, fuldkornsrugmel*, halvsigtet rugmel*, rugsurdej* (vand, fuldkornsrugmel*, surdejskultur), rugkerner*, bygmaltekstrakt*, salt tilsat jod, tørret rugsurdej* (fuldkornsrugmel*, surdejskultur), eddike*, gær, bygmaltmel*. *=Økologisk. | Fuldkornsrugmel (dk) 42 %, surdej (vand, fuldkornsrugmel (dk) 14 %, surdejskultur), vand, hvedemel (dk), sirup, salt tilsat jod, rugsigtemel (dk), rugfibre, gær, eddike.. | 56 % fuldkornsrugmel, 38 % vand, hvedemel, brun bagersirup, salt tilsat jod, rugmel, tørret surdej (fuldkornsrugmel, surdejskultur (indeholder rug)), eddike, rugfibre, gær. | Rugmel*, surdej (vand, rugmel*, surdejskultur), vand, hvedemel, sirup, salt tilsat jod, rugsigtemel, eddike, rugfibre, gær. |
Energi | 887 kJ/220 kcal | 797 kJ/189 kcal | 825 kJ/197 kcal | 824 kJ/195 kcal | 822 kJ/195 kcal |
Fedt | 1,5 g | 1,6 g | 0,8 g | 0,8 g | 0,8 g |
-Heraf mættet fedt | 0,2 g | 0,3 g | 0,2 g | 0,1 g | 0,2 g |
Kulhydrat | 38 g | 34 g | 37 g | 37 g | 37 g |
-Heraf sukkerarter | 2,0 g | 2,1 g | 2,8 g | 2,8 g | 2,8 |
Kostfibre | 8,3 g | 9,5 g | 8,8 g | 8,8 g | 8,7 g |
Protein | 7,0 g | 4,9 g | 5,6 g | 5,6 g | 5,5 g |
Salt | 1,2 g | 1,2 g | 1,1 g | 1,1 g | 1,1 g |
Økologisk | Nej | Ja | Nej | Nej | Nej |
Producent | Schulstad | Änglamark, Coop | Coop | Rema 1000 | Kohberg |
Hvor kan produktet købes | Større supermarkeder fx Føtex, Meny | Coops butikker som Fakta, Superbrugsen, Kvickly, coop.dk, osuma.dk | Coops butikker som Fakta, Superbrugsen, Kvickly, coop.dk, osuma.dk | I Rema 1000’s fysiske butikker eller online (vigo.dk) | Større supermarkeder fx Føtex, Meny, og nemlig.com |
Pris | Ca. 15 kr. | Ca. 8,75 kr. | Ca. 6,50 kr. | 6,50 kr. | Ca. 6,75 kr. |
Kilder: Coop, Rema 1000, Kohberg, Schulstad