Yosa oat spread tomato-basil

Af Birgitte Mie Hansen, klinisk diætist.

Yosa oat spread tomato-basil

Fokuspunkter

  • Produktet er et vegetabilsk alternativ til smøreost
  • Producenten Fazer kalder det “oat spread”, dvs. havresmørepålæg
  • Producenten Fazer har specialiseret sig i at lave produkter baseret på havre
  • Produktet består primært af vand, rapsolie og kokosfedt
  • 6,5 % af produktet består af havre
  • Kalorieindholdet i Yosa oat spread er det samme som i Buko pikant
  • Sukkerindholdet i Yosa oat spread er 7 g pr. 100 g, mens det i Buko pikant er 3 g pr. 100 g
  • Yosa oat spread indeholder ca. 42 % mindre mættet fedt end Buko pikant
  • Yosa oat spread indeholder mindre protein end Buko pikant
  • Yosa oat spread indeholder ligesom Buko pikant for meget salt ift. Sundhedsstyrelsens anbefalinger
  • Formentlig et mere klimavenligt alternativ til almindelig flødeost
  • Koster ca. 20 kr. for en bøtte med 150 g.

 

Produktets særlige egenskab og anvendelse

Det særlige ved produktet er, at det er lavet af producenten Fazer, som har specialiseret sig i at lave produkter baseret på havre. Derfor er produktet lavet med udgangspunkt i havre og ikke mælk som almindelig smørreost. Produktet er 100 % vegetabilsk og kan bruges på samme måde som smøreost.

Findes også i en neutral variant og en variant med sort peber. Læs mere om alle Fazers havreprodukter her producentens hjemmeside 

 

Hvad består produktet egentlig af?

Vand, rapsolie, vegetabilsk kokosfedt, tomatpurékoncentrat (7%), FULDKORNSHAVRE (6,5%), kartoffelstivelse, kartoffelprotein, pærekoncentrat, hvidløg, jodberiget salt, rødvinseddike, modificeret kartoffelstivelse, basilikum (0,1%), fortykningsmiddel (xanthangummi), løg, purløg, oregano, persille, timian, surhedsregulerende middel (æblesyre), antioxidant (alfa-tokoferol), syrningskultur.

En vare består som tommelfingerregel primært af de første 3-4 ingredienser i ingredienslisten. Her vil det altså sige vand, rapsolie, kokosfedt og tomatpurekoncentrat.

Xanthangummi (E415)

Det er et kulhydrat, der fremstilles ved en bakteriel gæringsproces. Er derfor vegetabilsk. Det bruges ofte som tilsætningsstof i vores mad, hvor dets primære funktion er som fortykningsmiddel og stabilisator (Kilde: Wikipedia)

Alfa-tokoferol

Det er E-vitamin. E-vitamin er en antioxidant, hvilket vil sige, at det forhindrer, at luftens ilt gør fedtet i produktet harsk og uspiseligt. E-vitamin virker derfor konserverende på fedtholdige madvarer og forlænger dermed holdbarheden.

 

Næringsstofindholdet

Ønsker du et vegetabilsk alternativ til den klassiske smøreost, så kunne Yosa oat spread være en mulighed. For at tydeliggøre forskellen på indholdet af kcal, fedt, protein og salt har jeg sammenlignet Yosa oat spread med en almindelig smøreost, Buko pikant

NæringsstofferNæringsstofindhold pr. 100 gNæringsstofindhold pr. 100 g

Koster ca. 20 kr. for 150 g

Koster ca. 23 kr. for 200 g
Energi995 kJ/240 kcal
987 kJ/239 kcal
Fedt20 g23 g
-Heraf mættede fedtsyrer8,2 g14 g
Kulhydrat10 g3,8 g
-Heraf sukkerarter7,0 g3,0 g
Kostfibre0,6 g0,0 g
Protein3,3 g4,9 g
Salt1,10 g1,3 g

Kilde: Frazer.com og Arla.dk

Hvad betyder næringsstofindholdet for dig?

Kalorieindholdet er det samme

Som du kan se i skemaet, får du den samme mængde kalorier, uanset om du vælger Yosa oat spread eller Buko pikant. Forskellen ligger primært i, at du får flere kalorier fra fedt, hvis du spiser Buko pikant, og flere kalorier fra kulhydrat, hvis du spiser Yosa oat spread. For de fleste af os har det ikke den store ernæringsmæssige betydning. Dog kan det være relevant for dig, der gerne vil begrænse indtaget af kulhydrat og især sukkerarter, fx fordi du har diabetes. Dette produkt vil nemlig give dig en højere blodsukkerstigning end den almindelige Buko pikant

 

Højt kulhydrat- og sukkerindhold i Yosa oat spread

Som sagt, indeholder Yosa oat spread mere kulhydrat end Buko pikant og smøreost generelt. Det skyldes primært, at Yosa oat spread indeholder havre, kartoffelstivelse, pærekoncentrat og modificeret kartoffelstivelse, som altsammen er kulhydrat. Disse ingredienser findes ikke i en almindelig smørreost. Sukker er et kulhydrat og ud af den mængde kulhydrat, som er i Yosa oat spread, så udgør sukkerarter størstedelen. Igen så har det ernæringsmæssigt ikke den store betydning for de fleste af os. Kun hvis du har diabetes eller blot generelt ønsker at begrænse indtaget af kulhydrat eller sukkerarter, så kan det være relevant.

 

Mindre mættet fedt i Yosa oat spread

En af de markante forskelle på Yosa oat spread og Buko pikant er, at indholdet af mættet fedt er mindre i Yosa oat spread end i almindelig smøreost. Yosa spread indeholder ca. 42 % mindre mættet fedt end Buko pikant.

Mættet fedt kaldes også “dårligt fedt”, da det viser sig at øge kolesteroltallet og forårsage hjerte-kar-sygdomme. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at vi begrænser indtaget af mættet fedt. 

Smøreost er generelt lavet af fløde, som har et højt indhold af mættet fedt. Smøreost light indeholder dog lige så lidt mættet fedt som Yosa oat spread. Yosa spread er derimod primært lavet af rapsolie, som har et lille indhold af mættet fedt. Derimod så indeholder Yosa oat spread også en stor mængde kokosolie, som primært består af mættet fedt. Derfor så havde indholdet af mættet fedt været mindre i Yosa oat spread, hvis det udelukkende bestod af rapsolie frem for også at bestå af kokosfedt

 

Vegetabilsk protein i Yosa oat spread

Spiser du Yosa oat spread frem for almindelig smørreost, får du 1,6 g mindre protein pr. 100 g, end hvis du spiste Buko pikant. Teoretisk set så vil mere protein i Buko pikant give mere mæthed, men om det reelt set er den oplevelse, du får, ja det kan du jo lade komme an på en prøve;-)

Proteiner kan groft sagt deles op i vegetabilske og animalske proteiner. Typen af protein i Yosa oat spread er udelukkende vegetabilsk protein, hvorimod det i Buko pikant er animalsk protein. Generelt set kan man sige, at proteiner, som stammer fra dyr, er sammensat af næringsstoffer, som rent ernæringsmæssigt er mere optimale for vores krop end proteiner, som stammer fra vegetabilsk mad. Og vores krop er også bedre til at fordøje og dermed optage de animalske proteiner fremfor de vegetabilske proteiner (kilde: Sundhed.dk). Men det betyder ikke, at de animalske proteiner er bedre at gå efter end de animalske. Er man ikke veganer eller vegetar, så er variation altid at foretrække. Og for dig, der udelukkende eller primært spiser vegetabilske proteiner, så skal du blot være opmærksom på at få tilstrækkeligt med protein fx ved at indtage vegetabilske proteiner i alle dine måltider.

 

Begge produkter indeholder for meget salt

Ser man ud fra Sundhedsstyrelsen anbefalinger, ja så indeholder begge produkter for meget salt og kan dermed ikke få Nøglehulsmærket. Sundhedsstyrelsens anbefalinger lyder nemlig på max 0,9 g salt pr. 100 g i smøreost/friskost (Kilde: Bekendtgørelse om anvendelse af Nøglehulsmærket på fødevarer ).

 

Varen er for dig som…..

  • Ønsker et vegetabilsk alternativ til smøreost
  • Ønsker et produkt, som indeholder mindre mættet fedt (dårligt fedt) end almindelig smøreost og ost generelt
  • Ønsker et alternativ til smør og blandingsprodukter med mindre mættet fedt. Yosa oat spread indeholder som sagt 8,6 g pr. 100 g af mættet fedt, hvorimod kærgården indeholder 37 g, smør indeholder 52 g og Naturli smørbart (vegetabilsk) indeholder 26 g. Så gevinsten vil sundhedsmæssigt være markant, hvis du byttede et af ovenstående produkter ud med Yosa oat spread

 

Varen er ikke for dig som…

  • Ønsker et fedtfattigt alternativ til almindelig smøreost
  • Ønsker et naturligt produkt som muligt med få tilsætningsstoffer. Man kommer ikke udenom at skulle tilsætte en del tilsætningsstoffer for at få primært vand, fedt og tomatkoncentrat til at minde i konsistens om smøreost
  • Ønsker et økologisk produkt. Producenten har ikke lavet en økologisk variant

 

Fordele ved produktet

  • Flere valgmuligheder. Produktet giver os forbrugere flere muligheder inden for kategorien smøreost, og det giver mennesker, som ønsker at undgå mælkeprodukter flere alternativer.
  • Mindre mættet fedt. Rent ernæringsmæssigt så er det bedre for dig at gå efter produkter med lidt mættet fedt. Men når det så er sagt, så er det mest afgørende for din sundhed ikke det enkelte produkt, men din mad generelt. Sagt på en anden måde, så opnår du først en sundhedsmæssig effekt, hvis din daglige mad generelt indeholder mere umættet fedt end mættet fedt.
  • Formentlig mere klimavenligt. Grunden til at jeg skriver formentlig, er, at jeg endnu ikke har stødt på opgørelser af klimabelastningen af vegetabilsk “smøreost”. Men man antage, at klimabelastningen er betydeligt mindre end klimabelastningen for en almindelig smøreost, som ligger midt i klimapyramiden. Vegetabilske fødevarer såsom rapsolie og havre ligger nederst i klimapyramiden. Og generelt så er vegetabilske fødevarer mere klimavenlige end animalske fødevarer (Kilde: Concitos rapport fra 2019 “Klimavenlige madvaner”)
  • Prisen. Koster stort set det samme som en almindelig smøreost.

 

Ulemper ved produktet

  • Vildledende markedsføring. I og med at produktet hedder “Oat spread” altså havresmørepålæg, så kan man som forbruger let få den opfattelse, at her har vi med et produkt at gøre, som primært er baseret på havre. Og det er ikke tilfældet, da produktet jo, som sagt, kun består af 6,5 % havre og dermed består af over 90 % andre ingredienser, primært vand og olie. Det vil jeg mene er vildledende markedsføring. Dog er der ikke noget ulovligt i det fra producentens side, da der ikke er krav til en bestemt mængde havre for at man må kalde det “havresmørelse”. Reglerne er blot, at producenten skal tydeliggøre, hvor meget havre, der er i produktet, hvilket de også har gjort.
  • Findes ikke i en økologisk variant. Økologisk produktionsform er generelt mere miljøvenlig og bæredygtig end den konventionelle produktionsform. Hvis dette er vigtige værdier for dig, så stemmer produktet her ikke overens med dine værdier, da det ikke findes i en økologisk variant. 
  • For meget salt. Både danske voksne og børn får dagligt næsten dobbelt så meget salt, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, hvilket kan have alvorlige konsekvenser. Ønsker du at begrænse dit eller din families saltindtag, så er det mest optimale, at du først og fremmest har fokus på saltindholdet i dine færdigpakkede fødevarer, da de bidrager med ca. 80 % af alt det salt, du spiser. Læs mere om salt i vores mad, og hvad du skal kigge efter på dine varer her i kostrådet “Spis mindre salt” 

 

Pris

Koster ca. 20 kr. for 150 g

 

Hvor kan varen købes

Produktet forhandles primært i Bilka, bilkatogo.dk, Føtex og Irma